Opdagelsen

Af Gabriel Alex

Sam så overfladen forsvinde over sig, de glitrende stjerner og den svømmende måne, kolde og klare, deroppe hvor luften var tyk og tæt. Modsat her, under vandet, hvor den lille forskningskapsel langsomt droppede ned gennem vandet. Igennem ovenlyset kunne han se den røde halo af lys, der hang over forskningsskibet for at holde alle andre fartøjer på afstand mens vandet blev undersøgt. Det kunne være en hvilken som helst myndighed, med autoritet til at styre et forskningsfartøj. I dette tilfælde var det et forskningsskib tilknyttet Kattegats Undersøiske Institut, KUI, og denne natlige udflugt var måske ikke sat til protokols så udførligt som den burde, men ikke desto mindre kunne Søens Vagtværn ikke komme og smide dem hjem i havn.

De var stævnet ud mens månen var stået op, og Sam havde set Djurslandøs vigende kystlinje blive opslugt af mørket, dér hvor vandet med tiden havde ædt strandene op og tvunget høje mure op omkring havnene og diger omkring søer og vandløb. Danmark var efterhånden mere en spættet mudderpøl af landområder, hvor befolkningen klumpede sammen, og vandets utilregnelighed gjorde det umuligt at have faste broer. De måtte nøjes med flydebroer over de største strækninger, mens regeringen arbejdede på "langsigtede løsninger", som de kaldte det.

Efterhånden sank forskningskapslen længere ned, den røde halos lys forsvandt og instrumentbrættet slog til med et "klik". De mange knapper og lamper blændede op. Han satte sig ved cockpittet, tændte for den digitale styring og trak keyboardet ud, der lod ham kontrollere fremdrift og retning med både piletaster og WASD-taster. QWERTY-systemet var måske forældet teknologi, men det virkede stadig upåklageligt, og det ville kræve mange ressourcer i efteruddannelse hvis KUI skulle have alle deres ansatte oplært i de nye styrings-interfaces. Det eneste der hev ned, var det gamle radiobaserede kommunikationsudstyr. Det digitale system de havde i forskningsskibet, var langt mere moderne, så Sam var overladt til sig selv.

Sam så sin genspejling i cockpittets forrude og pillede fraværende ved den smalle linje skægstubbe langs kæbelinjen. Han havde ladt dem gro efter han endelig var blevet myndig. Kønsdirektivet havde kun eksisteret en snes år, og dengang det var blevet vedtaget, at gøre alle non-binære indtil 18-års alderen, havde det udløst et ramaskrig i de ældre generationer. Men fremtiden var ikke deres at bestemme over, og i takt med at tiden gik, havde samfundet indrettet sig. Kønsroller var blevet redefineret, kønsbaseret vold var aftaget, og kun de mest ekstremistiske grupperinger, der stadig holdt til ude i yderkantsområderne – han skulle aldrig til Herning igen – holdt fast i de gamle, konservative normer.

Sam var mand. Han kunne tydeligt huske dagen hvor han havde besøgt Kønsdirektivets kontor inde i Aros. Hans søster var fulgt med som opbakning, og gav ham opmuntrende smil undervejs mens de stod i køen. Hun havde selv taget turen to år tidligere, og Sam kunne kun beundre hende for hendes mod. Selv følte han sig lille og ubetydelig, både dengang men også nu. Som et stykke rumskrald, der var drevet for langt ud til at kunne blive fanget ind af de store net, som var blevet lavet, for at opsamle det værste ragelse, fra alle de gamle satelitter, der havde været i kredsløb om Jorden de sidste mange årtier.

Hans besøg på kontoret var blevet fejret som man havde plejet at fejre konfirmationer, ligesom dengang religion stadig var tilladt. Om det var en god eller dårlig ting, at det var blevet forbudt, havde han svært ved at have en mening om. Han var for ung, 21 somre, til at huske hvordan det var dengang der stadig var noget der hed religion. Han vidste det stadig var en ting ude i resten af Ny Europa, men her i Kalmarunionen var det en kendt sag, at religion satte en stopper for enhver form for logisk tænkning og rationel livsanskuelse. Vejen frem var videnskabens drivkraft, hvis menneskeheden skulle have en chance for at modstå den tumultariske situation som jordkloden var endt i efter århundreders negligeret klimakontrol.

Han tændte op for projektørerne og rettede dem frem mens han sank mod havbunden, og begyndte at lede. Koordinaterne blændede op på en lille radarskærm, og han gled igennem det rolige vand. Det var hernede han var tryg og tilpas, langt fra overfladen og dens påstyr. Han foretrak havets stilhed og de mysterier som vandet gemte på. Han var skrevet op til en ekspedition til Arktishavet for at undersøge isdannelserne, der var begyndt igen deroppe. Det var for tidligt at håbe på noget, men måske var der en omvæltning på vej. Måske var de på vej mod lysere tider. Nogle eksperter såede tvivl om de første resultater, der var kommet ind med forskningsskibet fra De Forenede Oceanstater, men det var netop derfor, det skulle undersøges yderligere. Og Danmark havde en central rolle at spille i fremstillingen af nogle målekomponenter, der skulle implementeres. Sam havde ikke helt regnet ud endnu hvad de kunne gavne. De var beregnet til de varme farvande i Kattegat og Nordsøen, men hvis de kunne hjælpe, måtte de vel bruge dem efter bedste evne.

Men nattens udflugt var ansporet af andre forhold end polaregnenes kølige strømninger og om hvorvidt en håndfuld målekomponenter var egnet til brug deroppe.

En alarm var gået i kontrolhuset i Grenå, og da aftenvagten havde samlet data nok, stod det klart, at en understrøm var taget til ude i midten af Kattegat, stort set stik ud for Djurslandø. Sam, der havde været ved at falde i søvn med næsen i en flip-tablet, meldte sig til at tage med ud på forskningsskibet, der altid lå klar i havnen til ekspeditioner. Det eneste, de havde at gå efter, var underststrømsmålinger og nogle koordinater, der lod til at indkredse hvor den var opstået og fortsat var aktiv.

Projektørerne strakte deres gyldne fingre igennem vandmasserne, og snart dukkede den dunkle havbund op under ham, en gold og uvenlig ørken efter trawling og forurening havde ædt det sidste liv. Han slog scanningsmodulet til og tastede koordinaterne ind så autopiloten kunne tage over en stund. En ny understrøm var ikke noget særligt, men ifølge protokollerne skulle de undersøges, når de blev spottet. Han havde godt nok overhørt kystvagten neddrosle hele situationen. Der var jo ingen grund til at råbe vagt i gevær, før der var noget konkret at råbe op om. Hvis bare de havde lyttet til miljøeksperterne dengang de råbte op, tænkte Sam. Så så verden måske væsentligt anderledes ud nu. Måske ville der stadig være liv på bunden af havet.

Stilheden i kapslen blev brudt af et klart "ding-ding-ding", tre lange toner, der indikerede at scanneren havde fundet noget. "Noget". Sam tog en dyb indånding. Det kunne være et hvalskrog eller en sunken båd. Han tjekkede radaren mens scannerens resultater tonede frem på radaren, en lang skæv linje midt i det hele, lysende grøn på displayet og hist og her bredere end andre steder. Han rejste sig og skruede på hjulene over ham så projektørerne blev blændet helt op, og så så han den.

Revnen.

Det var en sort sprække i havbunden, der startede tynd og strakte sig frem under ham mens den blev bredere og bredere. Små krakeleringer havde spredt sig fra den som tynde arme, men de var intet værd i forhold til selve "kroppen" af den. Det var ikke en spalte mellem tektoniske plader, selvom det godt kunne ligne en lille smule. Det var et dyb, der havde åbnet sig. Et sug gik igennem maven på ham, og han tastede en hurtig log ned, selvom han blev ved med at standse op og hans blik blev suget imod afgrunden foran ham. Den forsvandt ud af syne i det fjerne, som et gab, der ventede på at opsluge ham.

Og det skulle opsluge ham, for han måtte derned. Både drevet af sin egen lyst men også af hans forpligtelse. Hvis han tog derned nu, kunne han nå at se tingene an, tage bestik af situationen inden han kom op til forskningsskibet igen. På den anden side var der ingen måde han kunne vide hvor langt ned den rakte. Hvis han endte dernede og ikke kunne komme op igen, var gode råd dyre.

Han tjekkede instrumentbrættet for ilt og brændstofbeholderens indikator. 75% og 68%. Han bed sig i læben, trommede mod glasset inden han satte sig igen, placerede fingrene på keyboardet, og begyndte nedstigningen gennem vandet. Kapslen var bygget til at kunne modstå et ret heftigt pres. De fleste blev testet ude på Atlanterhavets dybder inden de blev taget i brug, og han vurderede, at dette ikke ville være meget anderledes, selvom kapslen her var en ældre model. Den havde bestået brugstesten, så kunne den også udforske mystiske revner i bunden af Kattegat.

Han nærmede sig kanterne og standsede for at lade maskinernes kameraer tage så mange billeder de kunne. Vandet var spættet med partikler, der hvirlede rundt og gjorde linsernes arbejde besværligt, men han fik nogle optagelser i kassen, og rejste sig for at tjekke den lille håndfuld monitors placeret centralt i kapslens ene side. Billederne viste hvordan sandet virkede svedent, næsten som om det var blevet smeltet til et sort, grumset glasagtigt materiale med takkede og ujævne kanter. Han kørte fingerspidserne langs linjerne på monitoren i et forsøg på at måle hvor stort det var, men det var næsten umuligt at bedømme ud fra billederne. Istedet vendte han tilbage til sit sæde og tog endnu en dyb indånding. Han vippede kapslen så han kunne se mere lige ned. Sand og grums fyldte vandet, og under ham var et uanet mørke.

Han sank en klump. Skulle han tilbage op? Var det nu klogt? Ville det ikke være smartere at udforske i en ubåd med flere måleredskaber, større besætning, bedre forhold?

Noget trak i ham. Den sælsomme lyst til bare at lade sig glide ned i mørket og se hvor han endte henne. Derned hvor der var en hel verden uforstyrret af religionskrige, oversvømmelser og kamp for økonomisk bistand fra staten til at holde et forskningsinstitut i live lidt endnu, hver gang der kom trusler om besparelser.

Han var ikke bare rumskrald i det store intet. Han var Sam i sin kapsel, og han ville vise, at han kunne udrette noget. Det kunne måske være hans vej ud af de lange aftenvagter og ind på kommandocentralen på forskningsskibet, bare som underofficer.

Med en dyb indånding satte han kapslen i bevægelse ned forbi revnens sorte kanter. De hævede sig på hver side af ham som en klippespalte, og han var en ensom bjergbestiger i frit fald fra tindernes højder, efter at have sluppet sikkerhedslinen. Rykket i kapslen gav ham endnu et sug i maven, og han kunne næsten have lukket øjnene i og bare følt hvordan han gled afsted i intetheden. Men han måtte holde øje. Projektørerne havde svært ved at skære igennem den tykke suppe, og han måtte holde igen nu og da, når kapslen nærmede sig revnens sider. Selvom retningen var nedad, var den også fremad mod de brede steder. Hvad han ledte efter, havde han svært ved at sige, men en instinktiv fornemmelse i ham fortalte, at der var noget han skulle se, noget han skulle finde.

Kapslen rumlede lidt nu og da, når han slog et skarpt sving væk fra siderne, og en lille rød lampe klikkede til og fra for at indikere trykket i kabinen. Til sidst var den tændt hele tiden, men Sam gik ind i kontrolsystemet og afviste den. Selvfølgelig var der et vist tryk efterhånden, det var ikke noget særligt. Det poppede lidt i ørerne, det var alt.

Endelig lod det til at vandet klarede op omkring ham og projektørerne kunne trænge bedre igennem. En snæver bund kom til syne hvor revnens sider mødtes, og pludselig, næsten direkte foran ham, tårnede en vældig konstruktion sig op, som et gråt spyd der var brudt igennem fra jordens indre. Hans fingre pressede tasterne i bund for at afværge en kollision, og kapslen drejede skarpt til venstre, så han lå stort set vandret. Et hult "bump" mod skroget bekendtgjorde, at det ikke havde været helt muligt at undgå hvad end det var derude, og kapslen roterede om sig selv mens den sank ned og satte sig fast på skrå imellem revnens sider. Sam slukkede for alt på nær projektørerne, hvis lys strømmede frem på den kæmpemæssige kollos foran ham. Stilheden, der fyldte kapslen, efter alle komponenter var slukket, var næsten et større tryk i ørerne end presset fra havet omkring det lille fartøj. Han sad og så frem på hvad end det var, der fyldte hans synsfelt.

Det var lysegråt og havde næsten sin egen glød i det sorte vand omkring dem. Omtrent som en kat er grå i nattemørket. Det rakte op og ud af syne, og overfladen lod til at have en struktur, der ikke kunne placeres som nogen stenart. Men hvad kunne det så være. Han så mod den lille pakke med dykkerudstyr og slusedøren bagerst. Han måtte ud at se hvordan det stod til med kapslens tilstand og hvor slemt det var. Han kunne høre sit eget åndedræt, tungt og langsomt, sådan som han havde lært at trække det i pressede situationer. Ned i maven og pust roligt ud. Gentag resten af livet.

Der var ikke noget valg, det gjaldt bare om at gøre det.

Han havde aldrig tøvet så længe før, men endelig fik han revet sig bort fra synet og klatret igennem den skrå kapsel, over til dykkerudstyret. Han priste sig lykkelig for, at det i det mindste var den nyeste udgave af dykkerudstyret, der var blevet købt ind til kapslen, designet til at modstå det heftige tryk så langt under overfladen. Han kom i dragten, spændte svømmefødder, hjelm og iltflasker på. Han tjekkede at alt var som det skulle være, spændte remmene og åbnede slusen for at komme ud. Døren lukkede sig bag ham, og en rystelse gik igennem ham da dragtens trykmodstand slog til efterhånden som vandet steg. Selv igennem dens lag kunne han mærke, at vandet var koldt, ikke som de lune farvande, han var blevet vant til. Han bed tænderne sammen mens han tændte de små lys ved hjelmen og trak vejret dybt igen.

Ned i maven og pust roligt ud. Gentag.

Så snart slusen var fyldt op, gled den yderste dør fra og han satte af i en glidende bevægelse ud i vandet, som en astronaut på rumvandring. Det var trods alt ukendt territorium omkring ham, uudforsket, uopdaget. Indtil nu. Kapslens skær kastede sig op ad revnens stejle sider og rundt i vandet. Han cirkulerede om kapslen og måtte konstatere at den var landet som i en pincet. Tiden måtte vise om den sad fast, men da han skubbede lidt på den, lod den alligevel til at give sig lidt. Der var håb, så længe han sparede på dens strøm. Projektørerne kunne køre på deres egne batterier, så der var ikke nogen frygt der for at de tærede på kapslens energikilder. De skulle bruges til at speede op så kraftigt som muligt fra starten for at løsrive den fra dens plads.

Han drejede rundt i vandet og kom om til bunden af kapslen. Den havde fået et hårdt stød og en klar bule var at se i skroget. En lille indikation af en kant var synlig og hvis der bare havde været lidt mere kraft på og vinklen havde været skarpere, havde den lavet hul. Han trak sig fra kapslen og så mod konstruktionen foran ham, enorm og imponerende, et monument for guder. Logik og rationalitet bød ham at komme tilbage ind i kapslen, sætte speederen i bund og komme væk derfra, men noget i synet foran ham holdt ham fast. Han måtte derhen. Lægge en hånd imod hvad end det var, mærke det, se det på nærmere hold.

Han skubbede sig fremad og svømmede gennem vandet mod konstruktionen. Hans blik vandrede over dens skarpe form og de snørklede konturer i overfladen. Det gik op for ham, at det lignede dioder og linjer i et instrumentbræt. Der var væsentligt længere end han havde kunnet bedømme, og det knejsede højere og højere foran ham mens han kom tættere og tættere på. Endelig kunne han standse og træde lidt i vandet mens han så nærmere på den fra et par meters afstand. Der kunne ikke være nogen tvivl. Det var noget, der var brudt igennem skorpen her, og havde skabt revnen. Men hvad var det? Hvorfor nu? Hvorfor her?

Spørgsmålene virrede igennem hans hoved og han rystede dem af sig inden han tog de sidste favntag og stoppede ved en mange meter høj, glat overflade, omkranset af en firkantet linje, som en døråbning. I et hjørne lod den til at være gået i stykker, og han tog bestik af hullet. Det var stort nok til at han nok godt kunne komme igennem. Han lagde en hånd mod en sektion udenfor den glatte overflade og en tynd sky af partikler steg op da hans hånd gled over nogle af linjerne. Han var underligt til mode, rolig, melankolsk, mens han lod blikket glide op over ujævnhederne. Mørke firkanter længere oppe markerede hvad han antog var vinduer af en art, om de var dækket til eller bare huller ind i konstruktionen, kunne han ikke bedømme.

Han vendte sig mod hullet i hjørnet og satte kurs derned. Nogle fragmenter lå spredt omkring det, og han greb om hullets sider og trak sig behændigt igennem, forsigtig med ikke at skrabe iltflasken. På den anden side dukkede hans hoved op over et vandspejl næsten lige indenfor. En luftlomme?

Han hævede hænderne og overgangen fra vand til luft føltes uendeligt tung så snart tyngdekraften satte ind. Han slog hjelmens visir fra og så rundt med det sparsomme lys lamperne afgav. Gulvet skrånede opad og en slusedør kunne ses for enden ad gangen. Det måtte være indgangen. Indgangen til hvad? Væggene havde samme markeringer som udenfor, men herinde var de mindre. Nogle var tykke og løb i lige baner, mens andre var smalle og forsvandt ud i de store flader. Luften var tæt og stillestående, salt og krads i næsen, som den havluft han holdt af når han var på vagtholdet. Men den var anderledes her. Urørt.

Sam smuttede svømmefødder og iltbeholder af i vandkanten og begyndte at forcere den jævne stigning i gulvet mod døren. Et lille panel stod åbent og efter at have studeret det lidt fandt han en forholdsvis indlysende knap med hvad der lignede to sektioner af en dør, der skød fra hinanden. Med et let tryk på den satte en mekanisme i gang. Normalt ville den måske have været lydløs, men samlinger af alger og salt i kanterne af døren fik det til at skurre mens den åbnede op og afslørede flere gange, der forgrenede sig i alle retninger. Han blændede op for lyset på toppen af visiret mens han forsøgte at danne sig et indtryk af hvor hvilke gange førte hen. Det stod efterhånden klart, at den bredeste gang måtte være en form for hovedåre gennem hvad end bygning eller kompleks han var endt i. Han mærkede hjertet slå mens han med hænder knyttet af beslutsomhed, begyndte at gå. Stilheden var sælsom og trykkede mod hans tindinger.

Langsomt gik han opad og opad. Han forsøgte at orientere sig nu og da. Nogle af de bredere gange drejede af nu og da, men han holdt sig til sin rute, der snart drejede af og sendte ham mod hvad han følte var toppen af strukturen. Imens han gik, prøvede han at forestille sig hvor han var endt henne. Var det en civilisations sidste bygningsværk, der nu var dukket op igennem jordens skorpe? Kendte verdens regeringer noget til det?

Han havde stadig svært ved at slå sig entydigt fast på en teori da han nåede til enden ad gangen, der mundede ud i et stort rum, som mest af alt kunne minde om en kommandobro på et fartøj af en art. Fronten var en lang sektion af ruder, der viste op i mørket over strukturen. Han havde aldrig tænkt på hvordan det ville være at stå og se op i vand, når han normalt stod over det og så ned. Det kæmpemæssige hav over ham gav ham følelsen af at stirre op i himmelrummet, men hvor himmelrummet virkede tomt og øde, var havet her fyldt af, ja, hav.

Han nærmede sig instrumentbrættet hvor alt virkede udslukt. Formerne og tegnene var utydelige af ælde, og selv dem han kunne skelne fra tidens hårdhændede slid, var underlige og ukendte. Han strøg fingrene let hen over ujævnhederne af knapper og håndtag til et låg, gråt af salt, sprang op og afslørede en rund kugle, der syntes at afgive en svag, grønlig glød.

Han kiggede på den længe mens pulsen dunkede i hans ører. Alt i ham sagde, at det ville være dumt at røre den. Al logik fortalte ham, at det var sådan katastrofer startede. Alligevel … alligevel var der også en stemme, der sagde, at katastroferne allerede var indtruffet. Livet på overfladen var ubarmhjertigt, og alle forsøg fra regeringernes sider på at få befolkningen til at slappe af, lukke øjnene og vende problemerne ryggen, var reelt set lykkedes. For ingen gjorde noget. Ingen sagde noget. Tavsheden i stormene var rungende og altoverdøvende.

Og her stod han foran et grønligt lys, i en struktur, som ikke burde være på bunden af havet. Alt der skulle til var at række ud, ændre udfaldet, sætte bevægelser i gang, der kunne gøre en forskel.

Gøre en forskel.

Han rakte ud og med et lille tryk fra fingerspidserne pressede han den runde kugle ned i dens fordybning. Den gav efter og sank en lille centimeter ned til et sprødt klik sang ud i rummet. Et panel sprang op og et headset med sorte flader, der dækkede helt for øjenhuler og langt op ad panden, kom til syne. Med skælvende hænder rakte han ud og løsnede dem fra deres holder, hvor et langt kabel holdt dem forbundet med instrumentbrættet. De føltes lettere end de så ud, og med tilbageholdt åndedræt førte han dem op til ansigtet hvor han placerede dem over øjnene og lod dem hvile over ørerne så han kunne se ind i deres dyb.

***

Et ryk i kablet fik headsettet hevet af Sam. Gulvet under ham begyndte at skråne så han gled og måtte gribe fat i instrumentbrættet hvor flere lys begyndte at blænde op og blinke. En skurrende rumlen nåede ham mens hele konstruktionen syntes at vibrere. Hans fødder skred og han begyndte at rutsche ned mod døren hvor han var kommet fra mens rummet vippede og gangen han endte i pludselig var væsentligt stejlere end den havde været, da han var kommet op ad den. Han skiftevis kurrede og løb tilbage i den retning hvor han var kommet fra. Det sidste stykke kurrede han næsten ned til vandskorpen hvor han trak svømmefødderne på og slyngede ildflasken over skuldrene. Hele konstruktionen sitrede og dirrede, og han ville ikke vente på hvad end det var, der var sat i værk. Alt han vidste, var, at han måtte ud og væk.

Og op.

Han måtte op og fortælle dem det han havde set. Alle de ting, der kunne vende udviklingen, bremse opvarmningen. Holde oversvømmelserne i ave og dæmpe de ustyrlige orkaner og tyfoners hærgen. Hans blik svømmede ind og ud af farverne og formerne, alle de matematiske formler, der var blevet presset ind på hans nethinde. Han måtte huske, han måtte skrive det ned, så snart han var tilbage i kapslen.

Kapslen.

Kunne den holde? Kunne han nå det? Brændstoffet var lavt. Iltniveauet ligeså. Jo, det måtte holde. Det skulle holde. Han ville blive udråbt som helt. Verdens frelser. Når først de fik alt vide …

Han vadede ud i vandet og dykkede under overfladen mens alting omkring ham rystede og skælvede. Han kunne høre det tydeligere under vandet nu hvor hans hoved var kommet under. Det rumlede som et jordskælv, og han så hullet i hjørnet begynde at trække sig sammen mens konstruktionen sank. I et åndeløst sekund så han sig selv fanget i konstruktionen for evigt, indrammet af de kæmpemæssige vægge og rum. Alene hvor stilheden ville æde ham op og gøre ham sindssyg. Alene i mørket, der ville omfavne hans blik som noget af det sidste han så når han lagde sig til rette i en af stolene i kommandobroen og lod øjnene glide i, imens havet over ham bare var, det tavse publikum til hans undergang.

Han arbejdede sig igennem vandet ned til hullet hvor han greb om kanterne og skubbede sig igennem. Hans hoved kom ud, iltflasken fik et stød da åbningen blev lukket yderligere, men han formåede at komme ud og strække sig mens hans fødder arbejdede alt de kunne. Han så bag sig hvordan hullet sank sammen og blev opslugt så snart spidsen af hans svømmefødder var kommet ud på den anden side. Hans hjerte hamrede mens han svømmede. De stejle klippesider vibrerede så vandet kastede ham fra side til side. Det var en kamp at komme tilbage til kapslen. Han så skiftevis fremad mod det lille fartøj, der sad fast i revnen og bag sig mod konstruktionen, der var sunket betydeligt og nu var halv størrelse. Havbunden var kollapset omkring den som om den blev suget med ned, og han kunne se strømmen af vand, der fulgte med.

Sam nåede hen til kapslen og slog febrilsk mod den store knap, der ville åbne slusen. Klippestykker var begyndt at løsne sig omkring ham. Han bad til at det ville befri kapslen, men strømmen mod hullet hvor konstruktionen var ved at forsvinde, havde også fået et tag i vandmasserne omkring ham. Slusedøren åbnede sig uendeligt langsomt, og han skyndte sig indenfor hvor han tvang døren i inden den nåede at åbne sig helt. Mekanismen protesterede på det kraftigste, men der var ingen tid at spilde. Han var allerede ude af den tømte iltflaskes remme og havde fået løsnet svømmefødderne da vandet var dalet nok til at han kunne trække hjelmen af sig.

Han mærkede atter tyngdekraften trække ham ned mens vandstanden sænkede sig, og han støttede sig mod døren ind til den trygge kabine, hvor tanken om at få startet motoren op var det eneste, der drev ham frem.

Op og væk.

Da vandet efterhånden var sunket til hans ankler, åbnede han op til kabinen og snublede ind over dørtrinnet for at komme hen til styrepanelet. Hans hænder greb ud i flere retninger, målrettede og bevidste om hvilke tændinger, der skulle sættes i gang for at give motoren det største boost for at komme fri. Kapslen dirrede mens lysene i instrumentbrættet blændede op, målerne lyste og nålene svang bag de runde glas. Han satte sig og spændte selerne over skuldrene, slog manuel styring til og greb fat i det gamle ror som han hev hårdt opad. Kapslen skramlede mod stenene og med nogle host og skurrende ryk, kom den endelig fri mens motoren kørte på fuldt tryk. Så snart den var ude af klemmen kom den hakkende afsted ud i vandet. Strømmen kastede den rundt, og han måtte holde fast mens han priste sig lykkelig for at have spændt selerne, der holdt ham til stolen mens han nu og da hang på hovedet.

Det var svært at orientere sig i kaosset. Skidt, sand og klippestykker hvirvlede om ham i en grå suppe mens han måtte stole på sensorernes bippen, når han kom for tæt på klipperne. Efterhånden fik han styr på kapslens kurs og vendt den så blodet kunne dræne tilbage ned i fødderne fremfor op i hovedet. Det dunkede i panden og værkede i skuldrene hvor han spændte hårdt til, så hænderne forblev hvor de var. Den grå tåge forsvandt fra cockpittets udsyn, og han strøg op igennem det mørke vandt.

Op og væk.

Kapslen hostede og harkede, motoren spruttede nu og da mens den fik fuldt blus på alle kanaler og ventiler. Alarmer blinkede og bippene hikkede nu og da når nogle af komponenterne lyste rødt, og selv i vandets kølende omgivelser lod metallet nogle gange til at nå uanede temperaturer. Sam slog lydene fra og var overladt til kapslens skrig og hvin, når sammenføjningerne gav sig og skurrede mod hinanden. Hans blik var stift rettet mod ruderne foran ham hvor vandmasserne delte sig mens kapslen skubbede sig frem med besvær mod det enorme tryk. Selvom motoren var presset til det yderste, var fremdriften træg og hakkende. Han knugede om roret så hans knoer blev blege af blodmangel.

Han ænsede ikke vandet udenfor, men i stedet var hans blik fuldt af billeder, der dansede og sværmede for hans nethinde. Verden omkring ham blegnede i det flor af motiver, der bølgede foran ham. Ruderne blev til skærme hvor han så scenerier og landskaber, frodige marker og friske vandløb; fiskene svømmede i vandet foran ham så lyset fangede deres farverige skæl. Fugle med farvestrålende fjerpragt spredte deres vinger, dyreliv trivedes, planter voksede, en solnedgang stod i brand, nordlys bugtede sig foran hans blik.

Og han havde svaret. Han vidste hvordan alting kunne forenes igen. Den sandhed, som ingen havde tænkt på. Det var indlysende, kompliceret men indlysende. Tallene fór igennem hans bevidsthed, kombinationer, ligninger og formler for udregninger til de værktøjer, der skulle bygges og bruges. Der skulle eksperter, ingeniører, hårdt arbejde og flid til, men det kunne lykkes. Det skulle lykkes.

Efter hvad der syntes at være evigheder kom kanterne af revnen til syne, sorte, skarpe tænder tegnet mod vandet, der omkring det var tonet lysere end omgivelserne, til trods for dybden. Det var ikke meget lysere end normalt, siden det var langt ud på natten, men nok til at gløden i kabinen blev mærkbart anderledes. Sams hjerte slog kraftfuldt mod hans ribben, og hans blik flakkede oftere til brændstof- og iltmåleren nu. Brændstoffet var nået ned i det røde felt og den lille lampe, der før havde blinket med rolige mellemrum, var nu konstant tændt. Han mærkede vejrtrækningen være mere besværet. Selv anstrengelserne i hele kapslens system gjorde, at advarselslamperne flakkede og blegnede nu og da.

Sveden klæbede til hans ryg og gjorde det ulideligt at sidde i stolen, men han var som limet fast af sin ihærdighed. Han mærkede det summe i hele kroppen og hvordan alle hans tanker gik ud i kapslens yderste skrue, som om hans viljestyrke var det sidste, der holdt konstruktionen sammen, så den kunne modstå presset fra omgivelserne og hans hårdhændede behandling. Han kunne høre motoren hvæse og gispe, og et par møtrikker var faldet ned og hoppede og dansede på det vibrerende gulv.

I det fjerne så han det røde lys fra haloen, det blinkende øje i natten, der guidede ham. Der ville ikke gå længe før de kunne se hans lys. Snart ville han bryde overfladen, mændene ville tage imod ham, han ville blive lukket ind, så han kunne berette om sin bedrift og få forklaret alt. Beskeder ville blive sendt, opkald foretaget, nyheder spredt. Lige om lidt.

Med ét satte projektørerne ud og mørket trykkede uendeligt imod kapslens skrøbelige skrog da det lille fartøj stoppede al fremdrift med en sprutten fra motoren. Alle lys på nær den lille, røde diode ved brændstofmåleren var gået ud, og det komplette mørke omsluttede ham. Lydene døde hen, pustet fra de små dampventiler forsvandt efter presset på metallet svækket var aftaget.

Et kort øjeblik hang den frit i vandet som en vægtløs satellit i intetheden.

Den røde diode kæmpede en ihærdig kamp inden den og det røde lys fra skibet ovenover blegnede i takt med at kapslen begyndte at synke. Alle synerne var forduftet for hans blik mens han mærkede tyngden i kroppen hive ham nedefter, ude af stand til at standse det, ude af stand til at kalde på hjælp. Det brusede i kroppen mens han trak vejret tungt, og kapslen pludselig virkede alt for lille omkring ham. Han greb beslutsomt i remmene og klikkede deres sikkerhedslås op så han kunne komme ud af stolen. Det krævede noget at holde balancen mens kapslen stadig var rettet næsten lodret op, og han klamrede sig til ryglænet mens han forsøgte at gribe ud og få fat i nogle små udspring i panelerne og et par håndtag, som kunne stabilisere ham. Han fik kæmpet sig ned til bylten af svømmeudstyr og iltflasken, der lå i et mørkt hjørne. Hvad han havde forventet havde han selv svært ved at afgøre. Måske var det den lille paniske stemme i baghovedet, der havde drevet ham ned til de sidste muligheder han havde, men mens han stod med tingene i hænderne, stod det klart, at det ingen chance havde for at bære ham op til overfladen.

Modløsheden erstattede panik mens han så op. Stolens sæde og ryg stod tegnet som en sort, klumpet silhuet over ham mens et par skruer gav op og løsnede sig fra deres huller. Vand begyndte at pible ind, først langsomt men efterhånden med større og større styrke, og det steg op omkrng hans støvler fra bunden af kabinen. Lyset svandt omkring ham og kulden tog til.

Med en kraftanstrengelse fik han hevet sig tilbage op i sædet og sat sig tungt til rette. Han stirrede frem for sig mens den røde halo forsvandt af syne og skyggerne voksede op omkring ham. Var det virkelig sådan her det skulle ende? Var det slutningen? Alt der var værd at vide, om vores verden, dens redning, vejen ud, alle svarene på alle problemerne, alle løsningerne på konflikterne, alle hemmelighederne for afgrødernes ve og vel og dyrenes overlevels.

Alt var tabt.

Han lukkede øjnene mens modløsheden gik over i overgivelse. Der var ikke noget han kunne stille op. Vandet steg i kabinen og fartøjet sank længere og længere ned. Han så revnens sider igen strække sig op omkring ham, et gab, han netop var undsluppet, men som han på den mest forræderiske måde atter blev suget tilbage i. Strømmen trak ham nedad mens vandet sluttede sig omkring hans krop og lukkede sig over hans hoved. Han mærkede ikke engang kulden længere. Snart ville han slutte sig til konstruktionen nede i mørket. Snart ville han være en del af dens hemmelighed, glemt for evigt langt under overfladen.

Et tungt suk undslap hans læber, en sidste udånding mens vandet trængte ind og fyldte hans næsebor og mund. Det løb ned igennem svælget og fyldte hans mave og lunger hvor det udspilede ham og presset til sidst fik hans krop til at give op.