Ringenes Herre

Boganmeldelse: Ringenes Herre
Forfatter: J.R.R. Tolkien
Udgivelsesår: 1955, oversat til dansk i ca 1968
Overordnet vurdering: 6,5/10
Tagline: Alt er ondt

Bogens opdeling:
Ringenes Herre er 6 bøger fordelt på 3 overdele:
1: Eventyret om Ringen
2: De To Tårne
3: Kongen Vender Tilbage
(Det er nemlig ikke 3 bøger, men 6 mindre bøger)

Resume (meget kort):
Hobbitten Frodo arver en magisk ring fra sin onkel Bilbo. Ringen viser sig at være den mægtigste af de store Ringe (fuck), smedet af selveste den sorte fyrste Sauron (dobbeltfuck), og hvis Ringen falder i hans hænder, vil det være ensbetydende med verdens undergang (shit fuck!). Frodo må derfor ud på en farefuld færd for at ødelægge Ringen i Dommedagsspalterne, der ligger i Saurons mørke rige, Mordor (findes der noget mere badass navn end Mordor, honestly?). Der udpeges et broderskab, der skal hjælpe ham på hans lange rejse, bestående af hans trofaste tjener Sam, deres venner Merry og Pippin, dværgen Gimli, elveren Legolas, krigeren Boromir, en af de Rejsende, Aragorn, og troldmanden Gandalf.
Broderskabet rejser gennem Midgård og gennemgår mange prøvelser, inden de rammer deres respektive mål. Undervejs afslører Aragorn sig som den retmæssige arving til kongetitlen i Gondor, landet der belejligt nok ligger nærmest Saurons rige. Alt går ikke helt som planlagt men ender alligevel forholdsvist lykkeligt, og tilsat en god mængde religiøse motiver og historiske paralleller ender vi stort set tilbage hvor vi startede, men mange erfaringer rigere.

Personlig vurdering:
Som en naturlig forlængelse af at have læst Silmarillion, var den næste bog, der skulle igennem møllen, Ringenes Herre. Bøgerne er uden tvivl ophav til min glæde for litteratur, sprog, ord og det at skrive. Og det er ikke helt uden begrundelse, omend jeg kan mærke at tiden er gået siden mit 12-årige jeg sad og skrev lektier i min lektiebog i folkeskolen med Quenya-skrift, og kunne recitere en helvedes masse af digtene, både på dansk, engelsk og Sindarin. Det affødte også en tvivlsomt succesfuld bachelor om en komparativ analyse i historiebrug i hhv. Ringenes Herre og Game of Thrones (alt over 02 er spildt arbejde, am I right?).
Det her er heller ikke den første gang jeg har anmeldt Ringenes Herre, men dengang har jeg sgu nok været godt og grundigt forblændet af min besættelse, kan man vidst roligt sige.
Der er ingen tvivl om, at værket "Ringenes Herre" er i en absolut liga for sig. Man refererer nærmest altid til Tolkien når man beskæftiger sig med fantasy. Han er the OG Godfather of Fantasy (og ja, der er også C.S Lewis og andre, men hånden på hjertet, så er det ikke dem man først tænker på, når man tænker fantasy, let's be honest). Den måde han har skabt et univers på og gået så meget i detaljer med alt gør, at man ikke betvivler Midgårds ægthed. Det har en storslåethed og en troværdighed, som man ikke kan se bort fra. Den kunne næsten lige så godt have stået i historiebøgerne som en forgænger for vores egen tid, et sted tilbage i middelalderen, hvor verden var mere eksotisk, og legender og myter vandrede på jorden. Og det var også præcis Tolkiens formål med historien, at skabe et mytos til sit elskede England, som var mere end legenden om kong Arthur (selvom et sværd jo ikke gør nogen konge, uanset om den er givet til én af en dame i en sø eller hvor det end kommer fra), og til trods for at stednavnene er lidt mere kuriøse, kan man sagtens fornemme hvor han har ønsket at ville hen.
Og det er lykkedes. Hans værk er blevet omfavnet af mange generationer, lige fra de første læsere, der uden omsvøb gik all in på fandom'et (vi nævner i flæng familien Kløvedal herhjemme, der skiftede navn til et sted i Midgård, hvor der bor en masse elvere!), til de nyere læsere, der med nutidens kritiske blik gransker den slet skjulte racisme og sexisme. Om man vælger at se den som en fortolkning af hændelserne under 2. Verdenskrig, eller som sin egen historie, står én frit for. I mit tilfælde kan jeg også mærke, at det var en klar styrke netop at have læst Silmarillion, for det væld af referencer til den, der er i løbet af Ringenes Herre, gør fornemmelsen af universet langt mere fyldigt.
Men! For der er et men.
Den er tør.
Hvis man synes Silmarillion er en tør kiks, så er Ringenes Herre en dagsvandring i Mordor uden lembas eller brøndvand. Det er Træskæg, der reciterer hele sin slægts historie på oldentisk mens man er bundet til en stol og holdt vågen af huorner, der kilder én under fødderne.
Jeg lagde allerede mærke til det mens jeg læste første kapitel, og mens jeg læste højt fra tid til anden for Marha, stod det klart for mig hvor skrabet det stod til med tillægsordene. Der er utrolig få beskrivelser af tonefald, ansigtsudtryk, indre stemninger og konflikter. De er ikke totalt væk, men der er måske 5% versus 80% naturbeskrivelse og resten er sange.
Og jeg forstår det med sangene, faktisk forstår jeg det rigtig godt efter jeg har læst Silmarillion, hvor noget af det første man får at vide er, at hele verden er opstået i én kæmpemæssig sang. Og faktisk har sangene netop den funktion at fortælle, beskrive og agere følelsesmæssigt bindeled i rigtig mange af de scener vi bevæger os igennem. Og det er helt ok, det skal de have lov til. Jeg kan blot mærke og konstatere, at jeg er blevet en anden læser siden dengang.

Bedste ting:
I min erindring fra historien stod Eventyret om Ringen helt klart stærkest. Det er et mesterværk i sig selv i story-building. I denne del finder man sekvensen hvor Frodo drager afsted ud af Herredet og til han kommer til Bri, som inkluderer hvordan de forfølges af de frygtindgydende, men på dette tidspunkt mystiske og lidt gådefulde, Ringånder, turen igennem Den Gamle Skov og mødet med Tom Bombadil samt hændelserne i Dyssehøje. Det er nok ikke en sekvens, der huskes af særlig mange for andet end Ringånderne, da den blev noget så grumt skåret ned i filmene (Den Gamle Skov er repræsenteret i Fangorn-skoven istedet, hvor Merry og Pippin fanges af et piletræ dér, og Træskæg får det til at slippe dem ved at fremsige et digt som Tom Bombadil faktisk siger). Jeg ville have ELSKET at se Peter Jacksons horror-hjerne give sig i kast med den kvælende stemning i Den Gamle Skov og ikke mindst Dyssegæsten i Dysserne hvor hobbitterne får deres våben (ja, det er en gammel Numenoreansk klinge som Merry bruger til at hugge i Ringåndernes konge på Pelennorsletten foran Minas Tirith, IKKE en kniv fra Lothlorien, just sayin').
Jeg er glad for, at min gennemlæsning stadig kan bekræfte for mig, at det er den del af historien som er "bedst", hvis man kan kalde den det. Turen igennem Moria og Frodo og Sams afsluttende vandring i Mordor, er også stærke afdelinger. Man kan ikke andet end forestille sig den trøstesløshed som både J.R.R. Tolkien selv og hans søn Christopher Tolkien oplevede i deres tid i de to store verdenskrige (og som har uhyggeligt meget lighed med de billeder man kan se fra tid til anden fra fronterne i krigen i Ukraine).

Værste ting:
Alt ondt er ondt. Punktum. Der er ikke nogen nuance, der er ikke nogen gråtone eller variation. Man er ikke i tvivl om når man møder nogen der er ond, det er de bare. Den ukritiske fjendskab er noget man desværre bare må finde sig i, og det afspejler et vist levn fra fortiden, hvor fjendebilleder tog sig ud på en anden måde end de måske gør idag. Anti-helte og seriemorderes og andre skurkes motivation (populært kaldet "villain origin stories") bliver dyrket i populærmedierne, hvor det kan føles som et forsøg på at skabe forståelse og menneskeliggøre personerne bag de grusomme, forfærdelige handlinger og forbrydelser. Den blodglade Dexter, Benedict Cumberbatchs sociopatiske Sherlock Holmes, Hannibal "the Cannibal" Lecter, en hel Netflix-serie om seriemorderen Jeffrey Dahmer og en bølge af True Crime historier, der kan indtages via podcast til aftensmaden eller inden sengetid, sætter tingene i perspektiv til de sort/hvide, karikerede fremstillinger vi har at se tilbage på fra sådan noget som propaganda-flyers og plakater, der dukkede op i krigstiden hvor trykkesager var blevet nemmere at fremstille efter industrialiseringens opsving.
Forordet til Ringenes Herre forsøger at gøre det klart, at værket ikke skal ses som et produkt af sin samtid, men som det det er: et eventyr. Desværre er det bare rigtig rigtig svært ikke også at se det som en meget tydelig fremstilling af konflikten mellem Sovjetunionen, Nazityskland og de vestlige allierede. Det kan nærmest ikke undgås, at man som forfatter bliver farvet både af egne erfaringer og af den zeitgeist man befinder sig i.
Gør det Ringenes Herre til propaganda? Nej, den er ikke skrevet med formålet, at beskrive en bestemt befolkningsgruppe/land/ideologi i et negativt lys, men det betyder ikke, at den ikke gør det alligevel. Ghan-Buri-Ghan og hans abelignende mennesker i skoven i Rohan, hvor de med kongens nådige tilladelse får lov til at få de skove, som de egentlig altid har boet i, er en bitter pille at sluge, sammen med alle de "mørklødede Haradrim" og de sorte, ækle orker, der har fået en opsvingsperiode på det seneste i den ukrainske propagandamølle. Tilsæt hele den også udeladte Rengøring i Herredet-del, hvor fremstillingen af kommunismen får Nordkorea til at ligne en børnehave.
Og en anden ting, som jeg lagde mærke til, og det kan selvfølgelig godt ske, at det har noget at gøre med den mængde tid det har taget, at skrive bogen, men skiftet fra Eventyret om Ringen til De To Tårne + Kongen Vender Tilbage, er som at læse to forskellige værker, eller at det er to forskellige forfattere ihvertfald. Der er et toneskift, som selvfølgelig også er med til at adskille stemningen mellem de to plotlines, som man følger, men det er alligevel nok til at det føles mere som om noget er skrevet senere, mens noget er skrevet tidligere. Jeg tror det er enhver forfatters lod, hvis man arbejder på et større værk, at der immervæk vil gå så længe, at noget af teksten bliver outdated og måske skal omskrives for at få en mere ensartet lyd henover hele historien. Ringenes Herre er blevet til over mange, lange år, så det er heller ikke underligt hvis det er tilfældet her. Om det er en bevidst handling, om det er fordi der er et skift til et anderledes fokus fra kapitel til kapitel, eller om det er et tilfælde, er ikke godt at vide. Det er bl.a. noget af det, der gør, at Eventyret om Ringen altid vil være den del af historien, som jeg bedst kan lide.

Jokeren:
At læse bogen har fået mig til at værdsætte filmene 1000 gange mere end før. Jeg tror ikke engang jeg har læst bogen efter jeg har set filmene, hvilket siger en del om hvor længe siden det er jeg har læst den, men jeg havde måske heller ikke helt evne til at fatte den mængde indhold der, trods filmatiseringernes klippe-klistre mareridt, formåede at komme med. De gange jeg faldt over passager af dialog, som er 1:1 med i filmene, hoppede mit hjerte lidt af glæde, også selvom det måske ikke er de samme personer, der siger det pågældende citat. Jeg tror det kom bag på mig, men samtidig var det rart at få bekræftet, at der i Peter Jacksons arbejde med bøgerne, var en hensyntagen, som man har svært ved at se i de senere filmatiseringer af Hobbitten, og senest Amazons stort anlagte Rings of Power-serie, der trods sine ENORMT SMUKKE BILLEDER, gik hen og tog en glimrende præmis og skød den fuldstændig i sænk. Jeg er stadig til en vis grad fan af serien, og idéen om en teenage-Galadriel er ret cool men IKKE på det tidspunkt i historien. Hell, hun er mange tusind år gammel på det her tidspunkt, og Vredens Fejde mod Morgoth er for længst overstået. I mean, I get it, det er fedt at bruge hende som bindeled igennem historien, og Morfydd Clark gør hvad hun kan med et tarveligt oplæg til hendes karakter, men nøjjjj… Jeg har mange ting at sige om den serie, som der nok ikke er plads til her.

ANYWAY!
Jeg har måttet sande, at det nok er sidste gang jeg læser Ringenes Herre. Det var et nostalgisk, vemodigt tilbageblik på noget, som jeg engang holdt meget af, og som også stadig har en ganske særlig plads i mit hjerte. Jeg vil anbefale folk at læse den, hvis ikke så for i det mindste at kunne sige, at man har gjort det, og få folk til at holde kæft når de spørger, om man har læst den. Og et tip er altså at læse Silmarillion først. Det gør oplevelsen væsentligt mere overkommelig, og referencerne til fortiden føles ikke nær så obskure.