Året der gik, 2024
Så sidder vi her fandme igen. De sidste par blade i kalenderen er klar til at blive vendt, og der er et nyt sidste cifre i årstallet, som vi først vænner os til at skrive når vi når til september.
Og så ser man tilbage. Ser på året der netop er gået. Tænker i sit stille sind, at mennesket er en sjov størrelse, ihvertfald de af os, der er slaver af den her evige turnus med tid, hvilket vil sige langt størstedelen af os, uanset hvor på jordkloden vi befinder os.
For mit vedkommende stod 2024 i kontrasternes tegn, hvor det første halve år var en kamp for at finde et ståsted i mine projekter. Januar og februar gik med at vente på svar fra forlag, der endelig vendte tilbage med et afslag i marts. I april udnyttede jeg den fantastiske månedlange skrive-camp i Skriveheppekorets Discord, jeg fik noter tilbage fra betalæsere, der gav mig noget god feedback, men jeg kunne også mærke min gejst begynde at sive ud. Jeg begyndte at famle rundt efter nogle andre ting, da mit arbejde på Aliasagaen tydeligvis ikke gav mig glæde i øjeblikket. Jeg følte mig mat, udbrændt og begyndte at bruge tid og kræfter på foreningsarbejde istedet mens jeg mærkede min skrivesump blive større og mere håbløs end Håbløshedens Sump i Den Uendelige Historie.
Maj og juni kom med tur til Spanien, og på vejen hjem kom endnu et afslag fra et forlag, som jeg ellers var sådan næsten 99% sikker på ville tage Aliasagaen. Og et par dage efter det afslag på en novelle til en antologi. Det tog komplet pusten fra mig, der desværre lider af de hersens personlighedsforstyrrelser, hvis grimme ansigter, trods megen terapi, stadig popper frem fra tid til anden. Jeg har forklaret det før, at NPD ikke udelukkende er en ret overdreven tro på sin egen kunnen, men bagsiden af selvsamme lidelse er, at når det billede krakelerer, så krakelerer det hårdt.
Men takket være selvsamme terapi formåede jeg at sadle om og lave noget HELT andet et par uger. Jeg lagde skrivning på hylden og ville ikke spekulere på det overhovedet. Det var svært men nødvendigt. Som en person der har en dårlig dag hvis jeg ikke får skrevet, så var det stort at give afkald på det for en stund, men samtidig også sundt at trække stikket.
Og en uge inde i juli, som svar på et følgebrev jeg havde sendt afsted i et tamt håb om, at måske kunne jeg stadig noget (ikke hele manus, som jeg på daværende tidspunkt ret optimistisk havde sendt til et forlag, der nu er gået konkurs, og tak skæbne for at jeg ikke blev hevet ind i det shitshow), fik jeg tilbud om at første bind af Aliasagaen blev en del af Read.Die.Repeats udgivelser i 2025.
Det var som at puste liv til et dødt bål med en flammekaster. Jeg gik fra 0 til 100 i løbet af det minut det tog mig at læse mailen mens jeg sad i bilen en søndag, på vej hjem fra en hyggelig weekend i Hobro. Pludselig faldt alting i hak, jeg havde et mål, et formål og en kampgejst for at det her, det skulle bare sparke røven ud af bukserne på folk.
Aliasagaen er produktet af mange mange års skriverier, men i en forholdsvis ny indpakning, som er skræddersyet specielt til den historie. Jeg har førhen arbejdet meget traditionelt med urban fantasy settings, vampyrer der lever skjult i Paris eller sådan noget. Aliasagaen er godt nok stadig urban fantasy i en vis udstrækning, men det er også noget mere end det. Jeg vil skrive noget jeg selv gerne vil læse, og Aliasagaen er netop det. Så håber jeg bare, at der er andre der vil læse med.
Needless to say gik året derefter med at komme tilbage op i gear, pudse manus af en ekstra gang og gøre klar til udveksling med forlaget. Jeg tog til FantasyFestival i september med fornyet energi, efter jeg i nogle mørke stunder helt havde opgivet meningen med overhovedet at tage afsted. Essentielt havde jeg egentlig et formål, da jeg skulle hjælpe den dejlige Ravica i hendes bod, men på det personlige niveau havde gejsten været totalt udraderet i juni. Det var også en fantastisk tur, og jeg glæder mig til at vende tilbage i 2025.
September var også måneden hvor jeg påtog mig en lille event-vært hat inde i Skrivestuen og satte fire forskellige skrive-events op med udgangspunkt i månedens temanavn, "Spicetember". Der blev skrevet godt med spice, smut, romance og hvad der ellers hører under den kappe.
Oktober er min december, der selvfølgelig kulminerer med Halloween/bryllupsdag d. 31, og inden da har jeg min fødselsdagsfejring. I år var jeg også med på Promptober, som går ud på at skrive små, korte flash-fictions på 100-200 ord. Jeg udnyttede muligheden for at lege lidt mere med Aliasagaen og skrev 31 små slice-of-life/hverdagsscener til første bind, tekst, som jeg valgte at samle i et lille hæfte for sig selv. Bonusmateriale om man vil.
Den sidste del af oktober fik jeg også skrevet en god slat på tredje bind, og det var meget godt at få det ud af fingrene inden vi gik ind i november, hvor de første to uger stod på convention prep inden KoyoCon løb af stablen. Her lykkedes det mig at komme af med 8 ud af 10 goodiebags med Alia-merch. Om det har fanget folk ved jeg ikke, men det gav mig blod på tanden til at arbejde mere kreativt sideløbende med at skrive. Resten af november stod i skrive-månedens tegn, og det blev til godt små 29k ord i alt.
I december har der, som altid, været julet, men i vores husholdning er det heldigvis begrænset med hvor slemt det bliver i og med at vi kun er to personer og to katte. Skrivemæssigt blev det måneden hvor jeg arbejdede mere kreativt, fik pudset mit gamle keyboard lidt af og leget med lidt melodier, der måske kunne passe til noget stemningsmæssigt i Alia. Men det blev også måneden hvor jeg skrev første udkast til tredje bind af Aliasagaen færdig. Og så smed jeg den stort set i skraldespanden igen med det samme. Ej, ret skal være ret, jeg har forsøgt 6 gange at skrive en nogenlunde sammenhængende historie der skulle foregå i 3'eren, men det resultat jeg fik i denne omgang, da jeg endelig nåede til den sidste side, var ikke det jeg ønskede. Nu er jeg så, her i de sidste par dage efter jul, igang med en ny outline for at se, om ikke jeg kan lave noget nyt og bedre.
Året 2024 har ikke kun handlet om mit forfatterskab, men det er uden tvivl det største omdrejningspunkt, eftersom min livsdrøm gik i opfyldelse og jeg fik en kontrakt på "Sjæledyr". Ja, jeg har fået noveller udgivet før. Men en bog er alligevel noget lidt andet. Noget lidt mere specielt. Og ja, jeg vil snakke om det fra nu af og til jeg står med det fysiske eksemplar i hånden når den engang udkommer i efteråret 2025. Hvis du kender mig, så ved du at det her betyder noget helt specielt for mig.
Indtil da håber jeg at I vil følge med mig, om det er en passiv betragtning eller en masse interaktioner med mig på sociale medier, jeg er næsten ligeglad. Selvfølgelig er roser og opmuntringer altid rare at få, men jeg tror ikke det er noget jeg vil kræve af nogen. Så længe man måske bare bakker mig op, så er det faktisk noget af det jeg ønsker mig i 2025. Opbakning. Hep. Ros (når det selvfølgelig er fortjent) og også gerne råd og vejledning, hvis man ligger inde med viden eller erfaring, som man gerne vil dele eller sparre med mig. Jeg søger det ikke, men modtager det gerne hvis det bliver tilbudt.