GRAVHØJEN

Af Gabriel Alex

"Du går først!"

"Nej, du gør!"

"Vel gør jeg ej. Vicky kan gøre det!"

"Nu er I tarvelige!"

Gravhøjens sorte gab strakte sig foran de tre søstre, Angela, Elisabeth og Victoria. Skoven lå åndeløst hen, med træerne som tavse skildvagter omkring lysningen og højen i midten. De stod skælvende i efterårskulden kun iført deres kostumer. Selvom deres mor havde været i den nærmeste Spirit Halloween-butik for at købe kostumer til dem når de skulle på deres trick-or-treat-runde, havde de alle tre ladet dem ligge og købt noget selv i al hemmelighed. Angela var iført en cheerleader-uniform, Elisabeth skulle forestille en sygeplejerske mens Victoria havde et politikostume på. De havde malet sår og rifter hist og her hvor huden var blottet, (hvilket var en del steder), så det skulle forestille, at de var stået op fra de døde.

Deres udklædning blegnede dog ved synet af gravhøjen, som de havde sneget sig ud til under deres runde. Egentlig måtte de ikke færdes i skoven om natten, men i aften havde de set deres snit, mens deres forældre var travlt optaget af at snakke med naboerne og holde øje med de yngste børn i nabolaget mens de rendte rundt og ringede på hinandens dørklokker.

Søstrene havde skyndt sig rundt om Mr. Thompsons hus og ud ad hans baghave hvor hækken grænsede op til skovkanten. Stien var knap synlig, men de havde alle deres mobiltelefoners lampe tændt, så de kunne se bare en smule i mørket. De gik i gåsegang i retning af gravhøjen. Turen var lang og tjørnebuskene satte et autentisk aftryk på deres kostumer, så skørterne blev flossede, og rifterne på deres arme og bare ben blev pludselig mere ægte.

Angela førte an som den ældste, dernæst kom Elisabeth og til sidst Victoria, der snublede nu og da når hun forsøgte at holde trit med de to andre. Terrænet begyndte at gå opad og træerne spredte sig da de endelig nåede deres mål. Åbningen ind til det mystiske dyb virkede både skræmmende og dragende på samme tid. Spidser af snoede rødder var kravlet ud fra mørket som famlende fingre, og havde lagt sig omkring åbningen og jorden lige foran den. Det lignede tynde blodårer eller blækstreger.

Nu stod søstrene og diskuterede hvem der skulle gå ind først.

"Jeg synes altså ikke det er en god idé," sagde Elisabeth og så sig nervøst rundt. Måneskæret trængte ned igennem fyrreskovens spidse trækroner og blev trukket i blege striber hen over underskov og buske. En nattevind rørte sig ganske let nu og da, og alle natdyr holdt sig i skyggerne, hvor man kunne høre dem pusle.

"Så skulle du ikke være gået med," vrissede Angela og trådte et varsomt skridt nærmere højen. Hånden med mobilen dirrede let, og lyset fra lygtefunktionen trængte på ingen måde ind i gravhøjen. Victoria pressede læberne sammen og gik op på siden af Angela.

"Tør du virkelig?" spurgte hun, hendes stemme lige så stille som træernes hvisken omkring dem. Angela så ned på Victoria med øjne der var knebet sammen til smalle sprækker omgivet af den tunge makeup.

"Gør du?"

"Du kan få mit slik, hvis du går ind," kom det fra Elisabeth bag dem. Hun havde ikke rokket sig ud af stedet. Victoria lod blikket glide langs kanten af åbningen, hvor månen tegnede hver skarp sten og bugtet rod op.

"Du kan også få mit," tilføjede Angela med et lille træk i mundvigen.

Victoria sank en klump, og med udsigten til en belønning når udfordringen var overstået, tog hun et skridt frem.

"Hvad tror I der er derinde?" spurgte hun. En lille brise strøg igennem lysningen omkring dem og medbragte en dunst af noget mørkt og muldent fra højens natsorte indre.

"Mor siger, at den er farlig fordi der er en dyb afgrund inde i den, der fører ned til et vandhul." Elisabeth havde dristet sig til at komme hen til Angela. "Hun siger, at der engang var nogle børn, der legede derinde … og så faldt et af dem i hullet. De andre løb efter hjælp … men da de kom med hjælpen, var der ikke nogen i hullet … og deres ven blev aldrig fundet. Mor siger, at man nogle gange kan høre nogen derinde … hvis man går forbi … om natten."

"Jeg har hørt, at det er fordi, der var begravet en troldmand, der havde en pagt med djævlen om evigt liv, sådan at alle der går derind dør så han kan leve videre," sagde Angela, hendes stemme langt mere sikker end Elisabeths skælvende beretning. "Der var en hel kult af hekse, der tilbad ham."

"Det er løgn," bed Elisabeth.

"Hvor ved du fra, det er løgn?" skød Angela igen. "De tog ud til højen og fik troldmandens hjælp til at fremmane djævlen så han kunne slå en mand ihjel, der havde været en af dem utro."

"Hvem har fortalt dig det?"

"Sandy."

"Candy-Sandy?"

"Ja!"

"Men hun har jo jord i hovedet!"

"Det betyder da ikke, at det er løgn."

"Jo det gør så."

"Nej det-"

"Sssshhhhh! Ti lige stille!"

Victoria havde stået og lyttet mens de to andre havde snakket. Brisen havde lagt sig igen, men det var som om hun kunne høre noget. En lavmælt klagende lyd blandet med en hvisken. Eller også var det bare hendes ører der spillede hende et puds. Hun stirrede ind i gravhøjen til hendes øjne løb i vand. Som trukket imod åbningen satte hun en fod foran den anden og var nu nået indenfor i skyggen af højen. Skridt for tøvende skridt nærmede hun sig til hun endelig var dækket helt af skyggen og kunne række ud og mærke de kolde sten og glatte rødder under fingrene. Hendes skosnude var lige på kanten af mørket. Hun kunne dufte den ru, krydrede lugt af muld og fugt.

"Vicky?" kaldte Angela bag hende. Hun så sig tilbage. Elisabeth stod med et stramt greb om Angelas overarm. De så begge på hende med store øjne, som om de ikke kunne genkende deres lillesøster, som hun stod der i midten af gabet. Det lidt for store politikostume posede en smule omkring brystet, hvor hun ikke kunne fylde det helt ud, i modsætning til hendes storesøstre.

"Vicky, det er ikke det værd!" kaldte Elisabeth. "Du behøver ikke, hvis du ikke vil."

Victoria så tilbage ind i gravhøjen. Hun mærkede sit åndedrag helt ned i fødderne og op igen, den lette vind, der kom hende i møde inde fra dybet og strøg hende over ansigtet. Hun var underligt rolig mens hun stod og lyttede, lugtede og mærkede alting.

Hun strammede beslutsomt grebet om mobiltelefonen og trådte helt ind i højen.

Hun var kun nået to skridt ind i mørket, da der lød en dyb skurrende rumlen bag hende. Hun drejede rundt og nåede lige nøjagtigt at se Angela sætte i løb med et skrig, blot for at møde modstand fra hvad end der havde blokeret åbningen. Hun hørte deres råb, men stemmerne var som druknet i en mudderpøl, fjerne og utydelige. Skrækken fór igennem hende, så hun tabte mobiltelefonen da hun kastede sig mod den hårde flade, i håb om at kunne skubbe den væk. Hendes fingre skrabede og kæmpede med hvad der føltes som en stor stenskive, men den var tung og låst fast. I det fjerne kunne hun høre dem kalde, men langsomt døde deres stemmer hen. Hun faldt på knæ i den bløde jordbund og famlede rundt.

"Nej, nej, nej!" hendes stemme blev fanget i hendes hals som en snærende, varm klump og heden stak hende i øjnene hvor fugten samlede sig mod de mascarasmurte øjenvipper. Frustreret gned hun en hånd over dem for at få tårerne væk, ligeglad med hvordan det ville få makeuppen til at se ud. Lige nu var der ingen til at se hende eller bedømme hendes udseende.

Lige nu var hun helt alene.

Et desperat hulk fik endelig krænget sig ud af hende som et stød i hele kroppen mens hendes fingre genoptog forsøget på at finde mobiltelefonen.

"Kom nuuu! Du skal være her et sted! Please!" bad hun grådkvalt. Efter hvad der føltes som en evighed ramte hendes fingre endelig den lille boks, der skulle forestille at være hendes mobiltelefon, men hun kunne med det samme mærke, at der var noget galt med den. Skærmen var splintret og ingen af knapperne virkede til at få den tændt. Hun sad med den i hånden et øjeblik mens den forfærdelige erkendelse af hendes skæbne krøb over hende. Hun var fanget uden mulighed for at komme i kontakt med nogen og uden at kunne se noget som helst.

Hun trak sig op og sidde med ryggen mod stenskiven og slog armene omkring knæene mens hun forsøgte at genkalde sig roen fra for kort tid siden. Hun havde været så modig, at hun turde gå ind i gravhøjen mens hendes storesøstre havde holdt sig væk.

Og det her var prisen.

Tårerne flød varmt mens hun borede ansigtet mod knæene så der opstod pletter for øjnene. Hun tænkte, at hun kunne blive siddende. De kom vel og hentede hjælp så de kunne få fjernet den dumme sten. Hvor var det dog dumt. Hvor var det hele dog dumt. Kostumet hun havde på, var også dumt. Tanken om at gå med de to andre var også skide dum! Hun kunne have været ovre ved Jerry og drukket de øl, han havde snakket om han ville smugle op på værelset fra sin fars kælder. Elisabeth havde også snakket om en fest hun ville have været til. Men selvfølgelig skulle Angela hive dem med ud i den her skide skov!

Efter at have fået pulsen lidt mere under kontrol, gned hun øjnene en sidste gang og fik kæmpet sig op og stå. Hun børstede kostumet og sig selv fri for det værste snavs, puttede den ødelagte mobiltelefon i lommen og tog en dyb indånding. Netop som hun ville til at give stenskiven endnu et forsøg, hørte hun noget.

Uden synet var alle andre sanser skærpede, og et sted foran hende, kunne hun opfatte en hvisken. Den svævede hende i møde som om lyden havde været lang tid undervejs. Hun frøs til stedet og mærkede nakkehårene stritte som pindsvinenåle mens hun stirrede ud i mørket, i håb om at kunne se bare lidt mere af gravhøjens omgivelser. Lyden døde hen igen et kort øjeblik inden den vendte tilbage med mere kraft. Denne gang bragte den et klart ord med sig:

"Vickyyyy …"

Det var som et fjernt kald. Var det de andre? Havde de fundet en indgang til gravhøjen et andet sted?

"Angie? Eli?" sagde hun forsigtigt og sank hårdt da hun hørte hvor grødet hendes stemme var efter at have grædt. "Er det jer?"

Igen kom lyden, denne gang en tydelig stemme:

"Vickyyy …"

"Guys, det er ikke sjovt!"

Stilhed.

Hun knyttede hænderne og mærkede hjertet hamre mod brystet i det hun tog første skridt væk fra stenskivens sikre pejlemærke. Hun satte fødderne foran hinanden så hun kunne gå i så lige en retning som muligt i håb om at finde tilbage hvis hun fik brug for det. Luften omkring hende var stillestående og lummer af fugt mens hun gik og mærkede underlaget skråne en smule nedad. Strejf af spindelvæv mod hendes pande fik hende til at fare sammen, og mere end én gang var hun sikker på at hun passerede igennem en slags døråbning. Hun standsede op og kunne strække hænderne ud til hver side hvor hun kunne mærke hvad der føltes som glatte, runde træstolper, muligvis en slags dørkarme.

Hun gik sådan i et stykke tid og måtte føle sig frem i blinde. Hendes negle var flossede, og når hun af og til standsede og støttede sig til væggen for at samle modet til at fortsætte, kunne hun mærke tykke ranker, der strakte sig over stenene. Også under hende fik de mange rødder hendes sko til at sidde fast så hun hele tiden kom til at snuble. Hun tænkte på historien om hullet i højen og hvordan det nok bare havde været en skrøne, når gangen bare lod til at gå nedefter hele tiden.

Lige indtil hun nåede et rum og uden varsel trådte ud i den tomme luft.

I et splitsekund gav det et træk i hele kroppen mens hun mærkede balancen skifte og tyngdekraften være på nippet til at tage over. Hun gav et skrig fra sig og kastede sig bagover, med det resultat, at hun landede hårdt og slog sig. Smerten skar igennem hende og skriget af forskrækkelse blev overtaget af et udbrud af smerte, der bølgede tilbage over i en indestængt hulken blandet med banden og svovlen. Hun fik kæmpet sig op og sidde og trak sig baglæns til hendes ryg mødte væggen. Mens hun ømmede sig så hun igennem tårerne rundt i rummet, og for første gang siden hun var endt i gravhøjen kunne hun se konturer omkring sig.

Et sted på gulvet foran hende var der et dyb, der syntes næsten mørkere end omgivelserne. Der strømmede en kold trækvind op derfra, og hun slugte et gys da hårene på hendes arme rejste sig efter den lange tid i højens lune indre. Hun så for sit indre blik hvordan hun kunne være endt med at falde derned, og skyndte sig at ryste billederne af sig. For at få noget andet at tænke på så hun over på den anden side af dybet, og et chok fik hende til at gispe og presse sig mere op ad væggen.

To lysende punkter iagttog hende uden antydningen af at tilhøre et ansigt. I stedet var mørket omkring dem trukket ud som blækstreger på en mat baggrund, og det gik op for hende, at det var her netværket af gravhøjens rødder stammede fra. De to punkter blinkede kortvarigt, så der ikke kunne være nogen tvivl om, at det var øjne. I stilheden var der kun hendes dunkende puls, der emmede fra hende som en tung basrytme. Hun snappede efter vejret uden helt præcist at vide hvorfor hun holdt det. Skulle hun flygte? Skulle hun blive?

"Hv-" startede hun uden at vide hvordan hun skulle fortsætte. Der var et væld af spørgsmål, der kunne stilles i dette øjeblik, men det gjaldt om at vælge det rigtige. "Hvem er du?" endte hun med at spørge.

En knagen kunne høres mens rodnetværket begyndte at bevæge sig, som var det levende. Nogle af spidserne rørte hendes ene hånd, og hun trak den forskrækket til sig mens hun forsøgte at rykke væk blot for at opdage, at nogle af rødderne på den anden side også var kommet nærmere. Hun kom på benene og stillede sig op ad væggen men fortrød i samme øjeblik, da hun fornemmede bevægelserne af rankerne mod hendes ryg. Hun stivnede og trak hænderne ind til sig i håb om at de ikke blev fanget, men indså sin fejltagelse for sent, da en lang rod bugtede sig hen over hende og holdt hendes arme tæt ind til hende. En anden snoede sig om hendes liv og gjorde hende ude af stand til at bevæge sig.

"Slip mig så!" Hun vred og sled imod dem, men lige lidt hjalp det. "Lad mig gå! Jeg vil bare hjem!"

Hun kæmpede for en stund inden hun opgav og i stedet fulgte væsnet med blikket. Hun så de to lysende punkter hæve sig fra deres plads, som om det rejste sig. Ganske svagt kunne hun ane hvad der mindede om enorme gevir, hvorfra der hang mos i lange, tynde strimler. Hun holdt vejret da en stemme, som en forvrænget hvisken blandet med en hul skurren som træ mod træ, lød i rummet:

"Victoria."

Hun sank en klump. Hvordan kendte det hendes navn?

"Du står overfor et valg."

Klart. Selvfølgelig. Det var altid sådan det var, at man skulle vælge noget.

"Du kan vende om og gå tilbage, men det er ikke alle ruterne, der fører op til indgangen."

"Er der flere gange?" spørgsmålet røg ud af hende. Hun havde slet ikke lagt mærke til det, og bare tanken fik det til at vende sig i maven på hende. En lav rumlen akkompagnerede en sitren i rødderne, som en latter, der kom fra jorden.

"Mange flere," lød svaret ildevarslende. "Men din anden mulighed er langt nemmere. Den er nemlig lige foran dig."

Hun så på dybet i midten af rummet. Alting krummede sig sammen indeni hende mens hun allerede vidste hvad væsnet ville sige. Den samme rumlende latter fyldte rummet, som havde det læst hendes tanker.

"Det kan du ikke mene," sagde hun blankt og mærkede den tiltagende trodsighed drive noget af skrækken på flugt. "Jeg dør jo hvis jeg falder derned!" Hun stampede i jorden og vred sig mod rødderne, der blot strammede deres greb.

"Kun ved at tage springet, kan du finde ud af hvor langt der er," svarede væsnet. "Og så kan du jo fortælle dine søstre om din bedrift når du kommer ud. Tænk på hvor stolte de vil være af dig."

Victoria stirrede betuttet på hullet. Det kunne faktisk være lidt nice at se overraskelsen i deres ansigter når hun kom ud igen og kunne fortælle hvad hun havde gjort. Så kunne de lære det.

"Ja, ikke? Du kan vise dem hvor meget du tør. Så vil de aldrig tvivle på dig igen."

Victoria fugtede læberne. "Hvis jeg vælger …" hun sank en klump og tvang ordene frem, "hvis jeg vælger det dér," hun nikkede mod dybet, "kommer jeg så ud?"

"Alle, der tager springet, kommer ud," svarede væsnet. "Men det kræver mod. Da du trådte ind i højen, beviste du allerede der, at du var langt mere modig end dine søstre. Men er du modig nok?"

Det summede og snurrede i Victorias hænder og arme hvor de var fanget, og hun måtte bruge alle kræfter på at kontrollere sit åndedræt. Langsomt slappede hun lidt mere af, og des mere hun sænkede paraderne, des mere slækkede rødderne deres greb om hende. Hun så Angela og Elisabeth udenfor gravhøjen, sikkert også hendes forældre og alle dem, der prøvede at komme ind. Det ville tage lang tid, og selv når de havde fået stenen fri, så var det ikke sikkert at de fandt hende. Hun var jo nået langt ned under jorden. Sådan føltes det i hvert fald. Og ville det ikke være langt mere tilfredsstillende at kunne dukke op bag dem mens de stadig kæmpede for at komme ind? Og måske gav hendes forældre hende den nye iPhone, hun ikke havde fået til sin fødselsdag, bare fordi de var så glade for at se hende igen!

Hun skubbede al tvivl til side med en dyb indånding.

"Okay. Så vælger jeg dybet."

Så snart hun havde sagt det, trak rødderne sig bort med en rislen. Hendes hud var rød og øm hvor de havde holdt fast, men hun havde kun kort tid til at registrere det inden hun blev puffet frem imod dybet.

"Ja ja, jeg skal nok!" bed hun bag sig og nærmede sig kanten igen. Hun standsede og så ned i det uendelige, ned i det uvisse. Det trak i hende, så det gav et sug i maven. Hun så over på de lysende punkter, der fulgte hende utrætteligt.

"Og du lover, jeg kan komme ud?" spurgte hun.

"Alle, der tager springet, kommer ud," svarede væsnet.

Victoria fugtede læberne og lukkede øjnene inden hun strakte det ene ben ud over kanten, skiftede vægten og lod suget hive hende forover, ned i dybet.

Et år efter Victorias forsvinden var der stadig flere spørgsmål end svar. Selv ikke fire stærke brandmænd havde kunnet fjerne stenen, der blokerede indgangen, og da redderne endelig var kommet ind i gravhøjen, var de blot blevet mødt af et væld af gange og tunneller, der ledte hid og did. Victoria kunne være nået langt i den tid de havde brugt på at nedbryde stenen.

Familien var blevet bedt om at vende hjem mens arbejdet stod på, og de var kommet tilbage til nabolaget hvor alle tanker om fest, kostumer og slik var vasket bort af den ulidelige uvished om hvad der var sket. Der blev ringet rundt til resten af familien og naboerne og natten fortonede sig i rastløs venten, spekulationer og snak. Om morgenen ringede politiet på døren og kunne berette om at arbejdet stadig stod på for at kortlægge gangene under gravhøjen. De havde brugt infrarøde kameraer og ultralydsmikrofoner, men havde ikke kunnet finde Victoria. Familien fik overrakt en mobiltelefon med splintret skærm og fik fortalt hvordan redderne var stødt på et kammer med en skakt, der førte lodret ned. Teknikere var blevet sænket ned i mørket, men det var så dybt, at der var blevet sendt bud efter geologer, der arbejdede med undersøgelser i dybe huler og grotter. De fik rigget et hejsesystem til og atter engang sendt en mand ned i dybet, der fortsatte mange hundrede meter, indtil han endelig nåede en snæver bund. Her havde han fundet mobiltelefonen, men der var ingen andre spor fra Victoria. Der var ingen veje væk fra bunden af skakten, og selv hvis der havde været, var det usandsynligt, at hun var nået derned med livet i behold, hvis hun var faldet derned.

At mobilen var overlevet så langt et fald med så få skader, var dem en gåde.

De arbejdede alligevel med en teori om, at Victoria havde tabt den da hun var stødt på skakten, og var vendt om for at lede efter en anden udvej gennem en af de utallige gange. Der blev iværksat en stor eftersøgning, både med myndighedernes hjælp og hele nabolaget, der gik sammen om at lede i skoven, i skure og garager. Håbet levede de første dage og uger, men som tiden gik, og ugerne blev til måneder, svandt det efterhånden ind.

Halloween var derfor blevet en anden slags mærkedag for familien nu. Både Angela og Elisabeth blev opfordret til at tænke på noget andet og bruge tid med vennerne, for ikke at synke for langt ned i sorgen. Angela havde bebrejdet sig selv sin lillesøsters forsvinden. Af en eller anden grund havde hun taget mobiltelefonen til sig og haft den til at ligge på natbordet ved siden af sin egen. Det var egentlig ret meningsløst, men det føltes som en lille trøst af have et minde om hende tæt på sig. Det gjorde savnet knap så ubærligt.

Da mørket faldt på og Elisabeth var taget afsted over til sine venner, sad Angela på sengen med mobilen i hænderne og så ud ad vinduet mod skoven i det fjerne. De spidse fyrretræer svajede i vinden og drivskyer gled forbi den blege måne. Nedenunder kunne hun høre forældrene besvare døren hvor naboens unger var kommet til på deres trick-or-treat runde. Ved siden af hende lå det fe-kostume, hendes mor havde købt til hende for præcis et år siden. Cheerleader-uniformen var gemt af vejen i en æske i bunden af hendes skab. Den var ikke engang blevet vasket siden sidste år, som et klenodie hun helst ville have gik i glemmebogen men som hun ikke havde kunnet skille sig af med de gange hvor hun havde ryddet op. Den fik lov til at ligge der lidt.

Mobilen vejede tungt mens hun vendte og drejede den lidt, påpasselig med ikke at få splinter fra den ødelagte skærm i fingrene. Endelig rejste hun sig op og vendte sig mod skabet. Den kunne vel lige så godt komme ned til uniformen. Måske var det på tide? Et år var et udmærket pejlemærke, var det ikke?

En drivsky trak sig bort fra månen, og det blege skær kastede sig ind over displayet, der pludselig sprang til live. Det gav et sæt i Angela, hendes hjerte skød op i halsen på hende mens hun stirrede på boksen, der havde været livløs de sidste 12 måneder. Hun havde skam forsøgt at lade den op, men uden held. Den var på lydløs men ikke desto mindre viste skærmen navnet "Barrow". Hun hævede blikket mod skoven og månen og mærkede det isne i hele kroppen mens hun trykkede for at tage opkaldet og forsigtigt satte mobilen til øret. Hun sagde intet og ventede i åndeløs tavshed, da hun hørte en svag pigestemmes hvisken blandet med en hul skurren.

"Angiiieee …"