Dødens Jagt

Jeg fandt bogen i krimisektionen i en genbrug, og bagsideteksten fangede mig med det samme. Problemet er, at det slet ikke er en bagsidetekst, der svarer til historien.

Bogen er utrolig linært opbygget, og selvom der er karakterudvikling og nogenlunde gode passager, så er det bare ikke nok til at redde historien. Specielt ikke når det faktisk er hele den sidste del af bogen, der er den bedste.

Tematikkerne går en del på at se sin fortid i øjnene, og der er også en del vægt på seksuelle overgreb, noget som i høj grad bliver fremhævet som antagonisten og andre skidte personers karaktertræk, men som på sin vis også kan perspektiveres til Judes egen glæde for de unge, nemme fangirls, noget, som også på et tidspunkt bliver kommenteret på af historiens sekundære antagonist, steddatteren af Craddock (jeg har virkelig svært ved ikke at læse Haddock).

Jeg googlede også forfatteren, og det viser sig, at Joe Hill er søn af Stephen King.

Forventningerne var derfor, for at sige det mildt, relativt høje, og de første 6 kapitler var faktisk ret spændende. De lagde op til, at der var noget mystisk ved det her jakkesæt, og det gjorde mig investeret i historien. Dog knækkede filmen første gang, da Jude snakker i telefon med Craddocks datter og hun begynder at forklare hvorfor hun har solgt ham jakkesættet som en slags hævnaktion. Derefter går det også stejlt ned ad bakke da man finder ud af at Craddock er en slags hypnotisør med en fortid i det amerikanske militær hvor han arbejdede med POWs fra Vietnam. Hypnosen tog han med tilbage til sit privatliv, men først til stort set allersidst at vi finder ud af, at han har brugt det til at skjule sine seksuelle overgreb på sine steddøtre, noget som på INTET tidspunkt tidligere er blevet hentydet til og derfor føles som om det kommer ud af ingenting.

Generelt er bogen skrevet dårligt. Jeg ved ikke om det har noget at gøre med at bogens oversættelse er så rædderlig, at jeg flere gange måtte stoppe op og sige "hvad fuck?!". Et ord såsom "vederkvægende", brugt i en historie fra 2007 om en rockstjerne, passer bare ikke ind i stemningen, ligesom et ord som "bestemmelsessted" tydeligvis stammer fra det engelske "destination", hvilket vi også bruger ganske naturligt på dansk. Der var flere eksempler, men det var dem, jeg lige kunne komme i tanke om.

Derudover er der utallige gentagelser, og det får læseren til at føle, at forfatteren tror, at vi er dumme. Der er vitterligt sætninger, der siger præcis det samme, det samme handlingsindhold men med nogle ord, der er ændret. Jeg forstår, at gentagelser nogle gange kan være småpoetiske at bruge, jeg gør det selv, men i det her tilfælde ender det med, at få historien til at gå i stå mens man som læser sidder og klør sig i håret og tænker "hvorfor fuck var det vigtigt at sige det samme to gange?". Det samme gør sig gældende med detaljer. Sproget er meget ensidigt og de samme ord bliver brugt igen og igen. Der er f.eks. brugt ordet "astmatisk" om en hvæsende vejrtrækning mindst 3-4 gange. Det bliver trægt at læse. Kan man ikke godt beskrive det på en anden måde? Det er jeg ret sikker på.

De ting, der hiver historien op for mig, er de settings man støder på. Scenerne står - i nogle tilfælde - rigtig skarpt, specielt i starten hvor man virkelig fornemmer noget gys under overfladen. Men det bliver hurtigt erstattet af en bizar handling eller stiv dialog. Nårh ja, dialogen er også kantet og unaturlig. Det er også svært at se bort fra. Og når jeg siger bizar handling, så er det ikke bizar på en sjov/spændende/interessant måde. Det er generelle wtf-moments, der efterlader læseren med en "hvad læste jeg lige og hvorfor har vi brug for at vide, at hunden skider på græsplænen eller man kan høre den prutte mens den ligger på bagsædet i bilen?"

Jeg kommer ikke til at genlæse Dødens Jagt, og jeg vil nok ikke rigtig anbefale den, med mindre man har en trang til at forvirre sig selv.