Højtlæsning i redigeringsprocessen

Jeg har altid været glad for at læse højt. Det er ikke bare fordi jeg kan lide lyden af min egen stemme, men det er noget socialt og hyggeligt, der binder flere sammen om samme historie på samme tid. Hvem kan ikke huske at få læst højt som barn? Og hvem har ikke indenfor de sidste mange år tyet til fortællinger i lydbogsformat eller podcasts (a la Welcome to Night Vale o.lign.)? Her i hjemmet har højtlæsning også været en del af mit nuværende 9-årige forhold, hvor jeg har læst op af diverse klassikere - Hobbitten, Ringenes Herre, Det Gyldne Kompas, Harry Potter, Phantom of the Opera m.fl. - for at min ordblinde partner også kunne være med. Det har været en bonding ting for os, at læse højt sammen, og har givet os gode snakke og refleksioner at dele.

Jeg kan ikke huske hvornår det begyndte eller i hvilken sammenhæng det reelt startede, men imens jeg var igang med mit første udkast til min Aliasaga, begyndte jeg at læse højt af mine afsnit undervejs for at få input i hvordan mine ting passede sammen, og om der var noget der kunne rettes til. Og fordi min partner immervæk kender mig næsten lige så godt som jeg kender mig selv, men alligevel ikke er i mit hoved, giver det mig nogle uvurderlige vinkler, som jeg ellers ikke ville have haft før.

Ikke nok med, at jeg får en anden persons meninger og forslag in real time, men så kan jeg også selv høre hvad der lyder som en brækket arm, eller få et kuldegys eller to når jeg støder på et guldkorn, som overrasker mig. Mængden af gange jeg efterhånden har læst mine "strokes of genius" er blevet ret stort, og selvom det kan lyde selvfedt eller borderline narcissitisk, skal man ikke kimse af, at være stolt af sit arbejde, når det endelig rammer én. Når man mærker suget i maven og tænker "Ok, ok, har jeg rent faktisk skrevet det?", så ved man, at man har gjort noget rigtigt.