Forfattertyper og kassetænkning

Det er først de seneste par år, jeg har stiftet bekendtskab med udtrykkene "pantser", "plotter", "plantser", "puzzler" og hvad der ellers er derude i begrebsland. Det var da også med kyndig hjælp fra det nye skrivefællesskab, jeg var røget ind i, at jeg fandt ud af hvad de forskellige ting stod for, og jeg kunne danne mig en idé om hvilken af kasserne jeg hørte til.

Jeg hører en del tilslutte sig enten den ene eller den anden type, specielt indenfor enten "pantser" eller "plotter"-kategorierne.

Begrebet "pantser" er taget fra udtrykket "flying by the seat of their pants", som hentyder til dem, der bare tager en bold og løber afsted med den for at se hvor den ender henne. Der er sjældent noget mål og med, før sidste linje er skrevet, og det er først derefter, at den egentlig historieopbygning begynder med at sortere og redigere i teksten.

"Plotter" henviser indlysende nok dem, der foretrækker at kortlægge og plotte historien ned sektion for sektion inden de begynder at skrive, så de ved præcis hvor de skal hen. Der er en klar retning for øje.

"Plantser" er, som man måske kan gætte, a little bit of both. Det er dem der former en outline uden at have de mest faste rammer, og måske laver mere en slags synopsis fra starten af, uden at slå sig 100% fast på dens udformning.

"Puzzler" dækker over den type, der skriver lidt som vinden blæser. Man har en historie som man gerne vil skrive, men mest en dels scener, settings, interaktioner og brudstykker, som man gerne vil have skrevet ned i en fart, for derefter senere at stykke det hele sammen til et smukt kludetæppe.

Det er vigtigt at sige, at ikke en type forfatter er den rigtige. Det er skønheden ved at skrive, trods alt. Intet er rigtigt, alt er muligt, und so weiter.

Men jeg har også svært ved at være tilhænger af idéen om, at man kun er én type forfatter, hvis man altså gerne vil læne sig op ad den form for kassetænkning om, at der er "typer", for det er også en anden side af sagen.

Jeg tror en forfatter kan være alle typer, eller måske noget helt andet, end de 4 som jeg bare lige har listet her (har jeg glemt nogen?). For det handler, for mit vedkommende, lige så meget også om hvilken historie man er igang med at fortælle. Har man en meget klar idé om hvad ens fortælling skal handle om allerede fra starten, så er det vel oplagt at få så meget som muligt ned og se hvordan idéerne passer sammen, så man kan danne sig et helhedsindtryk. Man kan også have en idé om hvilken historie man vil skrive, men måske ikke så meget fra et handlingsbaseret udgangspunkt, og dermed bare skrive og se hvor karaktererne og idéerne tager én undervejs.

I den klassiske betydning af ordet har jeg i mange år bevæget mig mest en dels tilsluttet mig pantser-skaren, i særdeleshed når det kom til online tekstbaseret RPG, hvor karaktererne i høj grad fik lov til at bestemme handlingen, og hvor det afsluttede produkt ikke nødvendigvis var en udgivelse men en oplevelse forfatterne imellem, mens tekstgenereringen foregik.

Jeg er siden blevet mere tilpas med at forme en struktur eller en løs konstruktion omkring plot, handling og forløb, selvom jeg også bevæger mig gradvist frem og nemt kan finde på at skifte retning. Jeg er blevet glad for muligheden for at skrive forskellige handlingsforløb ned og veje dem op imod hinanden inden jeg vælger den, med de bedste forhold for en god historie, men uden at slette noterne til det handlingsforløb som jeg IKKE vælger, hvis jeg nu skulle have lyst til at vende tilbage til den rute i tilfælde af, at den anden ikke virker. På den måde er jeg altid helgarderet, og mine valg er aldrig endegyldige.

Men i samme ombæring er jeg heller ikke fan af idéen om, at sætte sig selv i en kasse og sige "det her er jeg", for det kan i nogle tilfælde give fornemmelsen af, at man udelukker muligheden for, at det kan være anderledes, eller at denne form for "kassetænkning" er mere begrænsende end den er behjælpelig. Kassetænkning er ikke entydig negativ, mange har brug for en god måde at definere sig selv på, og det hjælper dem i deres kreative proces, men jeg tror personligt ikke på, at en stringent definition af ens metoder behøver at være vejen frem, for at man kan skrive, well, godt? Det er svært for mig at se, hvad det gavner, tror jeg, ihvertfald hvis man bliver elitær omkring det, og netop mener, at noget er bedre end noget andet, eller at man ihvertfald aldrig har været/bliver *indsæt forfattertype* her. Jeg vil ikke sige, at det er noget jeg er stødt på, ikke endnu ihvertfald, men jeg kunne forestille mig, at det er en mentalitet, der måske ligger og lurer ude i krogene af nogle skrivefællesskaber. Det kan jeg kun gisne om.

Hører nogle forfattertyper så til bestemte genrer eller litteraturformer? Jeg tvivler. Jeg tror ikke, at man kan skære det hele over én kam og sige, at alle, der pantser, kun skriver fanfiction, eller plotters udelukkende laver knaldromaner som smørrebrødsarbejde uden omtanke for dybde og personlighed. Det er generaliseringer, som i og for sig aldrig har hold i virkeligheden. Jeg tror på at alle kan skrive præcis det de har lyst til, hvordan end de har lyst til det. Personligt er jeg også sådan en type, der, når jeg opnår et godt flow, lader mig bære afsted frem for at bekymre mig om hvorvidt det jeg skriver nu også kommer til at være det færdige produkt. Så længe jeg bare får skrevet, så er jeg sådan set glad. Jeg har oplevet tekster, hvor jeg gerne ville lave en outline, plotte historien og være klar og koncis fra start til slut, men hvor det har ødelagt glæden ved at skrive, og jeg er endt med at have et halvfærdigt skrog, der ikke rigtig smagte mig længere. Jeg har stadig et par historier liggende af den art, som jeg gerne vil have nedfældet, men som skal trevles op igen, som en dårlig syning, der kræver ny tråd, anden trådspænding og længde på stingene.

Så hvor efterlader det mig? Det ved jeg sgu ikke lige. Det her er mest mine umiddelbare tanker om nogle ting, som jeg har studset over når folk siger "jeg er *indsæt forfattertype*" eller "Jeg er IKKE *indsæt forfattertype*". Jeg bliver nysgerrig på hvorfor tingene forholder sig som de gør, og jeg vil altid gerne lære folk bedre at kende på de præmisser de opstiller for dem selv, såsom den slags definitioner af dem selv. Det er sjovt at se, hvordan vi begår os i verden.