Julen 2024

24-12-2024

Jul.

Yule alter, kilde: ardantane.org
Yule alter, kilde: ardantane.org

Jul er en omgang kommercialiseret, opblæst bras af plastikforurening, madspild og fråds som kun en begrænset portion af verdens befolkning har glæde af. Det er grådighedens undskyldning for at gå fuldstændig amok i mad og materialisme den ene måned om året. Mådehold er et fjernt minde mens der bliver fyret snaps efter snaps ned til sild, sylte og K-salater. Overflødighedshornstoget tromler derudad med 200km/t til andeskroget er gnasket rent, de brune kartofler slugt og sovsen slubret ned med vin og whatnot. Og det stopper ikke dér, for ugen efter er der nytårsaften med stor fest og en masse meningsløs krudt, der skal fyres af til lyden af rådhusklokkerne, så hunde, enhver lydfølsom sjæl og PTSD-ramte krigsveteraner må gå i hi i 24 timer (hvis ikke mere).

Så hvorfor overhovedet fejre jul? Et fåtal af danskere tager stadig i kirke i juledagene for at finde en eller anden mening med galskaben, og jeg forstår dem godt. For intet i den jul vi dyrker har noget at gøre med den jul vi "burde" fejre.

Og nu skriver jeg "burde" som en slags udskammende frase, men det handler mere om, at vi lærer vores børn hvad julen handler om - Jesu fødsel i en stald omgivet af armod og elendighed - og samtidig praktiserer den vildeste forbrugsfest som ligger milevidt fra netop dét. Hvis jeg var barn idag, ville jeg være snotforvirret. Eller måske ville jeg ikke være snotforvirret, for det ville måske kræve en vis portion analytisk kunnen at kunne lave en slags komparativ analyse af det sagte og det gjorte.

Jeg gad godt ikke at fejre jul. Min indre, satanistiske filosof er ved at brække sig over kristendommens kapitalisering på en højtid, der, før vi fik den hersens "Jesus i stalden"-godnathistorie, handlede om lyset i mørket, om den endnu ikke klimaforandringskvalte kolde vinter, hvor man forsøgte at overleve mens man ventede på at det blev lyst og nogenlunde varmt igen. Der skulle hele tiden være en slags fremsynethed, der gjorde, at man lagde lidt til side til den mørke tid. Man fedede dyrene op så de kunne stå imod. Lyset falmede og man var efterladt i et mørke, som de fleste af os idag sidder og brokker os over med snotten vendt ind i vores skarpt oplyste LED-skærme.


Yule krans, kilde: reddit
Yule krans, kilde: reddit

Det er svært at forestille sig hvordan det har været, og det er som sådan heller ikke fordi jeg siger vi skal lave en re-enactment af sult under vinteren. Jeg tror jeg længes efter refleksion, over en slags kulturel indsigt, der ikke stopper ved biblens tågesnak. Traditioner er svære at ændre på, men jeg ville blive glad for at kalde det noget andet end jul, når det basalt set ikke er noget, jeg vil støtte op omkring. Ihvertfald ikke den måde, det bliver forventet at man skal fejre det.

Jeg er glad for de af julens aspekter der handler om lys i mørke, sammenhold og en eller anden form for ro eller fred som mørket giver mig. Man må overgive sig. Himmellegmerne bestemmer dagslyset og min produktivitet.

Traditioner er svære at ændre på. Her i huset er der heller ikke mange timer til anden skal forberedes, kartoflerne koges og sovsen laves. Der er pyntet op, om end mængden af pynt vi har er baseret på hvor meget overskud vi har til at tage det ned igen. I mit stille sind priser jeg mit måske dobbeltmoralske hjerte lykkeligt for, at vores fejring i hjemmet er i så begrænset omfang, at jeg ikke bliver væltet bagover af dårlig samvittighed bagefter. Det svarer til hvad der ville have været en god festmiddag tidligere på året med nogle måske mere specifikke foreskrevne regler og forventninger.

Men det er vel også det julen er, right? Måske handler traditioner mere om forventninger. "Sådan har vi jo altid gjort, så det gør vi da bare igen". Men hvem siger man altid skal gøre det samme igen og igen. Hvem siger, at det behøver være det samme fra år til år.

Jeg inviterer til at 2025 er et forandringens år. En Forandringstid. Man kan argumentere for, at det er alle år, for der sker altid noget nyt og man er aldrig det samme menneske som man var dagen før. Men måske i højere grad skal man udfordre sig selv, ændre vaner, rutiner, holdninger, forventninger og livsanskuelser.

Måske er det på tide at vi finder ud af hvad julen betyder for os, istedet for at lade traditioner, forventninger og butikkernes og modefirmaernes AI-genererede reklamer diktere det. #reclaimChristmas2025 eller noget.

Såeh, glædelig jul, I guess?


Julelys, kilde: stockphoto
Julelys, kilde: stockphoto