Førtidspension

Den her har været undervejs et lille stykke tid. Egentlig ville det have givet mening at skrive den i februar, da det er måneden, hvori jeg for 2 års tid siden fik tilkendt min førtidspension, men da månedens indhold allerede var bestemt, er den endt med at komme herover i marts.

Jeg har før skrevet lidt om mit helbred her på SoMe, men jeg har forsøgt at undgå at gå for meget i detaljer, af frygt for trauma dumping, da jeg har en del ting i bagagen. Når jeg åbner op, kan det godt være overvældende, og et par gange er jeg også blevet mødt med forundrelse over hvor lidt det kan mærkes på mig, at jeg har været igennem de ting jeg har udstået. Jeg er optimist, for ikke at blive deprimeret.

Jeg er født med læbe-gumme-ganespalte, og med det kom en god slat operationer fra jeg var 3 måneder gammel og frem til jeg var 19. Det satte sine tydelige spor op gennem barndommen, teenageårene og de tidlige ungdomsår, som ubehandlede senfølger, kombineret med en skolegang, der mildest talt kunne have været bedre.

I 2018 blev jeg henvist til lokalpsykiatrien i Aarhus (dengang den stadig holdt til i Risskov) for at blive udredt. For hvad helt præcist var lidt svært at sige. Jeg havde fået at vide af min sagsbehandler ved kommunen, at det ville være bedst at få nogle kort på hånden at spille med i min videre færd i systemet, og min læge mente, at der godt kunne være noget C-PTSD, som resultat af de gentagne operationer jeg skulle igennem som barn pga min medfødte dobbeltsidet læbe-gumme-ganespalte.

Jeg endte dog med at komme på afdeling for personlighedsforstyrrelser hvor jeg fik diagnosen blandet personlighedsforstyrrelse, bestående af borderline, narcissistisk og histrionisk personlighedsforstyrrelse. Det er ikke underligt, for en del af trækkene i dem, og specielt i kombination med hinanden, kunne lige så godt være C-PTSD. Og de tog heller ikke højde for mine forkrøblende mareridt og min søvnparalyse, som jeg har lidt af siden barnsben. Den behandling lokalpsykiatrien gav mig var mangelfuld, og jeg har siden fået to andre psykiatri-professionelles ord for, at jeg nok nærmere burde være diagnosticeret med C-PTSD istedet. Jeg har ikke planer om at forsøge at gøre det om. Det tager en krig at få ændret en diagnose, og for mit vedkommende vil det ikke gøre nogen forskel i det lange løb.

Frem til 2019 påstod jeg hårdnakket, at jeg godt ville kunne klare et fleksjob, til trods for at jeg havde svært nok ved at holde 6 timers jobprøvning ud. Det var ikke kun det fysiske der allerede var hårdt dengang, men bare det at være omgivet at mennesker gjorde, at jeg var udbrændt og måtte have en til to dage efterfølgende hvor jeg ikke skulle noget. Min kone og mine nære venner var begyndt at sige, at jeg ikke kunne klare et fleksjob. Men jeg havde stadig drømmen om at have en indkomst, der var bare en smule højere. Ikke meget, men lidt har også ret i en verden præget af inflation, økonomiske udsving og stigende leveomkostninger. Økonomi er en af min angsts største faktorer.

I 2020 blev landet lukket ned under Corona-pandemien, og jeg fik en åbenbaring, da jeg i min e-boks modtog en besked, hvori jeg fik at vide, at jeg under nedlukningen ikke skulle stå til rådighed og mit forløb først ville blive genoptaget når samfundet blev genåbnet. Jeg har senere skrevet en tekst, som blev et bidrag til antologien "Lukket Land", der netop handler om nedlukningen. Heri beskrev jeg hvordan jeg var uden mareridt i 2 måneder, jeg sov tungere end jeg plejede, og jeg var lettet og glad, sådan næsten euforisk. Jeg havde overskud til at lave ting i hjemmet, være kreativ, begynde at skrive mere ihærdigt og fokuseret igen. Det var som et frø indkapslet i mange tusind års permafrost, der pludselig tøede op og begyndte at spire. Min kone sagde, at jeg "vågnede op".

Det var en meget surrealistisk oplevelse, men den hjalp mig til at sætte perspektiv på hvor meget det faktisk tærede på mig, at være i systemets vold. Jeg havde gjort alt for at bøje og strække mig for dem, bukke og skrabe og sige tak for ingenting. Hvor jeg førhen var overbevist om, at et fleksjob var løsningen for mig, var jeg ikke længere så sikker.

I 2021 fik jeg konstateret slidgigt i rygsøjlen samt to diskusprotrusioner. Jeg var stadig i ressourceforløb, men den sidste fysiske diagnose, var også det sidste kort på hånden jeg fik til at spille op mod jobcenteret. På det her tidspunkt var jeg begyndt at sige højt, at jeg nok skulle have en førtidspension. Min jobkonsulent forsøgte en sidste gang med en måneds praktik i Netto, maj 2021. Jeg skulle være der 2 gange om ugen i 4 uger. Jeg nåede at være der 2 gange i alt. Det var sidste gang jeg var i virksomhedspraktik.

Jeg har været gudsbenådet, at have nogle sagsbehandlere, der var villig til at gå det ekstra stykke for deres borgere og danse lidt med systemets rigide rammer. Jeg er også så heldig, at jeg er udstyret med et mundtøj, der kan snakke fanden et øre af, og ordene der kommer ud er som regel ret velformulerede. Det har uden tvivl hjulpet min vej på jobcenterets trøstesløse gange, og til trods for at jeg nåede at have tre forskellige sagsbehandlere på en måned (to af dem endda på én uge), blev jeg d. 1/2-2022, 7 år efter jeg var kommet på jobcenteret første gang, indstillet til førtidspension, som jeg 10 dage senere blev tilkendt.

Jeg er klar over, at vejen til en førtidspension for mange er svær, nogle gange uretfærdigt svært. Nogle når endda at give op undervejs og stille de metaforiske træsko. I mit liv med både handikap, alkoholmisbrug, kroniske smerter og psykiske lidelser, har jeg lært, at modgang ikke altid styrker karakteren. Jeg har selv været vidne til forsøg - nogle af dem der endda desværre lykkedes - på at give op, når modgangen var værst. Menneskets overlevelsesinstinkt er kolossalt, men det siger noget om vores system, når den bringer nogle mennesker så langt ud, at de mister alt der hedder livsgnist. Jeg har selv ligget på gulvet på mit kollegieværelse ude af stand til at mærke noget, hverken min krop eller nogen følelser forbundet til det jeg gjorde. Min kat holdt mig i live dengang. Han var det eneste, der fik mig ud af sengen, fordi jeg skulle tømme hans kattebakke og købe mad til ham, og dermed også mig. Bless you, Zorro <3

Men den modstandskraft jeg har, er også noget, jeg er stolt af. Jeg er stolt af hvor langt jeg er kommet, i et liv, hvor jeg ikke troede jeg ville være i live som 25-årig. Jeg er stolt af, at jeg ikke bukkede under, selv da det var værst, og selv da den nemme løsning virkede som den bedste. Men det er ikke nemt at være menneske og skulle leve i en verden som den vi har skabt. Næsten dagligt priser jeg mig uendeligt taknemmelig og lykkelig for at være født i Danmark. Alting til trods.