Forbandet Magi

Resume: Alma er en person, der bruger online salgsmuligheder for at undgå at betale for de dyre varer hun bestiller, for blot at videresælge dem. Det er nemme penge og en væsentlig nemmere måde at gøre tingene på, fremfor hvordan hun tilsyneladende har gjort det før i tiden. I en af hendes utallige mange pakker modtager hun en hæslig halskæde som viser sig at være forbandet fra hun tager den på, og dens oprindelige modtager af pakken, Joan, som er hendes nabo i opgangen, viser sig at være på sporet af et stort komplot, der forsøger at fravriste verden magi, så den kan sælges og der kan tjenes penge på den. Først skal de forsøge at få forbandelsen af Alma, i nogle tvivlsomme forsøg, mens Joan er mere og mere overbevist om, at hendes teori om en forsker ved navn Pil Florians indblanding i komplottet, er rigtig. Og til sidst fører deres bestræbelser på at finde frem til sandheden om magiens forsvinden, frem til en stor hemmelighed, der har ligget og ulmet lige under overfladen på både det magiske og ikke-magiske samfund.

Personlig vurdering: 

Jeg købte Forbandet Magi i søndags på Fantasyfestival i Esbjerg, og natten mellem torsdag og fredag, blev jeg færdig med at læse den højt sammen med konen. In other words, er den utrolig hurtigt læst, på en behagelig måde. Man er underholdt fra start til slut mens man føres afsted igennem den rivende strøm af begivenheder, der næsten ikke lader én stoppe op og trække vejret før de fortsætter.

Jeg har en stærk fornemmelse af, at bogen er skrevet til et yngre publikum end jeg tilhører, men derfor kan man stadig godt læse den og netop være godt underholdt. Der er ihvertfald action for alle pengene hele vejen til slutningen.

Stemningen i bogen er skrevet med et glimt i øjet og man får hurtigt en god fornemmelse af karaktererne, der på hver sin måde forsøger at komme igennem tilværelsen.

Alma er noget af et sats at bruge som hovedkarakter, da hun altid bevæger sig lige på kanten til, om hun rent faktisk lærer noget, eller om hun bare forsøger at skøjte videre i livet uden rigtig at ville tage stilling til konsekvenserne af sine handlinger. Man ånder næsten mere lettet op over hendes villighed til at ville tage ved lære, end da the big baddie bliver overrumplet. Hendes motivation går fra at være personligt baseret, til efterhånden at afspejle en slags skyldfølelse, som man fornemmer hun ikke har meget af i starten. Specielt efter hendes traumatiske møde med et skyggevæsen i en park, kommer der en dybde frem i hende.

Selvom bogen i sin helhed er god og underholdende og så videre, så har jeg også nogle kritikpunkter at forholde mig til, igen med en disclaimer for, at jeg måske ikke er det helt rette publikum til bogen. Det skal også ses i lyset af, at jeg er en kræsenpind og har en meget analytisk tilgang til de historier, jeg læser. Og bare fordi noget er dårligt, er det ikke ensbetydende med at alt er i hundene.

I starten er den jargon, der udveksles mellem Alma og Joan et friskt, lidt overfladisk pust af sarkasme, men efterhånden som bogens alvor tager til, og den her sarkasme ikke forsvinder, bliver den desværre også mere og mere medvirkende til, at troværdigheden for historien glider ud i sandet. Det samme er gældende for begreberne, der bliver anvendt om de skurkagtige personer, som vi møder i bogen. Faktisk er den største baddie, in my opinion, politikommisær Marchen og hendes måde at feje alting ind under et tæppe, der stinker af korruption. Det kan, synes jeg, være langt mere skurkagtigt, end at stjæle magien fra alt og alle, da det blot ender med at være et lidt arbitrært begreb, der er svært at tage alvorligt. Jeg kunne se det hvis magien var vigtig for nogle funktioner i naturens kredsløb og måske kunne få havstrømme til at vende og stjerner til at dø ud, hvis den pludselig slap op, men fordi konsekvensen altid kun virker personligt vinklet, føles det ikke som en større "katastrofe" end at man nok godt kan klare det, hvis magien forsvandt, for så er man jo "bare" menneske.

Til det hører også følelsen af hvordan man mærker karaktererne. I starten er der en klarhed om hvem er hvem og hvad deres drivkræfter er, og det er med til at give et godt spil. Men i den dialogtunge udveksling mellem karaktererne fornemmer man også en manglende dybde, en slags karikatur. Det er den samme følelse, der gør, at den overhængende fare i historien ikke synes så nærliggende. Den distancerende sarkasme, eller spydighed om man vil, mellem Alma og hendes omgivelser, gør at man som læser står og ser det hele igennem et stykke plexiglas, hvor man ikke helt føler sig skræmt nok, fordi man mangler noget fordybelse.

Almas tvivlsomme fortid bliver aldrig defineret, selvom man har en fornemmelse af hvad den består af. Alligevel sidder man med nogle spørgsmål, som man vildt godt kunne tænke sig svar på, ikke store ting, men måske noget der kunne blive udvekslet over en kop kamillete et sted i løbet af historien, og give den dybde man savner. Det samme gælder Joan og hendes ven, Malthe. Baggrund, bevæggrunde, motivationer. Det er lidt som en tynd isflage, der driver afsted i kølvandet på den isbryder, der er handlingen selv. I nogle tilfælde kan man også komme til at tvivle en kende på karakterernes alder, da en del af deres handlinger og tankemønstre måske nærmer sig nogle lidt yngre segmenter end hvad de bliver fremstillet som, selvom det ikke kan udelukkes, at nogen i deres alder vil handle som de jo så gør.

Grunden til valget af min tagline, og henvisningen til DaVinci mysteriet er, at historien er som en actionfilm på skrift. Den hiver én med fra den ene scene til den næste, man springer fra sten til sten, krydret med world-building dialoger ind imellem. Man er ikke i tvivl om hvad der foregår. Det er urban fantasy, det er nemt tilgængeligt, og det kræver ikke meget at forestille sig hvad man er oppe imod. Forståelsen af magi og dens langt mere flydende og knap så fastlåste form, er et kærkomment, friskt blik på en genre, der har været ret rigidt kontrolleret af tryllestave og latinske gloser i mange år. Det er svært at fjerne sig fra brugen af noget velkendt, men at der kommer et nyt perspektiv på tingene, er altid velset!

Selvom det kan lyde som om, jeg sad og gabte min røv i laser, så er det længe siden jeg har læst en bog så hurtigt og været så underholdt samtidig. Det er uden tvivl noget væsentligt andet end Umberto Eco eller Anne Rice, eller nogle af de forfattere jeg har stiftet bekendtskab med på det seneste, men det skal ikke gøre Forbandet Magi til en dårlig bog, faktisk tværtimod. Det, at jeg nød at læse den, er i min bog (tøhø) et badge of honour, for jeg er som sagt kræsent anlagt, og der skal meget til at imponere mig generelt.

Stort, velfortjent thumbs up herfra til en debutant, der gerne må have mange flere sjove, finurlige fortællinger op i ærmet fremover