Årsopgaven

På den anden side af nytår har jeg taget mig en velfortjent pause fra at arbejde med Aliasagaen, og har istedet brugt min tid på et par skrivekonkurrencer og andre litterære projekter.

I midt januar gik et lidt mere praktisk projekt igang, nemlig oprydning på pulterkammeret, hvor alting var blevet stuvet sammen det seneste års tid siden vi var flyttet ind, og dermed var der heller ikke blevet gennemgået så mange af de ting, der havde hobet sig op.

Jeg vidste der var en stor bunke med gamle lærreder med malerier, som jeg havde akkumuleret i løbet af tiden, og jeg vidste ligeledes, at ind imellem dem lå der et lærred uden ramme, der hørte til et gammelt projekt, som stadig står lysende klart, som en af mine største litterære og kreative bedrifter nogensinde. Og det til trods for, at det blev til da jeg var 14-15 år gammel.

Billede: Forside

Jeg snakker her om den årsopgave, som alle elever på min efterskole skulle fremstille i løbet af deres tid på skolen. Rammerne var simple: lav et kreativt produkt og et skriftligt produkt. Hvad det er og hvordan man griber det an, er op til den enkelte elev, så længe disse meget få og enkle krav er opfyldt. Mange vil måske sige, at netop manglen på rammer eller denne totale frihed, gør det væsentligt sværere at gribe sådan en opgave an. For frie tøjler er ofte en hæmsko i rigtig mange afskygninger for problemløsning.

Men det er her den unge, kreative hjerne kan noget, som den voksne, til tider langt mere analytisk-tunede hjerne ikke kan: den kan nemlig være fucking ligeglad.

Billede: Bagside

Det undrer mig ikke når jeg tænker på hvordan fristile i folkeskolen var det, jeg elskede mest, for jeg kunne få lov til at skrive præcis det, jeg havde lyst til. Årsopgaven her var ingen undtagelse. Jeg havde allerede skrevet i en del år, så tidligt som tilbage i '98, hvor jeg vel at mærke var 10 års penge. Så bagkataloget af historier var allerede godt pakket da jeg i 2003 begyndte på efterskole og fik at vide, at jeg kunne lege Tolkien i et år, free of charge. Faktisk blev vi opfordret, til at bruge alle fritimer vi fik, og al anden tid vi kunne administrere, til at arbejde på den årsopgave.

Hvad jeg formåede at udrette på det år, er jeg ikke i tvivl om har været en eller anden direkte linje til en hvis fantasy-forfatter et sted i det høje, der dryssede rundhåndet med inspiration ned i kraniet på min lille teenageskal, og jeg labbede det i mig som en killing fråder sødmælk af en skål. Jeg tog det til et helt andet niveau, spredte mine historier ud foran mig og sagde: "lad mig lige lave en verden, så kan jeg bruge det når jeg er ude på den anden side af skolen".

And so I fucking did.

Billede: Indholdsfortegnelse

Jeg syede en præstekåbe til en præsteorden, jeg lavede keramikfliser med symboler, der stammede fra en tempelhave, jeg malede et kæmpemæssigt verdenskort, lavede tidsregning, skabelsesberetning, flora og fauna, samfundsstruktur, stjernetegn og sidst, men ikke mindst: et helt fucking sprog med egen grammatik og skrifttegn. Hvis Tolkien var en jedi master, så var jeg uden tvivl hans jedi apprentice x 1000.

Opgavens indhold blev samlet i et kompendie, indledt af en historie om en ung elev på en kedelig dansk folkeskole, der finder et bundt gamle pergamenter i bunden af en reol på et lille forstadsbibliotek, og får hjælp til at oversætte det af den eneste lærer på skolen, som eleven har tillid til.

Billede: uddrag af oversigt over stjernetegn

Årsopgaven kørte frem til påske 2004 hvor de kreative produkter blev udstillet i en sal sammen med det skriftlige materiale. Jeg var en af de hurtige til at få en plads lige ved indgangen, og jeg fik lavet et lille alter med alle mine små genstande som jeg havde fundet og givet en funktion i mit projekt. Smykker, krystaller og andet nips med magiske evner. Præstekåbe, verdenskort og keramikfliser placeret strategisk som blikfang og kompendiet front and center. 

En lille håndfuld af elever blev hvert år inviteret til at fortælle hele skolen om deres årsopgaver, og jeg var en af de udvalgte og skulle endda stå som den første på podiet. Jeg kan ikke huske hvad jeg specifikt sagde, jeg kan huske jeg læste noget op som jeg havde oversat til mit sprog, og der blev klappet. Jeg kan heller ikke huske hvad jeg følte. Jeg var generelt ikke specielt god til at være i kontakt med mig selv i den tid, så komplimenterne rislede også af ryggen uden at sætte sig.

Billede: Uddrag af kalender

Needless to say, så ser jeg også samtidig tilbage til en tid af mit liv, der var præget af utrolig meget mental dårligdom. Jeg havde netop gennemgået en stor kæbeoperation i forbindelse med min behandling for læbe-gumme-ganespalte, jeg var håbløst forelsket i mit første queer-crush og jeg var ikke sprunget ud endnu som transkønnet. Det var en helt anden "mig", der dengang havde formet, forfatteret og fortalt det her opus. Men jeg kan alligevel se mig, for jeg kan se hvad jeg laver nu. Jeg kan se mit arbejde med Aliasagaen, som på mange måder er en ekspanderet udgave af min årsopgave fra dengang, men jeg kan også se nogle nuancer, som min teenagehjerne bare var langt mere fokuseret på, end jeg er nu.

Specielt sproget og dets udformning. Jeg vil ikke sige, at jeg opfandt den dybe tallerken, og selv Tolkien havde andre sprogformer at læne sig op ad. I mit tilfælde tog jeg en engelsk grammatik-ordbog og kopierede dens indhold og skiftede ordene ud. MEN! Selvom det ikke er et "helt, nyt" sprog, så er det FANDME GALME noget af et puslespil, som jeg er forbavset over, at min hjerne kunne både udtænke OG færdiggøre. Det er lidt som at opdage, at man har været en superhelt, men har mistet kræfterne sidenhen.

Og så alligevel ikke.

For her sidder jeg, stadig yngre end min krop føles, og kan se, at jeg har lavet noget, jeg stadigvæk kan bruge. Og som dengang har fungeret som et springbræt til at komme videre og udvikle både mine historier og mig selv, som forfatter (det er et blog-indlæg til en anden god gang). Og jeg kan se det har båret frugt. Jeg kan se mine world-building skills stadig fungerer i bedste velgående.

Det er også en af grundene til, at Aliasagaen er det værk, som jeg kan arbejde med så dybdegående som jeg gør. Det gør ikke mine andre projekter mindre værd, faktisk tværtimod, er det en ret stor cadeaux til dem, at de formår at trække min opmærksomhed væk, fra det her livsværk. Hvis folk har et fuldtidsarbejde på 40-42 timer om ugen, så har jeg nok 168 timer om ugen, for det kører 24 timer i døgnet, alle ugens syv dage, også når jeg sover, da mine drømme i høj grad også bærer præg af mine fortællinger.