Gormenghast: Titus Groan

Boganmeldelse: Gormenghast bind 1: Titus Groan
Forfatter: Mervyn Peake
Genre: Fantasy
Udgivelsesår: 1946, på dansk i 2006 (?)
Overordnet vurdering: 8,5/10
Tagline: Absurd fantasy har aldrig været bedre

Resume: Livet går sin vante gang på det enorme, trøstesløse slot Gormenghast, og så alligevel ikke. Da den 77. jarl, Titus, fødes, udløser det en række hændelser, der sætter slottet på den anden ende. Ikke mindst ankomsten af den mystiske unge Steerpike til slottet, der med brændende ambition og komplot, får kæmpet sig op i hierarkiet med list og snilde. Det bliver gradvist mere og mere indlysende, at der i alle kroge og foregår spil og intriger, der sætter sit præg på slottets liv og åndedræt.

Personlig vurdering:
Jeg fik for mange år siden anbefalet Gormenghast af en god ven af familien, en professor på universitetet, der kendte til min stærke forkærlighed for fantasy og i særdeleshed Tolkien. Måske var det meget godt at jeg ventede med at læse det første bind i serien, for jeg tror vitterligt ikke jeg ville kunne have slugt det lige så råt og usødet som jeg har gjort det. Og kun for det bedre.
Gormenghast er uden tvivl et mesterværk af en fantasyfortælling, der på mystisk vis er blegnet bag Tolkien, C.S. Lewis og G.R.R. Martin, for bare at nævne nogle af de oftest citerede fantasyforfattere i det 20. og 21. århundrede, og det er brandærgerligt. Her er vel at mærke stadig kun tale om det første bind i serien, men hvis 2'eren er lige så god, så ved jeg hvad der skal stå på min ønskeseddel til min fødselsdag.
Forfatteren Mervyn Peake har ikke bare et sprudlende sprog men også sans for atmosfære, karakterer og underfundig humor blandet med absurditet, som vil gøre Monty Python til skamme. Værket er med til at udstille det fløjtende vanvid i jarl-slægten Groan og alle de sære skikke og regler der følger med den status, en umådelig morsom kritik af magthavere og gamle, forstokkede institutioner.
Nogle gange bliver man lidt i tvivl om det ikke bare er et stort slot et sted i centraleuropa, der bliver udstillet for hvad det er: et cirkus af ældgamle, ulogiske traditioner. Men så er der de sære fantasy-elementer såsom The Bright Carvers, et folkefærd der lever udenfor borgen og som kun allernådigst en gang om året må komme indenfor og præsentere deres skulpturer, som så bliver vurderet til at blive bevaret på loftet i slottet, hvor ingen alligevel gider komme og se dem, eller om de bliver smidt på et bål og fortæret. Dem, hvis kunstværker bliver gemt, får som belønning lov til at gå en tur hver anden fuldmåne på borgens ydermur. Eller grevinden, der kan kommunikere med fugle og katte, og som egentlig lader til (som en del af os andre) hellere at ville snakke med dem end med menneskene omkring hende.
Hele vejen igennem er man underholdt, og jeg glæder mig kun til at komme videre med næste bind!

Fun fact:
I 2000 blev der filmatiseret en stjernespækket mini-serie, som kan ses på Amazon Prime. Jeg har ikke selv set den, så jeg skal ikke kunne udtale mig om kvaliteten af den. Om en score på 7,2/10 på IMDB er noget at vurdere en serie på, ved jeg ikke, men jeg tænker der nok ikke går længe før jeg skal prøve at give den et skud.