Overtænkning og skriveblokader

Vi kender alle følelsen af at sidde fast i et projekt, antageligvis kreativt, men nogle gange såmænd også fagligt eller personligt. Man er gået i stå og ved ikke hvor man nu skal bevæge sig hen. Man tøver.

Hvad er det rigtige valg, højre eller venstre? Hvilken retning skal man tage? Hvilken sætning skal man starte på? Hvilken farve skal gå før den næste?

Man kan se det hele for sig, som perler på en snor der leder ud i et eller andet større, om det er planlagt eller ej, så er der en fremdrift som man gerne vil videre med, et flow man gerne vil tilbage ind i. Men man er standset midt i bevægelsen, midt i penselstrøget, sætningen, klikket fra den ene research-fane til den næste. Tankerne dvæler ved hvad der kommer i næste række og et væld af bekymringer siver op til overfladen. Er det godt nok? Er højre det rigtige valg fremfor venstre? Er kongeblå bedre end turkis? Er "in media res" godt nok til den her fortælling?

Jeg kender det ihvertfald alt for godt, og personligt tror jeg ikke der findes nogen opskrift der passer til alles behov, så man undgår at stagnere midt i processen. Det er heller ikke fordi det er ulovligt. Der skal være tid til at reflektere over sine valg og vægte noget fremfor noget andet. Forskellen ligger i, når man ikke formår at gå videre, selv når valget er truffet. Fingerspidserne dirrer på toppen at tasterne, penslen svæver over papiret men finder aldrig vej til overfladen før malingen er tørret ind i hårene. Man bliver ved med at tvivle, ved med at sidde fast.

Forskellen på dette scenarie og en skriveblokade er den mere akutte tilstand man er i, hvor overtænkningen har fat og nægter at give slip. Det er det åndeløse sekund hvor man kan mærke, man er ved at bryde igennem isen, for blot at se sekunderne blive til minutter og timer, hvor der stadig ikke kommer ét ord ned på det metaforiske papir. En skriveblokade er en længerevarende tilstand, hvor et eller flere projekter stirrer tilbage på én, og uanset hvordan man vender og drejer sig, kan man ikke undslippe dem. Det bliver mere lammende end motiverende, og man lukker efterhånden mere og mere af, udsætter at tackle næste skridt og finder noget andet at give sig til indtil den værste skyldfølelse over sin handlingslammelse har fortaget sig.

Nogle gange er det netop det sværeste ved en skriveblokade: skyldfølelsen og måske skammen over "hvorfor kan jeg ikke bare gå videre?"

Det er en psykologisk klassiker, som ikke kun kan vinkles til kreative processer, men også personlige tilstande i livet. Hvorfor kan jeg ikke bare ringe til banken? Hvorfor kan jeg ikke bare spise sundt, sådan som de siger jeg bør? Hvorfor kan jeg ikke også træne mens jeg jonglerer fuldtidsjob, familiearrangementer og fritid?

Man hører at børn ofte spørger "hvorfor" i de tidlige år, men voksne kan også være med på den dille.

Hvad er så løsningen, om man må spørge?

Jo, som sagt, så findes der nok ikke én løsning, der passer alle. One-size does not fit all. Men en tommelfingerregel, som jeg har lært, er at sige tingene højt, eller som minimum få skrevet det ned. Så snart man har nedfældet noget sort på hvidt, eller ytret noget, så får det en plads i verden. Det kan lyde torskedumt, men der er noget om snakken, når man siger, at man skal sige højt til sit spejlbillede, at man er god nok, at man godt kan og at man er smuk som man er. Ordene får en vægt og en tyngde som tanker ikke har. Konkretiseringen af problemstillingerne er med til at fjerne den forhindringsbane, som tankerne er med til at opstille for én. Et eksempel indenfor det kan også være konflikter, som man måske vælger at løse ved at skrive et brev. Følelserne får en forløsning, og måske var det alt man havde brug for, for at komme videre.

Menneskets evne til selvindsigt og tankevirksomhed er noget af det, der adskiller os fra resten af dyreriget, men det er også en hæmsko for vores egen selvudvikling, når vi begynder at dvæle for længe ved noget, der måske ikke behøver så mange tanker men mere handling.

Så mit personlige råd er den dybe indånding og med lukkede øjne, at få tankerne om tankerne ud af sindet, så der er plads til at bevæge sig fremad. Des mere man tænker over hvad det næste ord skal være, des færre ord kommer der i sidste ende ud. Og det gode ved ord er, at de altid kan slettes, rettes, skæres fra og sættes ind igen. Det samme gælder i en vid udstrækning andre kunstformer. Et dansetrin kan tages om, en filmscene kan skydes om eller klippes fra, en blyantstreg viskes ud.

Fjern blyklodserne af tanker om anklerne og gak ud i det kreative højland!