Dune
Bogblog: Dune
Forfatter: Frank Herbert
Genre: Sci-fi
Udgivelsesår: 1963-1964
Overordnet vurdering: 7,5/10
Tagline: "I don't like sand. It's coarse and rough and irritating and it gets everywhere."
Resume:Den udgave jeg har er opddelt i tre bøger: Dune, Muad'Dib og The Prophet.
Dune handler om den unge Paul Artreides, der ankommer med sin familie til planeten Dune, hvor de har fået tildelt ejerskab over planeten og dens vigtige resource, Spice, der smager som kanel og giver én specielle egenskaber. Det viser sig dog, at familien er blevet fanget i en politisk fælde og Paul og hans mor Jessica, må flygte en nat hvor deres hjem bliver angrebet. De ender ude hos planetens indfødte, Fremen, og her lærer de at begå sig i den barske natur, mens de planlægger hvordan de får bugt med deres fjender. Undervejs må Paul gennemstå adskillige prøvelser, da mange anser ham for at være "The Chosen One", en rolle, som han gerne så sig foruden.
Personlig vurdering:
Jeg ville have skrevet den her bogblog i samme ombæring som jeg afsluttede bogen, men jeg nåede det ikke inden der var andre ting på programmet. Derfor er det her mest mine tanker om bogen, historien og universet.
Dune-universet er skabt i en tid hvor rumfart og idéen om hvad der ligger udenfor vores rækkevidde var større end nogensinde før. Det var tiden for månelanding og de første raketter i rummet. Det var alt muligt nytænkende og forestillingerne manglede på ingen måde. Det var dér, vi som mennesker, begyndte at se hvor små vi var i forhold til hvor stort universet faktisk er.
Dune skal ses som led i det perspektiv men samtidig også som en stærk samfundskritik af klasseskel, den altid kendte elite versus arbejderklassen, det frie folk, der kender naturen og er på sin vis mere i balance end de kapitalistiske, politiske aktører. Oveni det er der selvfølgelig også den store Bene Gesserit-religion/orden/whatever. Det er svært helt at bedømme hvad det er for en størrelse. Det er en slags bevægelse, som ikke alle vedkender sig men som alligevel er utrolig nærværende i alle henseender, ganske ligesom religion er det for alle kulturer.
Der er ingen tvivl om, at Dune har været skelsættende for den litterære del af sci-fi genren. Man ser tydelig inspiration i andre, senere universer, i særdeleshed Star Wars-franchisen, ihvertfald den tidlige del, hvor planeten Tatooine er næsten som taget ud af Dunes ørken-setting.
Bogen/historien er også forsøgt omsat til film i mange ombæringer, og der er en generel konsensus om at den seneste udgave af Denis Villeneuve er det tætteste på man kommer på en god gengivelse på det store lærred. Jeg læste bogen inden jeg så filmen, og jeg vil på mange måder sige ja. Det er en klassisk filmatisering i den forstand, at den har både fejl og mangler men også i høj grad en god fornemmelse for universet og den bagvedliggende world-building. Filmens billedside er uden tvivl dens styrke, ligesom dens art direction udi arkitektur er sublim når det kommer til de mastodontiske, brutalistiske bygningsværker, der er som taget ud af datiden.
Jeg vil ikke gå så voldsomt meget ind i Frank Herbert som person. Vi ved alle sammen godt at manden var fløjtende homofob, og det bærer hans værk præg af, og sådan er det. Man kan sige det samme om Tolkiens meget konservative fremstilling af visse racer og kvinderoller i Ringenes Herre, men historier og værker er nu engang et produkt af deres samtid, og man kan vælge at læse det med nye, kritiske øjne, der stadig tager højde for fortidens tankegange og normer.
Jeg var underholdt, af både bog og film, men den blæste mig ikke bagover.