Superkraft

Af Gabriel Alex

Rummet er koldt og stille, kun den svage summen trænger igennem hud og hår. Den kradser og bider på indersiden af knoglerne hvor marven trækker sig sammen og giver gåsehud igennem brusk og ben. Selv der hvor jeg ligger er køligt, hårdt og uvenligt. Hænderne er isnende, som de døde. Verden venter på mit åndedrag, men det er fanget i halsen mens fingrene vandrer over mig, en sjæledans på de fine, små hårstrå, der er falmet hen over min lille krop. Jeg er stiv, spændt som en fjeder og jeg har alt for meget på hjerte. Jeg vil skrige det ud i luften, frigøre alle muskler, men de er låst fast af et usynligt greb. Jeg er død men jeg kan se. Se det blændende lys over mig i loftet. Se de blå og grå farver i omgivelserne.

Mærker hænderne. Hænderne, der arbejder. Mærker smerten. Den skarpe, dybe, sønderrivende smerte.

"Maria? Maria, hvor er du?"

"Jeg er… jeg er i rummet."

"Hvor i rummet?"

"Jeg… jeg ligger ned. På briksen."

"Og hvad sker der mens du ligger der på briksen?"

"Jeg…"

Skalpellens blad kløver sig vej ind i mig. Jeg ved det, for min hjerne registrerer det, men jeg kan ikke se den. Jeg mærker den dele mit kød. Det falder til siderne som vingerne på en døende sommerfugl. Mit lille bryst spænder sig. Jeg vrider mig men min krop er ganske stille, som en balletdanser, der er gået til ro.

"Han skærer…"

Det giver et skub i mig, som en hånd der rækker ind i brystet på mig og forsøger at trække noget ud, noget sort, mørkt og slimet. Noget pulserende, grimt og ulækkert. Jeg hader det allerede, og jeg kan mærke det i hele kroppen, hvordan det hiver og slider i mig som brændende tråde.

"Maria, er du der?"

"Ja… jeg…"

"Jeg tror det nok for idag."

"NEJ!"

Et glas vælter. Den sidste rest vand løber ud på det lille bord og lægger sig som små dråber på den blanke, lakerede overflade. Jeg dufter røgelsen, hører lyden af vindspillets plirren, ser lyset falde ind gennem uroernes krystaller og sten i vinduet.

"Maria." Hun rækker hånden ud og lægger den på mit knæ. "Maria, det er nok for idag. Din læge sagde ikke for meget på én gang. Vi skal ikke have dig til at få et re-traume."

Jeg ser ned på hendes hånd med alle ringene og den lille blonde i kanten af hendes ærme. Hendes fingre ligger i folderne af mit buksebens stof. Jeg trækker vejret. Jeg er i live og kan se. Farver, former, sammenhænge. Jeg lægger en hånd mod brystet. Det hæver og sænker sig. Jeg kan bevæge mig. Jeg tager en dyb indånding. Jeg kan mærke den helt ud i hænderne og ned i knæene.

"Okay," mumler jeg. Hun sender mig et smil. Et af dem, der skal vise, at hun forstår alle mine problemer, men at det mest af alt handler om, at hun er lettet over, at jeg giver efter.

"Det er kun anden gang du er her. Der er stadig meget der skal bearbejdes. Man kommer ikke uskadt igennem en barndom som din."

Jeg ser ned på mine hænder. Små tatoveringer har fundet vej gennem tiden over den blege hud. Små brændsår fra jointgløder prikker til teksturen hist og her. Jeg nikker.

"Hvorfor skal det være så fucking hårdt?"

Spørgsmålet der altid har rullet rundt i min hjerne får endelig lov til at slippe ud i æteren og spejle sig i virkeligheden. Endnu et smil krænger hendes læber op. Linjerne i huden er stejle og danner mosaikker og springvand fra en svunden tid, 50 måske 60 år siden.

"Traumer er hårde," svarer hun. "De er aftryk fra en fortid, som du er vandret igennem, og ingen har givet dig en måde at vaske de aftryk af med. Nu må vi se hvad vi kan gøre for dig. Hvad sagde lægen efter sidste besøg?"

"Der er ikke nogen tegn på noget nyt. Det samme som det sidste lange stykke tid."

"Fortalte du om dine stiksmerter?"

"Ja, men det er nok bare noget," jeg trækker på skuldrene, "det har nok ikke noget at gøre med det."

"Det er ikke nemt at have været et barn, der skulle igennem så meget. Operationer, kontroller, du har haft hele pakken. Det er hårdt nu, fordi det var hårdt dengang."

Jeg sukker. Det krænger sig indvendig i mig, men hun har jo ret. Det sidder overalt på mig. Mit liv, min opvækst, min plads i samfundet. Jeg har været beskidt siden jeg blev født, noget som hele tiden skal holdes i skak. Uren. Plettet. Frastødende. Selv mine jævnaldrende i folkeren vidste den var gal, når jeg var bleg som et lagen i dansktimen, og fik lov til at gå hjem tidligt. Den nødtørftige invitation til børnefødselsdagene blev nogle gange besvaret med et "ja tak, vil gerne komme", men oftest afslået, og selv dem, der blev sagt ja til, blev oftere aflyst i sidste øjeblik. "Maria er blevet syg og må blive hjemme."

Jeg kunne altid høre det i min mors stemme når hun ringede. Der var noget selvbebrejdende i den. Var det fordi hun havde røget og drukket dengang hun var gravid med Maria? Var det stofferne, som hun faktisk havde holdt sig clean fra i de 9 måneder, som alligevel havde siddet i hendes system efter alle årene? Var det de utallige voldelige eks-kærester, der havde forbandet hende med mig, en datter som var kronisk syg?

"Maria."

Stemmen kalder mig tilbage igen. Lyset. Varmen. Solskinnet. Omridset af en lille Buddah-statue mellem to sukkulentplanter i vindueskarmen. De er støvede af noget af det glimmer, der er faldet ned fra den ene af uroerne i vinduet.

"Maria, du er kommet så langt. Du er modig, du er stærk, du har en vilje, som ingen anden."

"Jeg er kun kommet så langt fordi jeg er blevet nødt til det."

"Og sådan er det med livet."

"Kan man ikke bare…" Jeg lader blikket glide ned til de mange ar på armene. Nogle er rene, klare linjer, andre er brudstykker af fortrydelse, selvbebrejdelse, sorg og ihærdighed for at komme væk fra virkeligheden. Jeg presser en håndflade mod øjet så jeg kan mærke det blive mast indad. De mange prikker, der opstår, er som en stjernehimmel.

"Der har vi været, ikke?"

"Jo, men…" Jeg sukker igen.

"Jeg havde engang en patient," hun rejser sig og går hen til skrivebordet i det lille hjemmekontor. "Hun fortalte, at traumer gør os til superhelte."

Panderynken er som en instinktiv trækning, den kommer uden at jeg overhovedet er klar over den.

"Hvad er det for noget lort?" spørger jeg mens jeg ser hende finde et visitkort med praksissen og hendes navn samt informationer. Bagpå er det lille område hvor man kan skrive datoer på til nye aftaler. Hun tager det og en kuglepen med hen til lænestolene i hjørnet og sætter sig atter på sin plads. Hun sender mig et nyt smil. Det er ikke et hun har givet mig før. Det er næsten drillende, men også sigende, men også…

"Traumer farver os, giver os nuancer og facetter som andre ikke har. De har ingen chance for nogensinde at vide eller opleve de ting, som du har været igennem. Du er alene, men samtidig gør det dig uovervindelig. Du har stået imod noget, der har truet dit eksistensgrundlag nok, til at din krop har ladt det sidde i dig, men alligevel er du her. Lige her. Lige nu. PTSD, senfølger, stressreaktioner, overbelastningsreaktioner. Det er hjernen, der forsøger at hale dig tilbage til et stadie, hvor du var mest sårbar. Men du formår at kæmpe imod. Du tiltvinger dig retten til din virkelighed, selvom fortiden står i kø for at modarbejde dig. Og det er en superkraft."

Jeg ser genspejlingen af mig selv i en plakat med en oversigt over chakra-farver og deres placering i kroppen. Sådan noget hokus pokus har aldrig sagt mig noget, men hendes ord om superkræfter giver alligevel en eller anden form for genlyd i mig, som jeg ikke har hørt før. Det er en klokkeklar tone, der springer op indeni, en gnist af et håb om en drøm, jeg havde for længe siden om, at verden kunne være anderledes. En drøm om, at jeg kunne se verden i andet end grå-toner eller sepia-farvede nuancer.

"Min superkraft…" Det er som om ordet, idet det forlader mine læber, stadig hænger i mig. Så snart jeg har sagt det, føles det ægte. Vanvittig rent og simpelt. Jeg kan jo godt. Jeg er jo kommet langt. Det er mange år siden dengang, og selvom jeg stadig går til kontroller og skal måles og vejes i hoved og røv, så er det værste overstået. Jeg lukker øjnene og suger følelsen til mig som en tørstig svamp. Jeg holder vejret, bange for at øjeblikket forsvinder så snart jeg puster ud igen.

Jeg hører kuglepennens kradsen mod visitkortet og jeg ånder endelig ud. Alligevel forsvinder følelsen ikke. Den hænger i mig, suspenderet i mit indre, en gylden, strålende kerne midt i alt det grå og sepia. Jeg ser mit spejlbillede, ser mig selv i øjnene igennem den farvede plakatbaggrund. Alverdens nittehalsbånd og ansigtspiercinger har aldrig skinnet mere end mit blik i de sekunder. Det er som om himlen har besluttet sig for at tænde alle bål på én gang i mig. Det føles rent, klart, skærende smertefuldt mens jeg fornemmer al den urene bitterhed krølle sig sammen indeni. Den er på ingen måde væk, men i disse øjeblikke er den mindre end den nogensinde har været.

Jeg smiler.

"Samme tid næste uge?"