Træet

Af Gabriel Alex

Træet havde stået der så længe nogen kunne huske. Der var ikke nogen, der kunne sige noget om, hvornår det var plantet og for så vidt også hvor gammelt det var. Dets sort var blevet bestemt til at være en slags egetræ, men af en type, som var mange hundrede år gammel. Hvordan de havde fundet ud af det, var hun ligeglad med.

Alt hun vidste var, at det var hendes træ.

Og ikke kun hendes, faktisk hele hendes families træ. Det havde altid stået der, i midten af markerne, et lille, sort spir med bjergene som en mørkegrå kulisse, snekyssede og skarpt optegnet mod den pastelblå solopgangshimmel. Der var malerier på gården af træet. Det var ikke fordi det var centrum for billederne, men det var der altid, lige i udkanten, hvor man måske ikke ventede det, men hvor det alligevel passede ind. I et familiefoto, et stemningsbillede, et panorama. Så var det dér.

Om foråret bar det de fineste lysegrønne skud, så klare og friske, at man kunne smage duggen hvis man tog dem i munden. Om sommeren var bladene store og brusede i vinden som tusind vifter, der dirigerede briserne hid og did. Om efteråret antog bladene de smukkeste farver. Først en kruset honninggul, så en ravorange, en dybrød og til slut en næsten sort-violet, der fik kanterne til at krølle sig sammen og til sidst opgive alt håb om fortsat at leve. Når det blev den 31. oktober faldt de sidste blade, og når november-mørket kom var grenene utilgiveligt nøgne, sorte og sårbare, lige indtil de første strejf af forår kolliderede med den glatte bark og de tynde, yderste grene. Om træet blev der sagt, at det havde været et ceremonielt træ for den oprindelige amerikanske befolkning, der havde boet i området inden Temple-familien havde slået sig ned på den gamle gård. På Walpurgisnacht, den sidste dag i april, og ligeledes på Samhain, den sidste dag i oktober, var træet centrum for ritualer, der forbandt årstidernes skiften med hinanden. Om foråret blev der spundet blomsterkranse og tændt lanterner, der brændte natten over. Om efteråret blev der placeret frugter og græskarlygter i klynger for foden af træet.

Hun vidste alt dette, for hun var vokset op på Temple-gården. Hele familien Temple var centreret omkring træet, der formede en navle for de fire gårde i Utahs store vidder. Der var Scrye-Temple, der havde den store industri-farm i vest, Pan-Temple-ranchen, der lå for foden af bjergene og så var der Maw-Temple-plantagen mod øst, omgivet af træer og tæt bevoksning. Til slut var der den ældste gård, Temple, som lå syd for træet, med størstedelen af de omgivende marker som sin ejendom samt en stor sø. Samtlige familiehjem lå i snorlige retninger, som et kompas, der viste verdenshjørnerne og deres udspring fra træet.

Det var træet, der blev sat i forbindelse med god høst, godt vejr og glædelige begivenheder i livet. Familiens bryllupper blev holdt i de hede somre, under de store grenes skyggende løv, ligesom afsked med familiemedlemmer blev holdt ved træet inden kroppene blev begravet ved Maw-Temple-plantagen. Kvinderne i familien tog sig af træet, holdt ceremonier og sørgede for at jorden omkring rødderne var vedligeholdt og fri for råd. Ude i hjemmene mente man, at bugtninger i jordoverfladen ved nogle af de største af bygningerne, var træets rødder, der havde spredt sig langt nok, for at velsigne bebyggelserne.

Til alle hjem hørte et væld af sorte katte. De var slanke, smidige og adrætte, og var aldrig ramt af sygdom. De færdedes på hvert sit territorium, og hver og én respekterede de usynlige grænser. Det eneste sted de mødtes alle sammen var ved træet, hvor de lå og slikkede solskin i trætoppen eller jagtede mus ved jorden. Det var også kattenes afmærkninger, der afgjorde hvor familierne regnede deres arealer fra, og ingen havde noget imod det. Faktisk var det meget nemmere når det var kattene, der tog stilling til tingenes størrelser, fremfor menneskene, der bare ville ende med at forsøge at udnytte det til deres egen fordel.

Sådan havde det været i mange generationer. Kattene og træet og gårdene, som en treenighed, der hvilede over området. Der var langt til de nærmeste byer, og for familien Temple var det ikke noget de savnede. Ved Temple-gården var der både købmand, kirke og skole, administreret af familiens ældste og klogeste medlemmer. Elektronik og maskineri var forbeholdt landbruget på Scrye-Temple-farmen men stort set banlyst på plantagen, ranchen og den gamle gård. Livet udenfor var stort og mærkeligt, og der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved hvad det kunne byde på. Der var nok at se til på gårdene og i den lille bygd, og alle havde nok i hinanden, kattene og træet.

Da de første katte begyndte at forsvinde, tilskrev man det Maw-Temple-plantagen, hvor træernes skyggefulde ly ofte blev deres hjemsted i den sidste tid af livet. Men efterhånden var det ikke kun omkring Maw-Temple, at det skete. Også ude på Pan-ranchen og ved Scrye-farmen var der begyndt at være mangel på katte, og mus og rotter var blevet et stigende problem.

Og efter det, startede udvandringen. Det var som ringe i vandet, der spredte sig fra gård til gård. De unge begyndte at stille spørgsmålstegn ved ordene i skolebøgerne og versene i kirkens bibler. Luften smagte af forandring, og da den første unge Pan-Temple rejste for at tage på college, var strømmen ikke til at stoppe igen. Der måtte hyres arbejdskraft udefra, men de folk, der kom, havde ikke samme sindelag eller samme finesse, som familiernes egne medlemmer havde haft det igennem generationer. De var voldsomme, larmede i barakkerne hvor de boede, de drak og gik efter kvinderne om aftenen. Der havde aldrig været brug for at tilkalde politi fra den nærmeste by før, men det var pludselig en tilbagevendende begivenhed i weekenderne.

Hun vidste det, for hun var vidne til det hele. Hun var født i de sidste gyldne år, inden kattene var begyndt at forsvinde, så hun kunne huske hvordan alting var, inden forandringen var skyllet over landet. Hun savnede livet fra dengang, stemningen, duftene af det friske korn og lydene af køerne på markerne. Nu havde de store maskiner overtaget og deres os indhyllede nogle gange bygden ved Temple-gården i en ildelugtende stank.

Og hun skulle i hvert fald heller ikke nyde noget af at tage væk og på college eller sådan noget. De unge kom sjældnere og sjældnere hjem på besøg, og deres fravær var som forræderi mod hendes verden. Hvordan kunne man vende ryggen totalt til ens familie, ens vugge, ens ophav?

Gamle onkel Thomas havde lært hende, at familie var ligesom rødderne på træet. Familie kunne holde én fast, når stormen truede med at knække én. Hun havde sagt det til Lisa Pan-Temple, der var en af de sidste unge, der var rejst. Hun havde kigget længe på hende.

"Hvad nu hvis det ikke er stormen, der truer med at knække én, men familien?" havde Lisa spurgt inden hun havde pakket sine ting og rejst ugen efter.

Det var nu nogle år siden, og hun var stort set den eneste tilbage på nær nogle af de unge fyre, der nu var begyndt at mænge sig med de nye arbejdere og tage ind til byen med dem. Der var snak om hvordan de teede sig derinde, og mere end én af dem var blevet opsøgt senere hen for pludselig at skulle betale børnepenge. Alligevel lod den konsekvens ikke til at standse deres adfærd. Hun vidste i hvert fald, at hun aldrig skulle ind til byen.

Hun var den, der tog sig af træet, og var også den, der opdagede den første døde gren, hvor ingen blade sprang ud om foråret. I løbet af kun to år havde det spredt sig, og træet var visnet for øjnene af hende, dag for dag, til det, dette efterår, kun havde én ensom kvist tilbage, der stadig bar løv. Resten af træet stod med nøgne grene, der var vokset i knuder, og hist og her var de begyndt at knække af. Til at starte med var det kun de små kviste, men større grene var knækket, når nogle af de tiltagende storme havde ramt området.

For vejret havde også forandret sig. Ikke at der aldrig havde været storme før, men der var kommet flere og flere, sågar tornadoer, der havde revet Pan-ranchens indhegninger op og gjort stor skade på kvæg og får. Alting var blevet hærget sidste sommer, hvor der ligeledes havde været regnskyl, der havde oversvømmet kornmarkerne og høsten var slået fejl, ligesom et par af Maw-plantagens træer var væltet i en storm. Søen ved Temple-gården var gået over sine bredder og havde ødelagt de små bådhuse og taget badebroen med sig ned under vandet. Sommervarmen havde fået algerne til at blusse op og myggene var blevet store og fede.

Dette efterår føltes som om hun gik imod strømmen mens skyerne blev tungere, vinden mere strid og lyset blegt og diffust. Der lå noget ildevarslende i horisonten og ventede, som en spænding i luften lige før et tordenvejr, men det her var en spænding indeni. Det var en boblende knude i maven, der tog til dag for dag, og den blev kun værre, da måneden skiftede fra september til oktober. Selv ikke de mange fine græskarlanterner i bygden kunne lette den trykkende stemning. Jorden havde skælvet mere end én gang og slået sprækker hist og her, så vognene havde svært ved at køre på gårdspladserne og vejene.

Der var én kat tilbage. Den gamle Toby. Han var blind på det ene øje og haltede slemt efter et fald, der havde været meget ulig ham, da han ville springe ned fra toppen af høloftet på Temple-gården. Han havde derfor holdt sig deroppe på det seneste, og hun var kommet med mad og drikke til ham, så han ikke skulle gå helt til.

Toby havde allerede været gammel, da hun var blevet født, og de gamle Temple-medlemmer sagde, at han kunne leve lige så længe som et menneske, måske endda længere. Det troede hun ikke helt på, men han var alligevel en standhaftig kat, og havde holdt ud længe. Men han var heller ikke hvilken som helst kat. Mor Mary havde for mange år siden fortalt hende om Toby og hvor han kom fra. Eftersigende var han en af de første katte, der nogensinde havde været en del af Temple-familien, hvis ikke den første. For alle katte havde ni liv, og Toby levede alle sine på Temple-gården. Når han var blevet gammel og afkræftet, havde de taget ham ud til træet hvor de havde ladt ham ligge til livet ebbede ud i ham for derefter at begrave ham i en lille naturlig hulning ved rødderne. Efter et par dage ville hulningen være tom og en ny kat var kommet til gårdens bestand. Det var ikke en killing, og det lignede aldrig katten fra før, men der var alligevel en vished om, at det var Toby, der var kommet tilbage. Han kendte alle smutveje, han blev straks respekteret af de andre katte, og han spandt på samme måde når han lå på høloftet i en solstråle fra en sprække i taget.

Den sidste uge af oktober holdt hun sig på høloftet sammen med ham. Hun havde sørget for at han lå i hjørne med et overdække, der holdt de værste trækvinde væk. Her sad hun og læste lektier i høstakken mens han lå og prustede og spandt ind imellem han spiste og drak. Nogle gange, når vinden piftede mellem bjælkerne over dem, kunne hun knap nok høre ham, og hun måtte også af og til sikre sig, at han stadig trak vejret.

Den 31. oktober lå på en søndag. Morgenen havde været tung af optræk til stormvejr, og hun gik efter de sene læsetimer i kirken med det samme over til den gamle stald for at sikre sig at Toby havde det godt. Udenfor var vejret blevet ubarmhjertigt, det regnede og vinden huggede i den gamle staldbygning, så alle sammenføjningerne knasede faretruende. Der var mørkt, til trods for at det stadig skulle forestille at være dagslys udenfor, og ujævnhederne i jorden omkring de store bygninger havde slået lange sprækker, som om noget forsøgte at bryde op fra undergrunden og opsluge bygningerne.

Hun satte sin taske fra sig på en gammel, ramponeret ladvogn og kravlede op ad stigen til høloftet. Her tændte hun den lille olielampe som stod klar, hankede op i den og gik over mod hjørnet, hvor Toby så trofast havde ligget de sidste mange dage. Men da lyset fra lanternen ramte krogen, var der kun den halvtomme madskål og vandskålen at se. Den lille fordybning i det bløde underlag, hun havde sørget for, var det eneste, der bevidnede om, at der havde ligget en kat der for nylig.

Hun satte sig på knæ og rakte ind for at mærke på stoffet. Det var lunt, så det betød, at han havde forladt pladsen for nylig. Hun knyttede hånden og rejste sig mens hun så rundt. Hvor var han dog blevet af?

"Toby?" hendes stemme var knap nok hørlig i et vindstød, og hun måtte sluge sin frygt inden hun strakte halsen yderligere.

"Toby!" kaldet var højere nu, panikkens klang fulgte efter i den kortvarige stilhed mellem vindstødene. Hun søgte mellem høstakkene, i de gamle kasser, der var stablet for sig selv op ad den ene væg, men han var ikke til at se nogen af stederne.

En klump af is hobede sig op i hendes mave da hun indså, at han havde forladt stalden, og selvom hendes tanker straks fór ud til de andre Temple-hjem, var der en rød tråd der bar dem målrettet mod træet. Hun gik hen til stigen, slukkede lanternen og kravlede ned fra loftet. Hun lod taske være taske imens hun passerede de gamle vogne og apparater, der stod og samlede støv i staldens mørke. Ved porten standsede hun. Den var smækket i igen og med en skælvende hånd trak hun den op, som om hun forventede at verden udenfor ville være en anden, end den hun havde forladt, da hun var trådt ind i stalden.

Regnen trak lange glitrende strimler gennem luften, og i de hårde vindstød blev dråberne samlet som skumsprøjt, der klaskede mod en mole. Hun skærmede med hånden for ansigtet mens hun spejdede over gårdspladsen. Sprækkerne i jorden var blevet til flænger i den korte tid hun havde været i stalden, og lange, sorte rodlignende former var dukket op i overfladen og havde endda hævet sig så man kunne se klæbrig slim dryppe ned på jorden. Skrækken jog ind i hende mens hun forstod, at hun måtte væk i en fart. Med en dyb indånding vovede hun sig ud i den rasende storm, væk fra staldens beskyttende ly, og mod kirken, hvor den nedtrådte sti ledte ud mod træet. Hun sprang og snublede forbi de sorte vækster, der knirkende og knagende brød jord og brosten op omkring hende. Hun løb forbi brønden og nåede at se spidserne af de rodlignende fangearme komme krybende op fra mørket.

Hun nåede frem til kirken hvor lyset i vinduerne var gået ud og efterlod dem som gabende huller ind til intetheden. Langs bygningens kant kunne hun se de mørke rødder bryde igennem mulden, som lange fangearme, der havde snoet sig omkring konstruktionen igennem århundreder og først nu greb fat.

Hun rundede kirkens beskyttende ly og de iskolde regndråber slog mod hendes ansigt som piskesnerte. I det fjerne kunne hun se det, det sorte, ensomme træ med de døde grene, der strakte sig mod den blygrå himmel. Et lyn flængede skyerne over bjergtinderne mod nord, akkompagneret af den fjerne rumlen, der rungede ud over markerne. Det var som om naturen forsøgte at nedbryde hvad familien havde opbygget. Som om forandringen var spiret op omkring dem og nu ville tilintetgøre dem.

Hun snublede usikkert ned ad stien, hvor også jorden virkede levende for hvert skridt hun tog i det dybe mudder. Det var ikke kun regnen, der gjorde underlaget ustabilt, men noget under overfladen, der bevægede sig af sin egen vilje. Hun kunne smage tordenvejret i luften, en knitrende, metallisk fornemmelse, der prikkede på tungespidsen og sang i ørerne. Hun vidste det var farligt at færdes i åbne områder når der var torden, men hun måtte ud til træet. Hun måtte se om Toby var der.

Hun nærmede sig sit mål og kunne se træet grene slå vildt omkring sig, men ikke i vindens retning. Det var som arme, der kastede sig hid og did, famlende i luften efter noget at gribe ud efter, men der var kun tomhed og regndråber. Den sorte bark glinsede af fugt og jorden, omkring den store stamme var svampet og gennemblødt, så små pytter havde samlet sig i fordybningerne ved rødderne. Indtil nu havde hun været tom for ord, men hun fik endelig presset et sidste kald ud af struben:

"Toby!"

Lyden druknede da endnu et lyn trak sine guirlander hen over himlen og braget fulgte lige efter. Det skar i hendes ører, men hun tvang sig selv til at fortsætte og kom endelig tæt nok på træet til at kunne se den lille skikkelse ligge op ad den ensomme græskarlampe og posen med rodfrugter og nedfaldne æbler fra plantagen. Hun havde placeret dem der selv tidligere på ugen, en fjern skygge af fortidens bugnende ofringer.

Regndråberne strålede som tusind dråber sølv på den sorte, blanke pels, og han åbnede det gamle, trætte øje på klem, så den klare, gule farve skar en rift til en svunden tid med sollys og gyldne kornmarker.

Hun fik kæmpet sig over til ham hvor han lå og faldt på knæ for at samle ham op i armene. Hans krop var let som ingenting og han strittede ikke imod. Tværtimod trykkede han sig ind imod hende, som en gestus af taknemmelighed for hendes selskab i hans sidste dage. Hun krøb op imod træet og gemte ham ind under regnjakkens beskyttende lag, så hans regnvåde pels gennemblødte hendes kjoletop.

Hun kunne se gårdene på hver hånd og den ældste lige foran hende. Det gik op for hende, at de sorte rødder havde bugtet sig op over husenes tage og var igang med at bryde dem ned, som levende fingre, der klemte om dem for at smadre dem til pindebrænde. Hun sad og følte sig uendeligt alene mens hun vuggede den stille kat i armene. Var hun helt alene? Var hun efterladt her midt i ingenting. Hun hørte braget fra den første store bygning på Scrye-farmen, da den sank sammen. Ovre ved Maw-plantagen knækkede træerne i skoven og faldt sammen, som brændeknuder, der ikke kunne støtte sig mod hinanden længere. Hun så op på de rasende grenes pisken mens vinden hylede omkring hende. Hun lukkede øjnene og i et endeløst sekund sad hun mens hun hørte det komme. Det var som en splintrende lyd, en syden gennem luften oppefra og ned. Det rislede ned ad hendes ryg men hun var frosset fast mens hun ventede på at det skete. Kraftudladningen kastede hende bort fra træet og ned i en stor pøl hvorfra hun kunne se lynet i et kort øjeblik splitte stammen ad i to, en himmelsk spydspids, der kløvede træet så grene, kviste og flager fløj omkring hende. Vinden tog dem og hvirvlede dem rundt inden de tungeste grene faldt til jorden. Alligevel strøg skarpe splinter og bark cirkulerede omkring træet, der stod rygende og glødende med små flammer i hidsig kamp mod den kvælende storm.

Hun knugede Toby ind til sig og så ned på ham. Han lå livløs og med lukkede øjne. Den lille, lyserøde tungespids kunne ses titte frem mellem de skarpe hjørnetænder, men da hun rørte ved den trak den sig ikke tilbage. Han var let, stadig, men lettere end han havde været for kun et øjeblik siden, som om en byrde havde forladt ham.

Efter lynnedslaget blev der stille. Bygningerne var braset sammen, skoven i det fjerne raseret og kornet slået ned af den voldsomme regn. Vinden trak sig bort og regnen fulgte med mens hun lå længe i vandpytten uden at ænse vandet, der søbede hende til. Først nu mærkede hun sit hjerteslag, der slog hårdt mod hendes strube. Hendes krop rystede og skælvede og hun snappede efter vejret for at få ilt ud i kroppens stivnede lemmer.

Besværet fik hun kantet sig op og stå, stadig med den døde kat i armene under regnjakken, og varsomt nærmede hun sig træet, hvor flammerne var døde, men gløder stadig ulmede i den dybe sprække. Stammen var flækket i to og bøjede til hver sin side, så grenene var mast mod jorden. Til højre var den sidste levende kvist at se, og da hun kom hen til den og lagde sin hånd mod den, dalede det eneste tiloversblevne blad ned fra sin plads og sank ned i en mudderpøl.

Hun sank en klump og satte sig foran træet hvor hun langsomt trak Toby ud fra under regnjakken og fandt den lille hulning mellem rødderne hvor de før i tiden havde lagt ham. Hun havde en fornemmelse af at han ville blive liggende denne gang. Hun rankede sig mens hun mærkede de sidste regndråber ebbe ud og skyerne over hende drev afsted, som mørke totter af uld, der blev revet fra hinanden. Lyset skiftede og et blegt skær fra en kold, nedgående efterårssol blussede op omkring hende. Et par skyer sled sig fra hinanden og som en gylden finger strakte en solstråle sig ind og lagde sig over Tobys pels. Hun holdt et lille hulk nede, mens hun så ned på ham, fredfyldt og fri.

Træets tid var ovre, Tobys sidste liv var omme og Temple-familien var ikke mere.