SoMe - for you or for me

Forleden dag skrev jeg mit afskedsbrev til Facebook. I 18 begivenhedsrige år, helt fra den spæde start til nu, har jeg været derinde og set platformens storhedstid og fald. Da jeg startede handlede platformen om dumme quiz'er, youtube musik- eller kattevideoer. Dengang var det relevant hvad man skrev ind i sin profil om hvilke film man så eller bøger man læste. Man fandt gamle skolekammerater og nye venner. Man havde poke-krig og spillede dumme spil. Viralitet var ikke en realitet.

Det var det første sådan "rigtige" sociale medie, og det var med til at katapultere internettet ind i en ny æra.

Forum-baseret interaktion blev opslugt, hjemmesider stort set skrabet for al relevant indhold og al kommunikation flyttet over til chats og kalenderen på mobilen blev udskiftet med event-oversigten på FB.

Og siden da er der jo så gået næsten små 2 årtier. Og meget er sket. Verden er videre, og på mange måder er FB også videre. FB var det første sociale medie som de ældre generationer lærte at brige, altså dem der ikke er vokset op kronisk på internettet. Og blandet med sociale mediers fandenivoldske præmis om at "man skal dele alt", så er der vitterligt blevet delt ALT. Alt for meget. Jeg studsede selv over det, da jeg skrev mit farvelbrev og jeg dagen efter opdagede at jeg kunne se et hvepsebo under loftet på vores depot. Min første impuls var at jeg skulle skrive det på FB, men nårh nej, det har jeg jo kinda lukket ned nu. Hvem skal jeg så dele det med? Guess what - ikke nogen. Alt hvad der bliver delt på FB er så pissehamrende ligegyldigt.

Og så er der alle bots'ene. Og reklamerne med de skjulte marketingsstrategier. Og influencerne. Og AI. Don't even get me started on AI.

Afskedsbrevet kunne lige så godt have været til Instagram, to be honest, om end jeg synes at platformen anvendes på en væsentlig anden måde, som jeg stadig er liiiiidt ok med, med eftertryk på "liiiiidt". Bots og reklamer og AI og influencere lever stadig i bedste velgående, men i det mindste er der lidt længere mellem de racistiske/transfobiske kommentarspor og alle grupperne, der bliver oprettet som modsvar til andre grupper eller som politiske statements, der efterhånden siver ud i sandet igen.

Men jeg er ikke på SoMe af min egen gode vilje. Jeg er her fordi jeg gerne vil nå bare lidt længere ud over målstregen for mine bøger, og jeg kender ikke til én eneste selvudgivet forfatter, der ikke tyer til SoMe. Engang kunne man nøjes med en hjemmeside og et nyhedsbrev (og et forlag, med god økonomi og marketing skills). Nu er der nogle helt andre krav. Og guderne skal vide, at det hænger mig langt ud ad halsen, men jeg er vel en slave af min egen ambition. Ligesom alle andre, der forsøger at halse efter "algoritmen" for at være relevant, trendy og nyskabende.

På den front har jeg dog besluttet mig bare lade være. Jeg har ikke opgivet. Jeg gider bare ikke. SoMe skal være for mig og ikke for andre, og ikke KUN en reklamesøjle. So what hvis jeg kun får 12 likes på et velkonstrueret motiv med dertilhørende utrolig gennemtænkt tekst, mens jeg får 40 på et lynhurtigt billede af min kat? Min kat er også vigtig. "Hvad gør du for at nå ud til folk?" - Ikke en skid. "Hjælper det at poste kl. 7 om morgenen?" - Aner det ikke.