Bagemetaforet

Hvis man skal sammenligne det at skrive med at bage, så starter man med en masse ingredienser, en opskrift og så laver man dejen, smider den i ovnen, det brænder på og man skal starte forfra. Anden gang lykkes det og så spiser man det og opdager det er alt for salt og så skal man starte forfra. 

Tredje gang kommer man kun halvvejs inden man opdager man mangler gær, så man kører ned til købmanden efter gær, men de er løbet tør, så man skal til en helt anden by for at få gær, og så kommer man hjem og så er man totalt udbrændt og magter ikke at bage. Når der er gået x-antal tid får man endelig mod på at bage igen og man starter forfra. Og så bliver brødet ikke bagt nok igennem, så man tager lidt rester af dejen, der var tilovers og prøver at lave boller istedet, som så bliver nogenlunde middelmådige, så man er ikke tilfreds. Så man tager kogebogen og bladrer rundt i den til man kommer hen til en kage som ser mega nice ud, og nu har man prøvet så mange gange, at man føler sig optimistisk omkring sine evner. Og man får da lavet kage og kagecreme og købt noget krymmel, og man får stablet noget på benene, der kan kaldes en kage og smager som en kage og ligner en kage, og man er faktisk lidt stolt. 

Og man inviterer nogle venner forbi og de spiser kagen, og de er enige i, at den er god, men det er jo ikke godt nok til Den Store Bagedyst. Så man bliver ved, igen og igen i flere år, til man kan lave skulpturer i fondant, til man har tweaket adskillige opskrifter til at passe til det man gerne vil, og man kan lave en perfekt kage som folk elsker og priser og man drister sig til at have en Instagram til sine kager, hvor flere og flere folk følger én. Og måske, en dag, får man en opringning, efter at have været til audition til Den Store Bagedyst adskillige gange, og får at vide, at man kan komme med.

Sådan er det at være forfatter... right?