Silmarillion

Boganmeldelse: Silmarillion
Forfatter: J.R.R. Tolkien
Udgivelsesår: 1977, oversat til dansk i 1978
Overordnet vurdering: 7,5/10
Tagline: World-building Masterclass

Bogen er opdelt i flere afdelinger.
I Ainulindalé får vi beskrevet skabelsen af verden.
I Valaquenta får vi en beskrivelse af alle Valarne.
I Quenta Silmarillion får vi alle historierne, der hænger sammen med Silmarillernes skæbne, som har påvirkning på hele Verden.
I Akallabeth hører vi om Numenors storhedstid og fald
I Om de mægtige ringe og den tredje tidsalder får vi, ja, you guessed it, historien om de mægtige ringe og den tredje tidsalder.

Resumé:
Eru Iluvatar skaber Ëa, Verden, Valarne (guderne) og Maiarne (demi-guder), der former verden gennem sang. Melkor, en af de største Valar, gør oprør mod overmagten, og bekriger først Valarne og senere Alferne, De Førstfødte, der bor i Verden. Han bliver smidt i fængsel i det nordlige Midgård, en god slat af Alferne (elvere) kommer til Valinor (gæt hvem der bor dér), og hygger sig mægtigt i lyset af to store træer. Her laver Fëanor de store Silmariller (roll credits!), de smukkeste ædelstene ever, og de indeholder lyset af de to træer. Melkor bryder fri af sit fængsel, tager til Valinor og får hjælp af en stor edderkop til at dræbe træerne, så alt lys går ud. På vej tilbage til Midgård hapser han Silmarillerne, og det bliver Fëanor og en hel bunke Alfer pænt sure over, så de trasker efter ham for at få dem tilbage. De dræber nogle andre Alfer i en havn for at bruge deres skibe, og Valarne forbander dem for både at tage til Midgård og for at dræbe deres egne (det er heller ikke særlig pænt gjort).
I Midgård er der skiftevis krig og fred, Dværgene dukker op, og Menneskene kommer lidt senere. Hovedsageligt har de fleste hændelser noget med Silmarillerne at gøre, og afslutningsvis bliver Melkor også kylet ud i intetheden af Valarne efter en masse krig og hærgen og død. Menneskene får en lille ø, de kalder Numenor, for de må ikke komme til Valinor, og egentlig er de ret tilfredse i et godt stykke tid, men så kommer Sauron, Melkors tjener, til øen og fucker med kongen, der ender med at prøve at føre krig mod Valarne. Det bliver de ret knotne over, så de sænker øen, og kun nogle få, der var tro mod Valarne får lov til at komme uskadt tilbage til Midgård. Sauron kommer også tilbage til Midgård, og nu er alle sure på ham, så de bekriger ham, og hugger hans magiske ring af, så han mister en masse kræfter og må flygte. Han vender dog tilbage og vil finde sin ring igen, men det går ikke så godt med det (det er alt sammen uddybet langt mere i Ringenes Herre-trilogien).

Personlig vurdering:
Silmarillion har et ry for at være et tungt og stort værk at gnave sig igennem. I særdeleshed er dens mange slægtslinjer og navne en svær nød at knække, og man føler måske man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med.
Jeg har læst Silmarillion én gang tidligere, da jeg var meget ung og ikke forstod et klap af hvad der egentlig foregik. Dengang var det væsentligt mere besværligt for mig at finde hoved og hale i, hvem var hvem, og hvorfor hvem gjorde hvad, og hvor henne de var. Men heldigvis tilbyder Silmarillion både slægtstavler og kort over den del af Midgård som det meste foregår i. Man kunne ønske at der også var kort over HELE verden, når der bliver nævnt steder i Valinor, som man af selvsamme grund ikke rigtig kan se for sig rent geografisk, og det samme gælder Numenor. Heldigvis har internettet ikke levet forgæves, og man kan google sig frem til et verdenskort hvis man vil det.
Nu har jeg så læst den igen, og jeg må indrømme at min tekstforståelse heldigvis er blevet væsentligt forbedret. Selvom teksten er skrevet i et gammelt sprog, og det skal man ligesom lige vænne sig til. Men når man er ovre det første fartbump, så glider det egentlig forholdsvis let.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at Tolkien bare er, well, på bedste vis, Tolkien, men det skal også nævnes at Silmarillion blev udgivet 6 år efter hans død, så tekstuelt har hans søn, Christopher, gjort en helvedes masse i forbindelsen med ikke bare Silmarillions udgivelse, men alle efterfølgende værker. Hvem der bærer skylden for at skrive som en munk i 1100-og-hvidkål er ikke helt til at sige noget om.
Under alle omstændigheder tror jeg, at jeg blev rørt af den generelle stemning af, hvordan alt i verden er forgængeligt. Døden er et kæmpe tema, som præger dødelige såvel som udødelige. Mange mennesker vil sikkert hige efter at leve for evigt, men for de udødelige er det bare ikke så fedt, som man skulle tro det er. Man har beskæftiget sig med nogenlunde samme dødslængsel i forbindelse med vampyr-narrativer, hvor de udødelige ender med bare at kede sig halvt ihjel (tøhø), og selvom Alferne har pisse travlt med at rende rundt og være sure på hinanden og på Melkor, så er der også sorg og kærlighed.
Forgængeligheden er både vemodig og smuk, og det er - ihvertfald for mit vedkommende - svært ikke at blive grebet imens historien folder sig ud. Der er henvisninger til flere større kvad, om nogle af de centrale historier - bl.a. Beren og Luthiens bedrifter og den næsten ødipæde fortælling om Turins børn Hurin og Nienor - og det læner sig selvfølgelig op ad Tolkiens forkærlighed for større historiske værker såsom "Den Ældre Eddas Gudesange", hvor historier fortælles i den klassiske form af vers. I Silmarillion får vi gudskelov en lidt mere afdæmpet tekstudgave af historierne.
Så har man mod på en masterclass i world-building, så er Silmarillion helt klart det værd, hvis man altså kan overleve med ord som "fylkedes" og "tykkedes" og "mishagedes".

Note:
Der er en grund til at Tolkien bliver nævnt som en af de store fantasy-forfattere, men jeg tror også at rigtig mange nyere forfattere formår at vise deres værd. Måske står vi alle sammen på det samme fundament som han gav os i sin tid (sammen med bl.a. C.S. Lewis), men det er dér, vi skal formå at vise hvem vi er frem for at blive stående det samme sted.