Welcome to Night Vale

Hvis man var en del af Tumblr-segmentet tilbage i start 10'erne, har man sikkert ikke kunnet undgå at høre om Welcome to Night Vale. Det var en af de første storytelling podcasts der blev katapulteret til berømmelse på internettet bl.a. hvor dens mystik, randomness og mærkelige fortællinger hurtigt gjorde den til en darling blandt lyttere. Man gik så langt som til at snakke om "The Night Vale army".

Man kan måske bedst beskrive den som Twin Peaks møder Lovecraft, og det er en blanding der uden tvivl har gjort den elsket blandt mange fans af begge genrer.

Jeg lyttede selv til den i dens starttid tilbage i 2012, men holdt en lang pause fra 2015 og faktisk frem til nu, hvor jeg ifbm. et kreativt projekt, har siddet og hørt de første 7 år igennem. Podcasten kører stadig, og indeholder en masse god humor, vanvid og en god portion queer repræsentation.

Welcome to Night Vale har altid haft en speciel plads i mit hjerte, da det var en podcast som jeg hørte rigtig meget mens jeg boede alene og havde det meget skidt. Det var som at have en anden person i rummet der fortalte mig den her historie om den sære by og de ting der skete. Jeg yndede at stå og male ved mit stafeli mens jeg lyttede, og siden er det næsten blevet en fast følgesvend når jeg laver kreative projekter af forskellig art. Cecil Baldwin lægger stemme til hovedpersonen Cecil Gershwin Palmer, og hans stemme er mørk og behagelig så man med det samme bliver sendt afsted til byen og de seneste makabre og bizarre hændelser der udfolder sig.

Da jeg hørte den i sin tid nåede jeg forholdsvis langt, omtrent til episode nogle-og-70, men det vil nok altid være de første 49 episoder, der står stærkest for mig som ægte Night Vale stemning og fortælling. Episode 48 og 49 er begge fra den første live-optræden hvor det meste af handlingen vi har fulgt indtil videre når en form for klimaks. Derefter følger en del episoder, hvor man som lytter har lidt svært ved at falde tilbage ind i historien. Det var samme følelse jeg fik som da jeg kom til sæson 6 og 7 i Supernatural, hvor jeg stod af. Det føltes som om manuskriptet famlede efter samme følelse som tidligere, men gentagelserne begyndte desværre at være et irritationsmoment for mig. Der gik lidt tid i den seneste gennemlytning hvor jeg godt kunne mærke, at der var en grund til at jeg ikke havde fortsat med at høre den, men nu gjorde jeg indsatsen og fik lyttet mig helt frem til 152. afsnit ud af nogen og 260 styks (plus minus bonus episoder fra andre podcasts fra samme skabere), hvilket ikke er nogen lille bedrift. 70 timer i alt har det taget mig, og jeg har stadig en del igen - hvis jeg vælger at fortsætte.

Podcasten ville have været en ren 10/10 hvis der måske var en erkendelse af, at gentagelser ikke gavner historien. Det minder mest af alt om forsøg på at fremhæve noget af det nostalgiske i de første afsnit når de igen og igen bliver citeret eller parodieret eller sætninger går igen. Der er selvfølgelig hele præmissen omkring tidslinjer, for det er også en stor del af historien, så at man vender tilbage til nogle udgangspunkter giver i den forstand mening, men i langt de fleste tilfælde ender det med at virke som om man griber ud efter noget i håb om at "tilfredsstille" lytteren og give dem det de har lyst til at høre, fremfor at skrive noget nyt og mere meningsfuldt.

I den seneste gennemlytning kom jeg også langt nok til at støde på den del af historien der er mere "world-building"-agtig, noget, som ikke rigtig har været så central en ting i podcasten i den del af historien som jeg oprindeligt lyttede til, og for mit vedkommende var jeg faktisk skuffet, da jeg følte at mystikken forsvandt efterhånden som jeg fik forklaret hvordan tingene hang sammen i Night Vale. Selvom det var baggrundsviden som var interessant at lytte til som fortælling, og selvom det essetielt giver mening at placere det som en del af fortællingen, gav det mig alligevel følelsen af, at der var nogle elementer der tidligere var skrevet som random ting og nu fik roller/titler/funktioner som de ikke havde haft før. Og på en eller anden måde faldt det til jorden med et brag for mig.

Fortsætter jeg med at høre den? Måske. Jeg er investeret nok i at forsøge at komme "igennem" den, hvis man kan kalde det det. Den har helt klart fået en anden lyd i mine ører, og måske er det bare et tegn til at jeg enten er blevet ældre siden jeg begyndte på den (det er trods alt små 12 år siden), eller også at historien bare har en anden retning end den jeg foretrak at høre, da den begyndte.