Kunsten at skrive i kor

om skrivefællesskaber og deres betydning for mit forfatterskab

Mennesker vokser med mennesker. At skrive alene er som en solosang. Det er ikke forkert, og det kan være meget smukt og unikt, men at skrive med andre er for mig som at synge i et kor med ensemble og gennemført partitur. Det kræver lidt tilvænning men til gengæld får man så mange flere harmonier og nuancer.

Engang skrev jeg alene. Det er efterhånden mange år siden, men det var også dengang mine historier var væsentligt mere præget af teenage-depressioner, traumer og alskens godt fra livets bagage. Jeg tror mange kan nikke genkendende til at stifte bekendtskab med skrivning i forbindelse med netop de tidspunkter af livet hvor tingene ikke helt kører som det skal, uanset hvilken aldersgruppe man tilhører. Ord er med til at manifestere tunge tanker, følelser og begivenheder. Man får vendt og drejet verden og set den gennem et kaleidoskop af mangefacetterede muligheder for at analysere, reflektere og processere, de ting der måske gør ondt og fylder mere end godt er på overetagen.

Engang troede jeg da også, at det var "bedst", så at sige, at skrive alene. Det var meget nemmere når man ikke skulle tage stilling til hvad andre sad og skriblede ned. Jeg var i min egen klokke, fyldt med pantsing flow og handlingsforløb der aldrig rigtig kom videre, fordi jeg foretrak at tingene egentlig ikke ændrede sig så meget. Ydermere var jeg også blevet fodret med skoletidens frygt for at blive bedømt og dermed udstillet og nedgjort for noget jeg godt kunne lide. Så at vise andre hvad jeg skrev, var slet og ret utænkeligt.

Mit første skrivefællesskab i online tekstbaseret RPG i 2007 var en blandet affære, på både godt og ondt. Jeg lærte at ord kan have en enorm kraftfuld påvirkning på andre, og at man kan gemme sig bag dem i årevis mens man lader sine karakterer agere maske udadtil. Man danner et image, der krakelerer så snart man møder menneskene bag, man krakelerer selv og de med én når man indser, at man slet ikke møder de forventninger, der er blevet sat op gennem tiden. Som det er med rigtig mange andre dele af den online tilværelse versus virkeligheden.

Men det fællesskab lærte mig også at folks reaktioner på mine ord var vigtig for mig. Deres reaktioner og applaus fodrede mig med motivation og drive til at skrive og fortælle. Jeg var rent faktisk god. Jeg frygtede ikke længere at blive bedømt men søgte i stedet anerkendelse, som ligeledes blev givet. Duh, hvem kan ikke godt lide anerkendelse? Det er sgu da meget rart, right? 

Men der var også den feedback man fik meget hurtigt fra de andre i spillet. Spænding og intriger blev plottet til den store guldmedalje (nogle bedre end andre), der blev sparret og finpudset historier og karakterer. Selv min roman Sjæledyr er opstået gennem plotting i online RPG.

Hvorom alting er gled jeg ind og ud af online RPG, til jeg til sidst lagde det helt fra mig. En kort periode var jeg engageret i et fysisk skrivefællesskab, men da det var tilknyttet et forskningsforløb havde det en udløbsdato. Jeg stødte bagefter på et par online skrivefællesskaber, hvor man skriver sit eget men ikke desto mindre sparrer med andre, får feedback og kritik og ros og et indblik i hvad andre bedriver på deres forfatterfront. 

Jeg begyndte at betalæse, endda give lidt redaktionshjælp til andre forfattere, og hvad jeg gav fik jeg også igen. Jeg voksede som forfatter, som sparringspartner og som menneske ved at indgå i sociale, lærerige sammenhænge med ligesindede. Jeg lærte at lytte og blive inspireret af mere end bare billeder, sange eller hvad jeg ellers tidligere havde brugt til at fordybe mig. Og måske vigtigst af alt så jeg distancen jeg var kommet, fra mine spæde teenage-år til at st¨å med en udgivet debutroman i hånden. Og uden et skrivefællesskab var jeg aldrig kommet så langt.