Lest They Leave

Jeg havde fornøjelsen af at betalæse første del af Lest They Leave, men dette var første gang jeg har læst den i sin helhed. Jeg har aldrig læst en romance før af egen vilje, så det tør siges, at den tog min mødom på den måde. Og på samme måde, står bogen som et lille, skinnende unikum i sin egen ret.

Rent sprogligt er det som at glide afsted i honning på Versailles' glatte flisegulve (man glider nemt selv uden honning, just sayin'). Lest They Leave er ikke en page-turner på samme måde som en krimi måske kan holde én ude på kanten af sædet og man bare må læse videre, cliffhanger efter cliffhanger. Nej, det er faktisk nærmere teksten man sidder og slubrer i sig som et slikgrådigt barn, der bare vil have mere. Flere ord, flere følelser, flere lækre billeder, der oser ud i fjæset på én mens man læser og læser. Jeg slugte bogen på under 24 timer, og det var en god læseoplevelse (måske lidt farvet af at jeg lige var kommet fra en skod læseoplevelse, men whatever!). Billederne er gyldne, farvet af foråret hvor handlingen foregår, og man fornemmer næsten hvert solstrejf, hver duft og elegant håndbevægelse.

Det var interessant at læse en bog på engelsk, der foregik i et ikke-engelsk talende land. Det burde måske ikke være noget nyt, det er jo sådan med mange oversættelser, og man kan sige det samme om danske bøger, der foregår i udenlandske settings, men lige i det her tilfælde tror jeg, at jeg tilskrev det skrevne engelsk en langt mere engelsk eller ihvertfald amerikansk setting fremfor fransk pga. idiomer, sprogbrug, vendinger. Jeg er ikke i tvivl om, at det ville svare til en god oversættelse, havde historien originalt været på fransk, men fordi vi befinder os i mellemkrigstiden og en elite-klasse-skildring, så er mine associationer så amerikansk-tunet, at det var svært at se bort fra. Når der kom franske referencer ind i teksten, skulle jeg simpelthen minde mig selv om hvor vi var. Det var også værst i starten, men efterhånden blødte det mere op og jeg kunne give slip og fordybe mig i historien. Et par ting jeg stejlede over var henholdsvis, at der var en del gentagelser. Det er et virkemiddel, og i begyndelsen er de fine, men des længere man kommer hen, des mere ender de som gentagelser og ikke virkemiddel. Det er helt klart et mindre irritationsmoment, men det kan måske gå nogen mere på end andre. Derudover er sproget utrolig poleret, som i, det er næsten for picture-perfect. Det er lækkert at læse, men jeg tror jeg savner den tyngde som en engelsk-talende person kan have i sit modersmål og som en person, der har lært sproget, ikke nødvendigvis har, uanset hvor stort et ordforråd og hvor godt et kendskab man har til det.

Historiens tematikker er bygget op omkring tab, frygten for at blive forladt, troen på sig selv, kærlighed i alle afskygninger, både den forbudte, den anderledes men også den forpligtende. De mange facetter spiller sammen i et elegant kaleidoskop af smukke scener. Jeg nød at læse en bog, der ikke forsøgte at være en spændingsfortælling. Man fik lov til at dvæle med karakterene. Sylvie er en overtænker, men hun er samtidig også skarp til at analysere og identificere sine omgivelser. De utallige små gestikker og måder at udtrykke sig på bliver til en dans mellem karakterene, og man fornemmer uden slinger i valsen hvordan datidens måde at begå sig på, er så langt fra nutidens måder både at udtrykke sig, vores kropssprog, vores syn på hinanden og mennesker helt generelt. De små bikarakterer i form af tjenerne og chaufføren i Gallard-huset er skønne og med til at give nuancer til samtidens hierarkiske skel. Specielt scenen hvor Sylvie iklæder sin husholderske en fin grøn kjole og chaufføren måber da han ser husholdersken klædt i en kjole, der tilhører husets frue.

Og midt i det hele er der selvfølgelig også queer-tematikken, der i høj grad er omdrejningspunktet for historien. Sylvie er ikke én som jeg til at starte med tilskrev en tiltrækning til det samme køn, men vækkelsen som Eloisa står for er helt klart et fyrværkeri i hende, som man senere må erkende kan være utrolig nådesløst for nogen, der vil holde deres ry "rent", specielt i starten af det 20. århundrede.

Slutningen kunne være gået tre veje, og uden at spoile noget, så tror jeg, at jeg ville have foretrukket en af dem, som den IKKE gik. Og måske er den slutning man så får også både hjerteskærende, bitter og lidt flad, i og med, at den ikke er forløsende for nogle af de følelser man nødvendigvis sidder med. Men det gør den ikke dårlig. Faktisk gør det den meget samtids-tilsvarende og ikke en Hollywood tåreperser.

Jeg vil klart anbefale at læse den, hvis man vil have noget sprogligt candyfloss, og en smuk, slice-of-life historie, der bare er det den er: rigtig god.