SoMe og forfatterskabet

Det er på tide at vi har snakken. Eller "snak" er så meget sagt. Debatten? Vendt tankerne? Krydset mentale klinger?

For jeg er vel ikke den eneste der struggler med sociale medier og den vekselvirkning der er mellem at skulle eksponere sig selv og samtidig føle sig autentisk nok.

Jeg vil ikke lægge skjul på, da jeg første gang hørte, at man havde bedre vilkår som forfatter ved at være aktiv på sociale medier, at mit hjerte sank ned i fodsålerne på mig. At det næsten blev forventet af én, at man skal være noget nær en influencer, for at kunne dufte en bid af kagen. Det var noget nær uoverskueligt at skulle ind i.

Jeg er heldig, at jeg er af den yngre generation og måske ikke så sky overfor den slags - selvom jeg stadig mangler at greje TikTok. Min tid på SoMe har været både god og dårlig, og faktisk havde jeg langt hen ad vejen skudt det hele lidt til vægs, indtil jeg sidste år tog mig selv lidt i nakken, takket være kærlig guidance fra nogle skrive-kollegaer, og drog ud på en rejse, der nu omfatter både en FB-profil, en Instagram og en hjemmeside. Jeg har valgt ikke at dele min Instagram op fra privatliv og forfatterliv. Det er same-same for mig, og det gør det nemmere at administrere, når jeg ikke skal jonglere for mange cross-posts - til trods for at Meta Business har et værktøj til at planlægge og tilrettelægge posts ud i fremtiden. Jeg har skam benyttet mig af den, men det ender med ikke at føles autentisk, for mig ihvertfald. Jeg er sikker på at andre har stor glæde af det (til trods for en skod UI). Heldige asner.

Anyway, for mig er SoMe meget mekanisk. Det føles som en konkurrence at få nok likes på et opslag til at man ligesom er glad for sit arbejde. Og efter 5 dage er det allerede begravet igen og ser måske aldrig solens lys igen. Det er meget utilgiveligt, specielt når man lægger tid og kræfter i lortet.

Jeg har fundet måder at hygge mig med det på, det er skam ikke det. Jeg elsker at dele ting, når jeg har fået et gennembrud i mit arbejde. Jeg er stadig pissehamrende stolt af mine forsider til Aliasagaen, og der skal nok komme mere, både af den men også andre projekter. Og så selvfølgelig kattebilleder. De klarer sig ironisk nok altid bedre end de her lange blog posts.

Ikke desto mindre vil jeg holde fast i det skrevne ord i en tid hvor SoMe æder koncentrationsevnen bid for bid, og fast content er alfa og omega for at blive til noget. Reels, TikTok videos, Youtube Shorts, det hele går hurtigt, skal fange i løbet af få sekunder, ellers bliver der scrollet videre. Ikke at jeg død og pine vil sidde og lave content til masserne, jeg har det ok med at folk følger mig, fordi de føler jeg har noget på hjertet som de ræsonnerer med, og som ikke bare behager dopamin-udløserne. Jeg tror bare, at mit sarte mentale helbred allerede er træt, og jeg stirrer på de profiler, hvor der bliver postet updates dagligt for at være konsistente og aktive online, og alligevel er interaktionen med deres posts begrænset.

Så hvorfor overhovedet prøve? Hvorfor overhovedet forsøge, at hamle op med short form og virale hits? Well, hvis man ikke prøver, så kan man ikke komme og brokke sig. Og jeg er glad for at brokke mig, så derfor tror jeg, at jeg giver mig selv et frikort på brokkontoen. Jeg investerer i retten til brok, tager aktier i brok-selskabet Brok a/s. Jeg kunne måske lave en helt separat instagram-konto med et handle á la Brokrøven, men så er vi ude i en ny genre af content, og hvad var det lige jeg sagde med cross-posts og flere platforme?

Nå, men jeg håber I har magtet at læse til vejs ende. Hvis I havde noget I ville brokke jer over ang. SoMe hvad skulle det så være?

P.s.: jeg har også fundet ud af, at de her SoMe blog-opslag er vanvittigt gode opvarmningsøvelser til at skrive, bare sådan generelt. Så det dér med at planlægge posts er faktisk lidt ærgerligt, ihvertfald for mig, for så bliver det hele lagt op på én dag istedet for spredt ud og også brugt til noget konstruktivt. Måske andre har det på samme måde?