Idéen om et menneske

Jeg kaster mig ud på dybt vand

Og sanser

Idéer og tanker

For at støbe mit jern til en smeds perfektion.

Jeg ved jeg ikke er et menneske

På normale præmisser

Men jeg er, og det er nok.

Spørgmål til min evne

Til min kunnen

Er måske afværget med blodige hug

Usikkerheden, ønsket om at være

Andet end det jeg er,

Og det er først her jeg opfatter det,

Når jeg står ansigt til ansigt

Med det jeg ønsker at være,

Andre folks forslag,

Andre folks bekymringer,

Som om de gavner mig,

Men i virkeligheden sværter de det

Mere mørkt end mudderet under livets vandrestøvle.

Omsorg føles omklamrende

Medlidenhed bliver kvalmende.

Jeg vil bare have plads og ret

Til at jeg ikke formår

At leve på samme præmisser

Som alle andre.

Plads til at være fejlbarlig

Og ikke dømmes.

Og ikke føle mig dømt.

Plads til at kunne aflæse de døv-stumme

Når teksten flyder ud i en social medie masse

Hvor lyden at stemmer bliver til et fjernt ekko,

Og man skal lukke øjnene

For at huske

At man kun er et menneske,

Og jeg ikke altid formår at høre

Når ekkoet er omfavnende og solrigt

Og ikke giftigt dryppende napalm.