At skrive uden et forlag i ryggen - endnu

Min skrivemotivation har haft et dyk den seneste uge, efter en utrolig god stime de sidste par måneder. Om det er Nano-overload, efteråret eller noget helt tredje, kan jeg ikke helt greje, men det gav mig anledning til at fundere over motivationer for at skrive, specielt med henblik på udgivelse, når man bare er mutters alene bag tastaturet.

Som forfatter skal man starte et sted: from scratch. Vi kan altid håbe og drømme om, at få et manuskript antaget af et forlag, men helt fundamentalt handler det om vores evne til at starte op på egen hånd og arbejde med en historie, som vi tror nok på, til at et forlag vil antage det. Det er for mange en skræmmende tanke, ikke mindst fordi man lægger så meget tid og så mange kræfter i noget, som kan blive fejet af bordet uden nogen feedback fra det forlag, man har indsendt manuskriptet til. It is what it is.

Men den her post handler også mere om hvordan det er, at sidde og skrive, og tro på det man skriver er godt nok, uden at være sikker på, hvor det fører hen i sidste ende.

Hvad er godt nok egentlig? Det er jo svært ikke at sammenligne sig med store forfattere, og lade være med at drømme om fame and fortune, når man skriver sine historier. For mit vedkommende er det også perfektionisten i mig, der vil have alting til at stå så skarpt som muligt. Jeg ved godt, det er lidt af en utopi, at kunne skrive en historie som man senere ser tilbage på, og stadig synes er lige så god som den var, da man var igang med den. Det er ihvertfald ikke ofte det sker.

Lige nu er jeg brandstolt af mit arbejde med min Aliasaga. Det er uden tvivl en historie, som jeg har lagt flere timer i end nogen anden, til trods for at jeg før i tiden har tilbragt mange timer, dage, uger, måneder og år, på mine tidligere historier om min Darklighterfamilie. Man kan måske sige, at det er forarbejdet jeg har gjort dengang, selvom meget lidt af det er kommet med videre i den nuværende world-building proces. Alle ord er trods alt valide når først de er blevet nedfældet.

For mange forfattere, er forfatterskabet præget af en vekselvirkning mellem hvad man gerne selv vil skrive og hvad et forlag måske vil udgive. Skal man lægge vægt på at lave en knaldroman eller skal man skrive et dybt, personligt værk, som måske ikke kommer nogle vegne andet end skrivebordsskuffen? Hvor ligger balancen?

Jeg har selv haft svært ved at greje hvordan jeg lige skulle gribe det hele an. Jeg kan udmærket godt mærke, at når jeg ikke har nogen redaktør eller lignende, til at sidde og puste mig i nakken, så har jeg både alt for frie tøjler men også virkelig få pejlemærker at gå efter. Det har hjulpet mig at deltage i skrivefællesskaber, hvor udvekslingen mellem brugerne gør mig klogere, og min sparring med både fritidsforfattere og udgivne forfattere har givet mig indsigt i hvad man kan gøre for at skrive alene men med henblik på at et forlag skal kigge på det på et tidspunkt - og stadig føle at man er en del af værket.

For hvorfor ville man ellers sende en historie afsted til et forlag? Som forfattere har vi noget på hjertet, vi har historier vi gerne vil fortælle og tanker vi gerne vil nedfælde så andre læser, lytter og måske, forhåbentlig, lærer noget i en eller anden udstrækning. Det er en del af at være forfatter.

Forhåbningen om, at nogen derude vil synes om min historie er lige pt det der bærer mig igennem min redigeringsproces. Når jeg læser andres historier kan jeg både blive i tvivl om der er plads til mig, og i den anden boldgade kan jeg blive overbevist om, at jeg nok skal få min historie udgivet. Lige nu er der ikke tvivl i mig, efter jeg netop er blevet færdig med endnu en redigeringsrunde af Bind 2 i Aliasagaen. Jeg føler min historie er spændende og vedkommende. Det puslespil, jeg lægger og de tanker, jeg putter ind i min tekst, er, for mig, præcis den slags litteratur, som jeg gerne selv vil læse.

Så er det bare at krydse fingre for, at et forlag en dag vil antage det, og jeg en dag kan lave en post som modsvar til denne om hvordan det er at skrive MED et forlag i ryggen.