DE RØDE BLOMSTER

Af Gabriel Alex

"Så er det her."

"Hvad?"

Nadia trak sine høretelefoner af og så op fra sin doom-scrolling. Bussen holdt stille.

"Ja, du skulle af ved Skovbrynet?" brummede buschaufføren et par sæder foran hende. "Det er her."

"Åh ja. Tak."

Nadia greb tasken med en hånd under bunden, så den ikke klirrede alt for mistænksomt, inden hun skyndte sig ud af bussen.

Udenfor var novemberaftenen kold og sort. Der var ingen skyer til at reflektere noget lys, men stjernerne virkede alligevel sært falmede på den mørke himmel.

Busskuret var så medtaget, at hun var overrasket over, at det stadig stod op.

Hendes ånde steg op og forsvandt som en slørbleg tåge. Det prikkede af kulde i kinderne og igennem de grovmaskede fishnets, hvor den lårkorte kjole ikke efterlod meget til fantasien.

Hun forbandede, at hun ikke havde lånt sin fars grimme, men praktiske, uldjakke.

Så snart bussens døre lukkede bag hende, fortrød hun, at hun havde valgt denne rute. Google Maps havde vist, at turen gennem skoven var væsentligt kortere, men nu hvor hun stod dér, mærkede hun en knugen i hele kroppen ved tanken om at bevæge sig igennem mørket.

Drønet, da bussen accelererede og forlod hende, var den eneste lyd i miles omkreds. Da den var borte, var alt stille.

Hvorfor skulle Patricia også bo midt ude i ingenting?

I det mindste havde Nadia fået lov til at overnatte, så hun ikke skulle frem og tilbage samme aften. Der kørte alligevel heller ingen natbusser herude.

Fucking lortebøhland.

Hun tog mobilen frem og dobbelttjekkede ruten. Jo. Stien gik gennem skoven. Ti minutters gang, max.

Med et tungt suk hankede hun op i tasken og forlod den lille bid fortov foran busskuret og gadelampens trygge lyskegle. Hun bad til, at telefonens batteri kunne holde til at have lyset tændt hele vejen gennem skoven, men det betød også, at hun måtte undvære musik imens hun gik.

Hun havde ikke sin powerbank med, men i det mindste lå der en oplader klar, så snart hun kom frem.

Der var et stykke mellem vejen og skovbrynet. Hendes skygge faldt foran hende over den nedtrådte sti, der løb i det høje græs. Hun klarede sig uden mobilen et stykke tid, indtil hun måtte overgive sig og tænde dens lygtefunktion.

Det ætsende hvide lys gjorde omgivelserne endnu mørkere, der hvor lyskeglen ikke nåede ud. Alligevel satte hun sin lid til at den kunne få hende sikkert gennem skoven, der tårnede sig op faretruende, des nærmere hun kom.

Træstammerne stod tæt i udkanten af skoven, og skovbunden var bulet og ujævn. Det gav et sæt i hende hver gang en rystelse fik lyskeglen til at flakke. Hendes nakkehår kildede, og adrenalinen fik hende til at ryste på hånden. Det gjorde det ikke nemmere at holde mobilen stille. Flere gange måtte hun stoppe, gribe ned i tasken efter nøglebundet og tage nogle dybe indåndinger for at bekæmpe angsten. Den steg gang på gang når hun syntes at fornemme en bevægelse ud af øjenkrogen, selvom det altid viste sig at være et buskads eller en stor gren, der kastede sære skygger af sig.

Til trods for at klokken ikke var meget mere end syv om aftenen, var det som at vandre midt om natten. Kun en enkelt brise rørte sig nu og da, men Nadia ønskede næsten, at det stormede, så stille som der var omkring hende. Det var ildevarslende og fik det til at løbe koldt ned ad ryggen.

De visne blade knasede sprødt under hendes sko. Hun havde været klog nok til at tage flade sko på til turen, og der lå skiftesko i tasken til når hun nåede frem.

Hun så på mobilens ur. Fem minutter til festen startede. Det var ok at komme for sent. Det var trods alt kikset at være for tidligt på den, ifølge flere af de andre fra klassen. Og det sidste hun ville være, var kikset.

Hvis sandheden skulle frem, ville hun normalt heller ikke tage til fest hos Patricia, men det var ikke en hvilken som helst fest. Patricia boede på et nedlagt landbrug og havde en kæmpe lade med plads til en masse gæster.

De to eneste regler til hendes fester var, at 1.g'ere ikke kunne deltage, og hvad der skete til Patricias fester, blev ved Patricias fester. Det gjorde dem også omgærdet af megen mystik og masser af rygter, det ene mere obskurt end det andet.

Nadia havde hørt rygterne allerede i 1.g men dengang havde hun ikke rigtig følt nogen grund til at opsøge Patricia for at komme med, når hun rykkede op til næste årgang.

Fester sagde hende ikke rigtig noget, og solderne på gymnasiet var bare drukfester, hvor drengene så, hvem der kunne drikke mest, indtil de kastede op, og pigerne kom i karambolage med hinanden for at ville stjæle hinandens kærester. Så Patricias fester havde hun afskrevet.

Lige indtil hun så Daniel.

Daniel gik i 3.g. Han var lige kommet til gymnasiet fra et andet sted i landet. Første gang hun havde set ham, var til morgensamling i storsalen. Hun havde betragtet de nye elever, da hendes blik faldt på ham henne ved 3.g'erne. Det var, som om nogen rykkede tæppet væk under hende. Hendes hjerte bankede hårdt og hun fik svedige håndflader.

Det var en følelse, hun aldrig havde haft før, og da hun prøvede at beskrive det for Mathias, rynkede han på næsen.

"Hvorfor gider du rende efter 3.g'ere?" spurgte han.

"Øh, sorry, men jeg har da ikke sagt, jeg vil rende efter nogen."

"Det lød bare sådan."

Nadia opgav at forklare. Hun havde fornemmet en vis kulde fra Mathias lige siden, og det irriterede hende. Det var ham, hun altid kunne regne med, ham hun snakkede lektier med, debatterede og diskuterede. De havde været i biffen og ude at spise på street food engang i sommer. Det havde været sygt hyggeligt. Men nu måtte hun ikke snakke med ham om den nye 3.g'er?

Annie mente han var jaloux.

"Kan du ikke se det? Han er sgu da skide forelsket i dig! Så er det sgu da klart, at han ikke gider høre om en eller anden dude fra 3.g."

"Forelsket? What?"

"Omg, du er virkelig blind. Og jeg er forresten enig."

"Enig i hvad?"

"Ja, jeg forstår ikke, hvorfor du gider rende efter en 3.g'er."

"Nu ikke også dig!"

"Ej men seriøst, Mathias er sgu da sød!"

"Men han er min ven."

"Ja ja, så siger vi det."

Uanset hvad hun forsøgte, ændrede Annie ikke mening.

Nadia havde været heldig, da hun hørte, at Patricia holdt fest igen, og at en del 3.g'ere skulle med, heriblandt Daniel. Det var en lidt sen Halloween-fest, men ikke desto mindre en fest, hvor hun kunne få snakket med ham. Om det så bare var et halvt minut.

Hun havde gjort noget ud af sig selv for første gang nogensinde. Hun havde sågar taget push-up-BH på, fordi Annie mente den gav hende en formidabel kavalergang. På bunden af make-up tasken havde hun fundet en rød læbestift, og for et par dage siden var posten kommet med nogle billige, gotisk-inspirerede Halloween-smykker fra en eller anden skrammelbutik på nettet. Så hun da lignede en slags forførende vampyr.

Syntes hun selv.

Hendes far havde vrænget på næsen, mens hun stod på badeværelset. Han var tydeligvis ikke fan af lårkort og fishnets.

"Burde du ikke læse op til prøven i næste uge?" spurgte han misbilligende. Han havde armene over kors som altid, når han prøvede at vurdere, hvordan han kunne ændre, hvad end der skete foran ham til at behage sig selv.

Hun sendte ham et syrligt blik fra under den tunge eyeliner og mascara.

"Jo. Gør jeg imorgen."

Han fnøs.

"Du kan lige så godt gøre det i aften. Man kommer ikke frem i verden ved at skeje ud."

Nadia himlede med øjnene. Hvor oldgammel var man lige, når man brugte sådan et udtryk. Skeje ud. Hun svarede ham ikke, men fortsatte sit forehavende.

Hendes mave knugede sig ved hans ord. Hvorfor gav han hende altid dårlig samvittighed, når hun skulle noget, hun glædede sig til? Hun kunne ikke snakke med ham om noget som helst, uden at han begyndte at tale om hendes fremtid, og at hun burde have større ambitioner.

Selv da hun glædesstrålende havde annonceret, at hun havde fået et arbejde på tanken, så SU'en kunne blive suppleret lidt, havde han gryntet og var gået ud for at lave kaffe.

Når han spurgte til hendes planer efter gymnasiet, faldt der altid en stor sten ned i maven på hende. Han vidste præcis hvilke knapper han skulle trykke på for at gøre hende ked af det, og hun hadede det.

Hun betalte halvdelen af sin SU til ham som en slags husleje, der så ville gå til et indskud når hun skulle flytte. Så snart hun var færdig med gymnasiet, ville hun finde en lejlighed tættere på byen. Hun ville væk. Hun ville bo for sig selv. Og hun ville have Daniel med.

Men først skulle hun forcere skoven.

Skovbunden var tæt, og hun var bange for at hun allerede var kommet på afveje. Hun stoppede op i udkanten af en lysning, hvor træerne tillod måneskæret at folde sig ud som en diset, blålig tone i luften. Underlaget var bulet med små tuelignende jordknolde.

I det sælsomme skær kunne hun ane røde blomster, klare og med deres eget svage skær. De voksede for foden af træerne langs kanten af området og på toppen af de små tuer.

Hun dvælede ved synet og trak vejret dybt ind. Der hang en sødlig duft i luften, lidt skærende i næsen. Som forårsfriske liljer. Den trængte ind til hende, og hendes skuldre sænkede sig. En behagelig summen kriblede ud i alle nerveender sammen med en ro, hun ikke havde følt i lang tid.

En let brise rislede gennem skovbunden og rejste sig omkring hende uden at røre omgivelserne. Den var hverken kølig eller lun og strøg over huden, silkeblød og behagelig.

En kuldegysning strømmede igennem hende, og fik noget i hende til at tøve, et underligt instinkt til at gå længere ind i skoven og se på de røde blomster.

Nej, der var festen. Og Daniel. Hun skulle derhen.

Med det samme slukkede mobilens lys. Den ellers så trofaste lyskegle var borte og efterlod hende et øjeblik i bælgravende mørke. Hun trykkede nogle gange på knapperne på siden af mobilen for at tænde displayet. Intet skete.

"Ej."

Hun havde ladt den op hjemmefra. Batteriet var godt nok blevet drænet af busturens hjernedøde underholdning, men hun havde alligevel haft cirka 30% strøm tilbage, inden hun gik ind i skoven. Hvorfor fuck havde hun ikke husket sin powerbank?!

Hun bankede på siden af mobilen, men displayet forblev livløst.

"Fuck."

Hvordan skulle hun komme videre? Hendes hjerte slog hårdt og hurtigt, og hun snappede efter vejret. Blomsterduften krøb atter ind i hendes sanser og hun sænkede hånden med mobilen i.

Hun kunne knap nok mærke nattekulden mere, og noget fortalte hende, at hvis hun forlod stien og gik ind i skoven til blomsterne, ville det hele blive bedre. Et eller andet ville blive bedre, ihvertfald. Det føltes trygt og omfavnende.

Hun tog en dyb indånding, inden hun trådte bort fra stien og nærmede sig lysningen.

Skovbunden var beklædt med et tæppe af mos. Hun trådte forsigtigt ind imellem jordknoldene, mens hun studerede blomsterne.

De lignede ikke noget, hun havde set i nogen bøger fra biologi-timerne. Deres store kronblade bugtede sig, som hun aldrig havde forestillet sig en blomst kunne, og støvdragerne var lange og tykke.

Det undrede hende, at de stod i fuldt flor her om aftenen, og så i november.

Mens hun betragtede den største af dem, rullede en tynd, lys dråbe ud fra blomstens indre og ned ad bladet til kanten.

Med en fingerspids fangede hun dråben og tog den op til næsen for at lugte til den. Hun havde ikke forventet at kunne dufte noget, men det ramte hende tydeligt, som et koncentrat af aromaen omkring hende.

Den var ubeskrivelig. Stærk, men samtidig florlet.

Hun dristede sig til at lægge fingerspidsen mod læberne. Bare et kort sekund så dråben afsatte en smule fugt. Den var varm, og hun strejfede den forsigtigt med sin tungespids for at smage. Smagen bredte sig i munden på hende, kraftig, som vaniljeekstrakt.

Hendes tanker gik langsomt i stå, og hun så rundt, hvor hun var standset i midten af lysningen, og beundrede naturen.

Over hende kunne nattehimlen anes mellem trækronernes nøgne grene. Den blålige dis emmede fra træerne, en aura som krystal-Kristina altid fablede om i frokostpauserne.

Hun sank på knæ i mosset, og lod hænderne flugte hen over det. Overfladen kildede i håndfladerne. Blødt som kaninpels.

Alting kildede i hende.

Stoffet mod hendes krop, hestehalens strejf mod nakken og skuldrene, når hun drejede hovedet, fingrenes bevægelser mod hinanden. Det sendte små stød igennem hende fra hendes indre.

Hun lukkede øjnene og forsøgte at klare tankerne, men de ville ikke lystre. Hun burde komme videre. Hun havde set ruten et par gange på kortet. Hun var overbevist om, at hun kunne huske den. Hun skulle huske den.

Men er det ikke lige meget? Er det ikke meget bedre lige her? Lige nu?

Den kildrende fornemmelse tog til, og varmen blomstrede også i hende. En påtrængende dunken mellem benene krævede pludselig hendes opmærksomhed. Hvor kom den fra? Hvad skete der?

Når hun så rundt, var det, som om verden svømmede. Ligesom første gang Mathias havde fået hende til at drikke vodka da de havde siddet alene hjemme ved ham. Hun var endt med at læne sig tilbage på hans seng mens det føltes som om hun vuggede afsted.

Sådan føltes det også nu.

Hun strakte hænderne frem for sig og lagde dem fladt mod den plyssede skovbund.

En blødhed bølgede ud i hendes lemmer. Hendes tanker forvirrede hende, og fik hendes kinder til at blusse. Hun havde lyst til at lægge sig ned og trække fishnets og trusser af og …

Nej. Hvorfor kom de tanker til hende nu? Det var ikke engang, fordi det var noget, hun gjorde særlig ofte. Selv når hun var alene, føltes det underligt.

Hun havde altid været genert anlagt. Når de andre piger snakkede om deres kærester, og hvad de lavede, fik hun altid røde kinder og forholdt sig tavs. Ikke, fordi hun ikke selv fantaserede af og til, men det var mærkeligt for hende. Fantasere om noget.

Hendes far ville sige, at det var spild af tid at tænke på noget, der alligevel ikke kunne lade sig gøre, og måske lige i den henseende gav hun ham ret.

Men nu lå hun her på alle fire midt i en skov, og hendes krop dirrede og sitrede af længsel, som hun aldrig havde oplevet det før.

Hendes puls var tung som en hammer, fuld af forventning hvor den før havde været helt i vejret af angst. Et dirrende suk forlod hendes skælvende læber. Hun kneb øjnene sammen og forsøgte at lægge bånd på sig selv. Hvad skete der med hende? Hvad foregik der? Det var mærkeligt. Det var på én og samme tid ubehageligt og uendeligt ophidsende.

Det var dumt. Det hele var noget rod. Hun skulle jo videre. Der var jo fest … åh, der var jo … der var … der er …

Ja, der er jo så rart lige her. Lige nu.

Der var ikke andre end hende. Ingen ville kunne se hende. Ingen ville se skævt til hende.

Hendes hoved føltes stort, varmt og tungt.

Brisen var tilbage og svøbte sig om hende. Den lagde sig over huden som en tynd, beskyttende film, der lukkede kulden helt ude. Hist og her gled den i tykke, faste strøg. De var målrettede, og med et gisp, der satte sig galt i halsen, indså hun, at det ikke bare var en brise. Det var noget bevidst. Noget levende. Noget intelligent. Noget uhåndgribeligt, noget usynligt, men alligevel meget fysisk.

Hun vendte sig rundt, men gled i det bløde mos og landede på ryggen.

Der stod et træ lige bag hende med bark, der så ud, som om det var blevet slebet glat af mange års berøringer.

Havde hun flyttet sig ud til kanten af lysningen? Havde træet flyttet sig ind mod hende?

Hun tog sig til hovedet, inden hun igen mærkede de blide, men insisterende, strøg over kroppen. De krøb op under hendes skørt og kærtegnede hendes ben, hendes hals og fortsatte ned over kravebenet.

Hun sparkede sig op at sidde og forsøgte febrilsk at børste følelsen af sig.

Den slap omgående og forsvandt. Kulden bragede ind over hende, og hun slog armene om sig selv.

Brisen, eller hvad end hun skulle kalde den, havde en form nu. Den hang i luften foran hende som et blafrende slør.

Hun trak vejret i hårde stød, mens hun prøvede at få hjernen til at følge med. Hele hendes system sukkede efter berøringerne. Hvor de havde rørt hende brændte hun stadig, men nattekulden fik hende til at klapre med tænderne.

"Hvad … hvem?" spurgte hun stakåndet.

Væsnet, for hun kunne ikke rigtig referere til det som en brise længere, fortættede sig til en torso med arme og et hoved uden ansigtstræk. Alligevel fornemmede hun et smil, men om det var velvilligt eller ej, var svært at afgøre.

Et par rødlige punkter dukkede op som øjne, og de blinkede, mens væsnet lagde hovedet på skrå. Hvor torsoen endte, gled den ud i det blafrende, gennemsigtige ingenting.

Nadia lå og stirrede på væsnet. Hun vidste ikke, hvor lang tid der var gået, siden hun var steget af bussen, eller hvor hendes mobiltelefon og taske var, hun kunne ikke se dem.

Det eneste hun kunne se, var væsnet, der atter nærmede sig, denne gang mere varsomt, forsigtigt, som for ikke at skræmme hende. Det svævede hen over hende, mens hun holdt vejret. Hendes bevidsthed kæmpede for at bryde fri af blomsterduftens snærende bånd, men hendes sind nægtede.

Hendes blik flakkede til de røde blomster. Det så ud, som om de alle havde vendt hovederne imod hende. Der var også én helt tæt på, lige ved det mærkelige træs rødder. Havde den hele tiden været der? Var den lige skudt op og havde foldet sig ud?

Hun hørte en fin, hvislende stemme. Det var svært at sige, om den kom fra væsnet, eller om den kom inde fra hende selv.

"Hvor er du smuk, min blomst."

Stemmen var ikke kun lyd, den var også følelse.

Dens vibrationer bølgede gennem hende, som en dirren i musklerne og en prikken i huden. Brystvorterne blev hårde imod BH'ens indlæg, kinderne blussede heftigt, og den insisterende dunken mellem benene tog til.

Hun lagde hånden for munden for at kvæle et udbrud og mærkede fugten fra en af blomsterne mod læberne. Hun drejede hovedet.

Der var én lige ved siden af hende nu, tydeligt mærket af, at hun havde haft hånden placeret i den. En tynd strøm af røde partikler rejste sig fra den, som en sart røgsøjle, og spredte sig i luften.

Hun nåede ikke at standse sig selv, inden hun havde ladt tungespidsen glide over de hede, saftindsmurte læber.

Det gav et stød igennem hende, da smagen fyldte munden og svælget. Åndedrættet satte sig fast i halsen, inden hun lod det slippe fri sammen med et nydelsesfuldt støn. Varmen buldrede igennem hende. Hun så gennem halvt lukkede øjne væsnet foran hende og huskede dets berøringer.

Nej, vent, rørte det hende nu? Hun var i tvivl. Hun havde glemt, hvor hun var. Havde hun været på vej et sted hen?

"Du er en af de smukkeste blomster i skoven."

Der var aldrig nogen, der havde kaldt hende smuk før. Ikke sådan rigtig.

Da hendes mor stadig havde været i live, havde hun nogle gange sagt det, men det var før hun var blevet syg. Hendes far havde aldrig sagt det, hverken før eller efter.

Ingen af fyrene på gymnasiet havde sagt det til hende.

Mathias havde engang nævnt, at hun havde en flot kjole på, men at dømme på hans ansigt så han ud til at fortryde det, så snart ordene havde forladt ham.

Annie havde kaldt hende fin. Men aldrig smuk.

Med et tungt suk sank hun tilbage mod det glatte træ og trak armene ud af jakkeærmerne. Prøvende gled hun hænderne over kroppen. Hvor hun rørte spredtes der en løbeild i hendes krop. Hendes vejrtrækning blev tungere og tungere, des længere ned hendes hænder bevægede sig.

Væsnet var helt henne ved hende nu.

"Hvad … vil … du?" spurgte hun. Hvert ord føltes som som at hive en kampesten op fra brystet. Hun slugte sit spyt, og endnu en bølge af næsten pinefuld hede strøg gennem hende.

"Jeg vil opfylde dine inderste ønsker. Befri dig for bekymringer. Give dig evigt liv i ekstase. Lige her. Lige nu."

Nadias blik var sløret. Hun var ikke helt sikker på, hvad stemmen mente, selvom det lød godt. Det lød afslappende. Ingen bekymringer. Fri for frygt. Fri for forventninger. Det lød som noget hun aldrig havde turdet tænke på, men som nu var den mest indlysende løsning på alle hendes problemer.

Evigt liv i ekstase.

Tanken fik hende til næsten at blive ude af sig selv af længsel. Hun ville have mere. Hun måtte have mere.

Det krængede sig voldsomt i hende, mens den hårde, insisterende pulseren mellem benene blev mere og mere intens.

Hun kunne ikke holde det ud længere. Hun måtte besvare, hun måtte hjælpe på vej … arbejde med strømmen … arbejde imod målet … komme i mål … komme …

Hendes sanser var ude af kontrol. Hun gled kjolestropperne af og skubbede BH'en ned, for at blotte noget mere hud og forhåbentlig køle lidt af. Dernæst hev hun op i kjolen og befriede sig selv for både fishnets og trusser.

Så snart hun trak dem af, slog kulden imod hendes sarte hud, men istedet for at køle hende af, gjorde det hende endnu mere følsom.

Uden videre rakte hun en hånd ned og begyndte at massere sig selv i små cirkulerende bevægelser. Det var længe siden hun havde gjort det sidst, men det kom helt naturligt til hende.

Rasende, knitrende guirlander af ild svang sig rundt i hende, tornadoer af gnister, klar til at antænde en atomeksplosion.

"Skal jeg sætte dig fri?"

Spørgsmålet stak igennem tågen af nydelse. Hun snappede efter vejret.

"Ja."

"Vil du leve et liv i evig ekstase?"

Et støn pressede sig ud af hende.

"Ja!"

Hun kæmpede for at åbne øjnene og opdagede, at hun lå dybere i jorden, som om den var sunket ned under hende.

Omkring hende stak store og små blomsterhoveder frem. Deres nektar dryppede ned på hendes hud, og hvor den ramte føltes det både isnende og brændende. Tunge dråber ramte hende og rullede over huden.

De lod ikke til at følge tyngdekraften.

Væsken strømmede op ad hendes ben og ned ad hendes mave på vej mod hendes arbejdende hånd, hvor den sivede ind i hende. Den gled over hendes bryster og arme, op over halsen og til hendes læber, hvor hun lod nektaren fylde munden.

Hun drak indtil en hvidglødende eksplosion udløstes i hendes indre. Luften tvang sig ud af hende i hårde stød, støn og suk.

Eksplosionen blev ved, som om den aldrig havde i sinde at stoppe.

Hendes ben rystede, men hendes hånd slap aldrig sit forehavende. Hun ville tappes for de sidste kraftanstrengelser, de sidste guirlander af nydelse, der stadig strakte sig igennem hendes system.

Hun ville først stoppe, når hun ikke kunne trække vejret længere.

Des mere ihærdigt hun arbejdede, des mere krummede hun sig op i den lille udhulning, der havde formet sig omkring hende. Hun så sin hud, skarlagens rød hvor nektaren havde strømmet over hende, men hun var ikke bange.

Bløde ranker fangede hendes arme og trak hende nænsomt, men uimodståeligt, ned i jorden. Én fjernede hendes hånd, og den kortvarige pause gjorde hende næsten sindssyg. Flere snoede sig om hendes krop.

Deres overflade var glat, som silke. Nogle af dem trak hendes BH fra hinanden, inden de lagde sig over hendes bryster. Spidserne gned mod brystvorterne og sendte gnister afsted gennem hendes indre i en lind strøm. Andre svang sig op om hendes ben og kærtegnede hendes inderlår.

Hun lukkede øjnene.

Nogle af fangearmene var tynde som fingre, andre var på tykkelse med håndled.

Hun strittede ikke imod.

Hvorfor skulle hun det?

Deres kærtegn var som hede kys mod hendes hud og efterlod tynde striber af nektar. Kjolen blev hevet fra hinanden, og hendes krop blottet, nøgen og sårbar, varm og tørstende efter mere.

Tynde spidser fandt vej op mellem hendes ben, hvor de genoptog massagen af den følsomme, hårde knop. Andre strøg forsigtigt op langs den sarte åbning.

Hun vred sig i små ryk og klynkede bedende. Hun var ikke i tvivl om, at væsnet forstod, for i samme øjeblik gled de ind.

Det gav et ryk i hende, da de trængte op. Hvor mange der var, kunne hun ikke bedømme. To? Tre? Flere?

De pressede til og gled ubesværet frem og tilbage mellem hinanden, hjulpet på vej af nektaren.

En ny, tykflydende saft blev klemt op i hende. Forskellen på den og nektaren var tydelig. Noget af saften løb ud og klæbede til hendes inderlår. Jag på jag skød igennem hende, ikke smertefuldt, men som om hendes muskler blev underlagt en anden vilje end hendes egen.

Saften blev skudt afsted i pulserende ryk. Den rullede, som tusind små kugler i en suppe, op og op og ind og ind. Klar til at lægge sig til rette i hende, klar til at slå rod. Klar til at spire frem.

Et udbrud pressede sig på, men blev standset af en krampagtig følelse i struben. Noget blokerede hendes kæber og besværliggjorde hendes vejrtrækning. En lang ranke havde fundet vej ned i hendes hals. Den smagte af nektar, men denne gang var det så kraftigt, at det fik hendes øjne til at løbe i vand.

Ranken bugtede sig i halsen, der var blevet lige så følsom som mellem hendes ben. Også her pulserede den tykke væske ind i hende, fuld af små frø, klar til at bundfælde sig i hende.

Det summede i hovedet, og hun var vægtløs, som om hun faldt uendeligt langsomt, et blad der dalede ned i et evigt efterår.

En klar tanke, som et solstrejf på en stormfuld dag, ramte hende, med viden om, hvad der skete. Hvad det var, der var kommet ind i hende. Hvad der skulle ske med hende.

Hvad et liv i evig ekstase betød.

Hun huskede, som et fjernt minde fra en drøm, ansigter, stråtynde, blegnede billeder og følelser.

En sorgfuld tåre gled fra hendes øje.

I samme sekund, som tanken var opstået, spredte nogle hårfine snore sig fra rankerne og samlede sig omkring hendes ansigt. Nogle af dem løb ind over hendes overlæbe og op i næsen. Andre ind i hvert øre.

Hun nåede at mærke det som en kildende fornemmelse, inden noget blev slukket i hende, og hendes øjne rullede op under øjenlågene.

Den skælvende krop skreg og jamrede på mere. Den skulle have mere. Den kunne ikke få nok. Den sultede efter nydelse. Det måtte aldrig stoppe.

Musklerne krampede sammen igen og igen, ryggen buede op i orgastiske spændinger. Hjertet bankede hårdere og hårdere for at følge med, des længere kroppen sank ned i jorden.

Væsken flød og maven bulede ud, opspilet og fuld af liv. Jorden lukkede sig som en knold i skovbunden, naturens evighedspuppe.

Stilheden sænkede sig i lysningen, hvor en lille spire penetrerede mosdækket og knoppen til en rød blomst foldede sig ud.