Interview With The Vampire

Resume: Igennem et interview med radiojournalisten Daniel Molloy, beretter Louis de Pointe du Lac om sit små 200-år lange liv.

Vi befinder os i Louisiana i 1791 og Louis er trist efter sin brors død og hans skyldfølelse over ikke at tro på, at han så syner. Efter en ud af mange våde aftner i byen, bliver han bidt af en vampyr ved navn Lestat de Lioncourt, der tilbyder at forvandle ham helt til vampyr. Lestat er egentlig mest interesseret Louis' landstedet, alle hans penge og et sted hvor hans far kan være. Efter noget tid opdager slaverne at deres ejere er vampyrer, og Louis brænder stedet ned og tager med Lestat til New Orleans, hvor de slår sig ned.

Her finder Louis, der stadig er trist, en pige som han ender med at smovse i, og Lestat bringer pigen, som de nu kalder Claudia, hjem til dem så hun kan blive forvandlet og binde Louis endnu mere til Lestat.

I den lille regnbuefamilie går tingene først ret god (så godt som det kan, når man får børn for at holde på sin partner), men derefter dykker stemningen ret drastisk. Louis og Claudia planlægger at forlade Lestat og tage til Europa, men Claudia ender med at slå Lestat helt ihjel (or so it seems). Inden afgang til Centraleuropa bliver de først opsøgt af en fyr, som Lestat lod til at have udset sig til at blive sin nye vampyr-makker, og senere både denne fyr (nu vampyr) og Lestat selv, der lader til at være vendt tilbage fra sumpen, hvor de havde sunket hans indtørrede lig ned i.

De brænder hjemmet ned (igen), undslipper selv og kommer til Centraleuropa hvor de finder vilde vampyrer i øde egne af Rumænien. Men efter noget tid vil Louis altså til Paris, så til Paris kommer de, hvor de indlogerer sig på et fancy hotel, og Louis støder på vampyren Armand og hans troupe af teatervampyrer og unge drengetjener (icky, I know). Louis forelsker sig i Armand, og Claudia får Louis til at lave sig en vampyrmor i form af dukkemageren Madeleine.

Det ender alt sammen tragisk, Lestat dukker op igen (thick-thin plotarmor) og udpeger Claudia og Louis (mest Claudia) som hans mordere (eller ihvertfald forsøg herpå, siden han jo egentlig stadig er (u)levende), og Claudia og Madeleine betaler dyrt for det. Louis bliver vred og sætter ild til det hele (igen) og skrider med Armand.

Efter nogle års vandren med Armand vender Louis tilbage til sit udgangspunkt uden noget som helst andet på nær penge, som han lader til aldrig rigtig at mangle. Det er her, mange år efter de større begivenheder i hans liv, at han støder på journalisten Daniel, som han beretter sin historie til.

Personlig vurdering: Vampyrfiktion har i nogen udstrækning altid været min genre, tilsat et gradvist stigende islæt af fantasy. Og Interview With The Vampire - på dansk En Vampyrs Bekendelser - blev jeg introduceret til først gennem filmatiseringen fra 1994 (med d'herrer flødeansigt 1 og 2 i form af Brad Pitt og Tom Cruise, en 9-årig Kirsten Dunst der aldrig har spillet bedre siden, en herre ung Christian Slater og Antonio Banderas som Armand) og senere igennem den selvsamme paperback udgave som jeg netop har læst igennem igen.

Anne Rice er en horror forfatter når de er bedst. Hun maler sine steder med ord uden at bruge for mange unødvendige ord. Det er levende og tilstedeværende, man kan smage regnen, dufte mulden og mærke varmen fra alle de brændende bygninger, hun dramatisk nok sætter ild til i løbet af historien, en klassisk metafor for at brænde broer i et forsøg på at lægge fortiden bag sig. Det kunne ikke være mere on the nose men uden egentlig at være det. Jeg har altid beundret hendes leg med ord og sanselighed, og for mig var hun længder foran Hr. Stoker i sin fremstilling af vampyrer, om end de også er en kende over-powered.

Interview With The Vampire beskæftiger sig med en række forskellige forhold, der falder ind i hver sin kategori af usunde/toxic konstellationer. Der er behovsbåndet mellem Lestat og Louis, der egentlig starter mere som en stærk tiltrækning men ender med at være mere båret af Louis' tryghedsnarkomani i mangel på et bedre alternativ til viden om vampyrer. Man kan sige det samme mellem Lestat og Claudia, men hvor Louis er for ræd for at gøre noget ved problemet, tager Claudia bogstaveligt talt sagen i sin egen lille barnehånd på en ret drastisk om end effektiv måde. 

Claudia og Louis' forhold er i samme dur afhængighedspræget, men der er langt mere kærlighed imellem dem (også ret icky, uanset hvor gammel Claudia ender med at være), selvom det viser sig, at Claudia egentlig altid har hadet Louis for at have fundet hende og mæsket sig med hendes blod så Lestat brugte hende som madding for at beholde Louis. I Paris danner Louis par med Armand, der er besidderisk og forsøger - uden store armbevægelser men med masser af manipulation - at skille Claudia fra Louis, så han kan have Louis for sig selv. Det lykkes på sin vis da Claudia får Louis til at forvandle Madeleine, fordi hun kan mærke at Armand vil have Louis, og hun vil egentlig gerne have en vampyrforældre, som hun ikke har så ambivalente følelser for.

In other words: det er et fucking shitshow. Jeg læste bogen og blev faktisk overrasket over hvor slemt det står til med de forhold. I mit stille sind gled mine tanker over på nogle af de senere års vampyrlitteratur med Twilight i front, og det trekantsdrama der udspillede sig omkring Bella, Edward og Jacob, tre teenagere i det nordlige USA. Det giftige i det teenagedrama bestod i præcis dét det var, teenage og drama, og på mange måder kan man ikke helt klandre dem for at have store følelser, som de måske ikke helt selv forstår (måske ud over vampyrerne, der er pænt gamle, så de burde vide bedre men, yeah…). 

Louis, Lestat og Claudia derimod er en anden kategori, for de er essentielt voksne (ja, også Claudia, ihvertfald senere hen) og burde vide bedre, men nøj hvor er der også teenagedrama i dem, nok drama til at folk bliver dræbt og druknet i en sump og brændt af sollys. Man kan også tage skridtet længere og se på et klassisk toxic forhold som Anastasia Steele og Christian Grey lægger for dagen i Fifty Shades of Grey (som er løst baseret på Twilight). Afhængighed, manipulation og grooming er bare nogle af nøgleordene for deres relation, og det er svært at undgå ikke at se de samme mønstre mellem vampyrerne i Anne Rices fortælling. 

Måske er modsætningen i de skildringerne, at Anne Rice ikke forherliger de problematiske aspekter i så høj grad. Hun viser dem, men det er i et vist omfang op til læseren selv, at bedømme hvad man synes om det. I et vist omfang. For der er heller ingen tvivl om, at hun er meget engageret i det bånd mellem Louis og Claudia (med en vis begrundelse i tabet af hendes egen datter Michelle, der døde i en alder af 5 år af leukæmi), dog med nogle erotiske undertoner i deres relation, som man ikke rigtig kan andet end at rynke på næsen over hist og her, hvis man skal sluge præmissen om en voksen kvinde i en barnekrop.

Det nævnes heller aldrig entydigt, men Interview With The Vampire er nok hvad jeg vil betegne queer litteratur men med casual representation. Selvom det i vid udstrækning er de indbyrdes forhold det hele bliver båret af, så er det ikke det faktum, at Louis og Lestat basically er et gay couple med en adoptivdatter, eller at Louis og Armand har en platonisk romance kørende, der bliver omdrejningspunktet. Det er ikke kønnene, der er centrale, men tilværelsen som vampyrer og skildringen af det. Kønnene er faktisk i høj grad underordnet, hvilket er noget af det jeg værdsætter i litteratur, der indeholder queer elementer. Jeg tror, set i lyset af hvad jeg ved nu om forhold og de forskellige konstellationer de kan bestå af, ville jeg have ønsket en større omfavnelse af de polygame elementer. Hvorfor skal Armand død og pine være så jaloux anlagt? Kunne han ikke tage at arbejde lidt med sig selv, så Louis kunne have både ham og Claudia? Det er der sgu da ikke noget galt i.

Nå ja, sådan kan man jo være så bagklog.

Derudover vil jeg stadig vove at påstå, at Anne Rices Mayfair Chronicles, der består af The Witching Hour, Lasher og Taltos, er bedre end Interview With The Vampire og de efterfølgende bøger i hendes Vampire Chronicles. Mayfair Chronicles er sydstatshekse og New Orleansk romantik når det er bedst (og sex, der er en del sex i den), og man kan mærke hun er vokset som forfatter mens hun har skrevet dem. Hen ad vejen har hun forsøgt at smelte de to chronicles sammen, og det virker lidt som et makværk til sidst, desværre. 

Anyway! Hvis man vil have en historie rig på detaljer, død og drama, så er Inteview With The Vampire den perfekte bog at trække ned fra hylden. Man keder sig ikke mens man bliver trukket rundt i manegen af fyldige beskrivelser, sanselighed og eksistentiel vampyrtristesse. Jeg har indtil videre kun læst den på engelsk, og hvor god en oversættelse man måske end kan opstøve, så har jeg en fornemmelse af, at netop Rice vil miste en del af sin sproglige charme ved at blive fjernet fra sit modersmål. Men det er bare min vurdering.

Enjoy!

Fun fact: Filmatiseringen er nok en af de bærende årsager, ud over Ringenes Herre, til at jeg begyndte at skrive. Antonio Banderas' visuelle portrættering af Armand (hvor korrekt den så er eller ikke er) har forfulgt mig lige siden, først som Annatar (Saurons elverskikkelse) i min allerførste håndskrevne historie, en LotR-fanfiction (ca. 1999), og derfra i forskellige afskygninger frem til den tilnærmelsesvist mest præcise (og photoshoppede) gengivelse af min egen karakter Matthew James Darklighter (the big baddie i de fleste af mine historier).